Efter flere års politisk arbejde og stigende pres på plejeboligområdet er Høje-Taastrup Kommune nu klar til at tage næste store skridt mod et nyt friplejehjem i Høje Taastrup C.

Kommunen har på det seneste byrådsmøde indgået aftale med både plejeoperatøren Altiden og udvikleren SVANEN Gruppen om etableringen af et nyt friplejehjem med plads til 88 borgere. Hvis tidsplanen holder, kan de første beboere flytte ind i begyndelsen af 2029.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Projektet er kulminationen på en proces, der begyndte med budgetaftalen for 2024, hvor et samlet byråd besluttede, at kommunen skulle arbejde for etableringen af et friplejehjem.

Det fremgår direkte af kommunens plejeboligprognose fra 2024, at beslutningen blev truffet for at imødegå et stigende kapacitetspres på ældreområdet. Prognosen vurderer, at der mod slutningen af prognoseperioden vil mangle op mod 45 plejeboliger for at kunne overholde plejeboliggarantien.

Prognose pegede på voksende mangel

I prognosen skriver administrationen: ”Som en del af budgetforliget for 2024 blev der truffet beslutning om, at der skal etableres et friplejehjem i Høje-Taastrup Kommune.”

Samtidig vurderede kommunen allerede dengang, at et friplejehjem kunne blive en central del af løsningen på den kommende kapacitetsudfordring:

”Det vides endnu ikke, præcis hvilken kapacitet et friplejehjem vil have, men det er administrationens forventning, at der af driftsmæssige årsager vil være tale om mellem 60 og 90 pladser.”

Og netop dér ser det nu ud til, at projektet lander. Det kommende friplejehjem får 88 pladser og bliver en del af et større seniorområde i Høje Taastrup C med både seniorvenlige boliger, botilbud og fællesfaciliteter.

Kommunens plejeboligprognose peger på, at ventelisten til plejeboliger vil stige markant fra 2027 og frem, hvis der ikke tilføres ny kapacitet. Prognosen forventer, at plejeboliggarantien kan overholdes frem til og med 2026, hvorefter presset tiltager.

I prognosen hedder det: ”Frem mod slutningen af prognoseperioden forventes der at mangle op til 45 pladser for at kunne overholde plejeboliggarantien.”

Samtidig vurderede administrationen, at et friplejehjem var en oplagt løsning: ”Med budgetaftalen for 2024 blev det aftalt, at der skal etableres et friplejehjem i Høje-Taastrup Kommune, og jf. den nye prognose synes det fortsat at være en god løsning til håndtering af kapacitetsudfordringerne.”

Lokalplan sat i gang i foråret

I april 2026 tog projektet endnu et vigtigt skridt, da Plan- og Miljøudvalget i følge et dagsordenspunkt traf principbeslutning om at igangsætte lokalplanarbejdet for området ved Falkenberggade i Høje Taastrup C.

Her beskrev administrationen visionen om ”en samlet bebyggelse målrettet ældreliv i Høje Taastrup C”.

Projektet skal ifølge dagsordenspunktet rumme både friplejehjem, seniorvenlige boliger, botilbud og et muligt kvarterhus.

Borgmester: Første store skridt er taget

Nu er aftalen mellem kommune, udvikler og operatør så faldet på plads.

Borgmester Michael Ziegler kalder aftalen et afgørende gennembrud:

”I byrådet er vi er meget tilfredse med, at vi nu har taget de første og største skridt til at få skabt et nyt plejehjem til gavn for vores ældre borgere og deres pårørende.”

Plejeoperatøren Altiden fremhæver samtidig ønsket om at styrke borgerne på et helt særligt felt.

”Vi er meget tilfredse med aftalen om et nyt friplejehjem i Høje-Taastrup Kommune,” siger Administrerende direktør Trine Mottlau og fortsætter;

”Samtidig er vi glade for, at Altiden kan bidrage til at styrke de ældres mulighed for frit valg.”

Noget Altiden har 25 års erfaring med fra både udliciterede plejehjem til egne friplejehjem,  her driver virksomheden blandt andet driver friplejehjem i Greve og Holte, ligesom det forventes at Altiden åbner et nyt friplejehjem i Munkebo i Kerteminde Kommune i foråret 2028.

Læs også: Kerteminde er endelig på vej mod et friplejehjem, men det sker med en tvist

Seniorområde med flere funktioner

Hos udvikleren SVANEN Gruppen er ambitionen at skabe et samlet seniorområde, hvor plejeboliger og seniorboliger understøtter hinanden.

Direktør Michael Brixhuus siger:

”Pårørende får mulighed for at bo tæt på en ægtefælle eller anden nærtstående, og beboere i seniorboligerne kan tilkøbe ydelser og services fra friplejehjemmet efter behov.”

Dermed er et projekt, der begyndte som en budgetbeslutning i 2023, nu rykket ind i den konkrete realiseringsfase med både operatør, udvikler og lokalplanproces på plads.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind