”Vores tid er kommet til, at vi skal tænke helt nyt. Frisættelse er så meget mere end regelforenkling og afbureaukratisering,” lød det fra Ældreminister Mette Kierkgaard (M), da hun holdt den traditionsrige ministertale ved KL`s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg Kongrescenter.
Det er ikke første gang, at Mette Kierkgaard giver hendes version af, hvad vi kan forvente af frisættelsesdagsorden. Tidligere har hun gjort det både ift NB-mediers konference om frisættelse og da Dansk Erhverv lancerede velfærdsrådets anbefalinger.
Læs også artiklen: Ældreministeren vil genopfinde det offentlige-private samarbejde
Denne gang sammenlignede hun den alvorlige situation, vi står i med den tid, hvor Henry Ford udviklede Ford-T-modellen. ”Når han spurgte folk hvad de ville have var svaret en hurtigere hest, men han gav dem som sagt noget, de ikke havde ønsket sig – En bil.
”Det er naivt at tro, at man kan løse de udfordringer, vi står overfor med de løsninger, vi kender i dag, derfor skal vi ændre hele gearkassen som gennemsyrer ældreplejen og derfor skal vi gå fra en velfærdsstat med ret til ydelser og over til et velfærdssamfund, hvor vi skaber velfærden sammen,” lød det fra Mette Kierkgaard.
Vi skal gå fra dem og os i samspillet
Talen er interessant af flere årsager.
For det første er det antageligvis den eneste ministertale til kommunerne nogensinde, hvor der er blevet sagt frit-valgs-leverandører, offentligt-privat samarbejde og ligestilling af offentlige og private leverandører, så mange gange i løbet af 15 minutter.
”Vi skal frisætte det lokale ansvar og vi skal gå fra en dem og os definition i samspillet mellem det private, det offentlige og civilsamfundet, hvor vi åbner dørene for et samarbejde,” sagde Mette Kierkgaard til de fremmødte kommunale politikere og embedsfolk.
Hun kunne ikke løfte hele sløret for, hvordan hun og regeringen præcist tænker frisættelsen, men hun bød debatten om, hvad de enkelte lagde i frisættelsesbegrebet velkommen.
”Det er godt, at flere kommer med deres bud på, hvad frisættelse er,” sagde hun og takkede for den inspiration hun gennem besøg i kommunerne havde indhentet. – Selv så hun tre ben i frisættelsen.
Tre ben i frisættelsen
Frisættelsen af borgeren skal ske ved at styrke det frie valg og den enkeltes selvbestemmelse, ”Vi skal gå fra en velfærd der er defineret på forhånd i form af BUM-modeller og minutvisitationer til mere individuelle løsninger udviklet i dialog med dem det handler om,” lød det.
Det andet ben i frisættelsen handler for ministeren om at frisætte medarbejderne. ”Vi skal gå fra, at medarbejderne er sidste led i en styringskæde, til at det er medarbejderne der selv træffe gode og velbegrundede valg.”
Endelig er det tredje ben, at vi skal frisætte det lokale ansvar og bl.a. nedbryde hegnspælene mellem det offentlige, det private og civilsamfundet.Læs også om borgmesterreaktion på ministerens tale: Borgmester til Ældreminister om plejehjemsbestyrelser: Det ender galt