Ældreminister Mette Kierkgaard har meddelt statsministeren, at hun ønsker at udtræde af regeringen. Statsministeren indstiller derfor Henrik Frandsen (M) til posten, og ministeroverdragelsen finder sted i dag på Amalienborg.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ifølge politisk analytiker Ask Rostrup har Kierkgaard “ikke gjort det store væsen af sig som ældreminister”. Men blandt aktørerne på ældreområdet tegner der sig et helt andet billede.
Her beskrives hun som den minister, der i praksis arbejdede for at ændre relationen mellem det offentlige og de private leverandører – og som den, der lagde det politiske og styringsmæssige spor til det, der siden blev til ældrereformen og en ny ældrelov.
Fra ideologisk profitdebat til samarbejdsdagsorden
Hvor forgængeren – Astrid Krag (S) – i høj grad havde et ideologisk fokus på profit hos private leverandører, flyttede Mette Kierkgaard hurtigt dagsordenen over på samarbejde, frisættelse og ligestilling mellem offentlige og private aktører.
Allerede i maj 2023 – ved KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum – formulerede hun den kurs, der siden kom til at kendetegne hendes ministerperiode. I en tale, der vakte opsigt blandt både private og kommunale ledere, sagde hun:
“Det er naivt at tro, at man kan løse de udfordringer, vi står overfor med de løsninger, vi kender i dag… derfor skal vi ændre hele gearkassen som gennemsyrer ældreplejen og derfor skal vi gå fra en velfærdsstat med ret til ydelser og over til et velfærdssamfund, hvor vi skaber velfærden sammen.”
Og endnu mere opsigtsvækkende i en kommunal kontekst:
“Vi skal gå fra en dem og os definition i samspillet mellem det private, det offentlige og civilsamfundet, hvor vi åbner dørene for et samarbejde.”
Det var første gang mange kommunale topfolk hørte en ældreminister gentage begreber som frit-valgs-leverandører, offentligt-privat samarbejde og ligestilling mellem leverandører så konsekvent fra en talerstol rettet mod kommunerne.
“Hun vidste, hvad der foregik – og brændte for området”
Hos leverandørerne blev det bemærket, at der ikke kun var tale om retorik.
Administrerende direktør i KA Pleje, Karsten Høgild, beskriver samarbejdet sådan:
“Hun vidste, hvad der foregik og var engageret i det. Man har tydeligt kunne mærke på hende, at hun var minister for et område, hun brændte for. – Jeg synes, hun har været meget, meget let at samarbejde med.”
Af andre beskrives hun som en sjælden aktiv minister på det her område.
Et billede der går igen hos flere aktører på området: En minister, der faktisk gik ind i maskinrummet og forstod nogle af de komplicerede styringslogikker og praktiske barrierer for samarbejde.
“Vi kommer vi til at savne dig på posten som ældreminister. Du har på få år formået at skabe en historisk bevægelse på ældreområdet i retningen af større selvbestemmelse, valgfrihed og livsglæde. Det er nogle varige spor og de er sjældne i politik,” lyder det fra branchedirektør Tony Bech i et opslag på LinkedIn.
Ældrereformen som systemopgør
Kierkgaards politiske aftryk kulminerede med ældrereformen og arbejdet med en ny ældrelov. Reformen kan i høj grad læses som en operationalisering af den “gearkasse-tænkning”, hun talte om allerede i 2023:
- Opgør med minutstyring og BUM-logik
- Styrket frit valg og selvbestemmelse
- Frisættelse af medarbejdere
- Nedbrydning af skel mellem offentlig, privat og civilsamfund
Det er usædvanligt, at en minister når at få både sat en ny fortælling, ændret relationerne i sektoren og få omsat det til konkret lovgivning i samme periode.
Den private minister – med stort aftryk
Ask Rostrup peger på, at hun ikke fyldte meget i det politiske mediebillede. Netop det lave medietryk kan være en del af forklaringen på, hvorfor hendes betydning primært mærkes hos dem, der arbejder med ældreområdet til daglig.
For dem fremstår Mette Kierkgaard som den minister, der reelt ændrede samtalen fra mistillid til samarbejde.
Selv skriver hun på LinkedIn om sin fratrædelse:
“Min mand, Thomas, har været igennem en omfattende kræftbehandling. Behandlingen er gået godt, men nu melder senfølgerne sig og de er desværre kun lige begyndt.
Thomas er stærk, og det er vores to drenge på 17 og 19 år også. Men de vigtigste mennesker i mit liv får mere og mere brug for mig hjemme i Ribe. Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke genopstiller til Folketinget og derfor stopper jeg naturligt også som minister i dag.”
Hvad nu for ældreområdet?
Med Henrik Frandsen som ny ældreminister får området en erfaren kommunal politiker og tidligere borgmester. Spørgsmålet er, om han viderefører den samarbejds- og frisættelseslinje, som Kierkgaard lagde.
For ældreområdet er hendes afgang ikke bare endnu en ministerrokade.
Det er et farvel til den minister, der – ifølge mange aktører – satte det største styringsmæssige og samarbejdsmæssige aftryk på området i to årtier – på godt og besværligt.
For det skal ikke være nogen hemmelighed, at Mette Kierkgaard træder fra midt i det allersværeste implementeringsfasen.
