I udgangspunktet lignede det et klassisk VIVE-produkt: nøgternt, talbaseret og uden politiske undertoner. Et lille notat, der kortlagde resultat før skat, egenkapital og afkastningsgrad hos private opholdssteder for børn og unge.
Men som den seneste uges debat har vist, skal der i 2025 ikke meget mere end en PDF og et løsrevne nøgletal til, før en hel sektor bliver trukket ind i et stormvejr. For da notatet først blev udsat for journalistisk framing – og derefter mødt af regulær økonomisk kritik – udviklede sagen sig fra et talgrundlag, til det man hos Vive må have oplevet som en shit-storm.
Og her står VIVE så i en position, hvor man fremstår som en institution, der enten ikke havde styr på sine processer, eller ikke havde styr på sin faglighed.
Uanset hvad, er konsekvensen den samme: et troværdighedstab, der rækker langt ud over dette ene notat.
Et nøgternt notat – der ikke skulle have stået alene
Læst isoleret er VIVEs notat – Private opholdssteders økonomi – teknisk og forholdsvist forsigtigt:
- 78 procent har overskud.
- Knap 20 procent har negativ egenkapital.
- 43 procent har høj afkastningsgrad.
- Og der findes både stærke og svage økonomier i feltet.
Notatet er ikke konkluderende, ikke moraliserende, og peger ikke på regulering.
Men uanset intention fremstår notatet som ufuldendt. Det bruger klassiske erhvervsøkonomiske nøgletal på et område, der slet ikke fungerer som fx. en børsnorteret virksomhed i industrien. Botilbud har helt særlige risiciprofiler, aktiver, kapitalkrav og driftsforhold. Alt det mangler – og dermed er tallene i sig selv ikke særligt informative.
Som professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh formulerede det i et interview med NB Social:
“Det her illustrerer, at hvis man ikke har forstand på botilbud og økonomiske nøgletal, så skal man lade helt være med at lave notater.”
Det er ikke en nuance – det er en sønderlemmende metodisk dom.
Da journalisten tog over gik det galt
Uanset notatets intention blev det opslugt af et medielandskab, der de seneste år – gang på gang – har dyrket fortællingen “Private tjener på sårbare børn.”
På OPS-Indsigt har vi et temaarkiv med over 60 artikler i genren “profit på velfærd,” hvor en del af dem illustrere, hvordan den ikke-specialiserede mediebranche misforstår og fejltolker velfærdsmarkedet.
Politiken brugte en af de mest spektakulære passager i notatet til at gøre netop det:
Sammenligningen mellem botilbuds afkastningsgrad og det globale MSCI World-indeks. Selv om forskerne næppe har ønsket at ligge kimen til en aktie-metafor, var det dén sætning, der blev gjort til brændpunkt i artiklen:
“Knap halvdelen af de private bosteder har højere afkast end verdens største virksomheder.”
Herfra var historien givet:
Et notat, der oprindeligt handlede om økonomisk bæredygtighed, blev omkodet til en journalistisk fortælling om profit, kapitalfonde og moralske grænser.
Og når først den vinkel ruller, er der ingen vej tilbage.
Notatet fungerede – uanset intention – som kastetræ i en følsom valgkamp, hvor både regeringen og KLs syn på private aktører fylder tungt.
Så kom eksperterne – og så faldt bunden ud
Problemet for VIVE var ikke kun medie-framing.
Det var, at notatet ikke kunne bære den opmærksomhed det fik. Det manglede analyser, kontekst, faglig forankring og metodisk stringens.
Og da økonomer og eksperter med indsigt i socialområdet nærlæste tallene, stod det hurtigt klart:
- Afkastningsgrad kan ikke bruges uden viden om ejerskab og aktiver.
- Egenkapital kan ikke vurderes uden at kende driftsrisiko og tilsynskrav.
- Nøgletal giver ingen mening uden sammenligning med kommunale tilbud, selvejende eller større koncerner.
- Og vigtigst: Det er de svage tilbud, ikke de stærke, der er det reelle problem for borgernes sikkerhed.
Kritikken har været benhård – men også relevant, når vi læser ned igennem de sociale medier, hvor kritikken var til at få øje på. fra bl.a. direktøren for brancheorganisationen Selveje Danmark, Jon Krog:
“Stop stop stop! Nu er jagtsæsonen på private bosteder åbenbart sat ind og i takt med det synes behovet for sund fornuft lidt at fortone sig,” skrev han bl.a. i et opslag på LinkedIn.
Og så skete det opsigtsvækkende: VIVE trak notatet tilbage
Det er yderst sjældent, at en statslig forskningsinstitution trækker en publikation tilbage.
Det sker normalt kun ved fejl i data, forskningsfusk eller alvorlige metodiske brister.
Her lyder forklaringen på hjemmesiden:
“Notatet var udgivet ved en fejl. Det kan ikke læses som en selvstændig analyse.”
Man kunne næsten ikke skrive en mere ødelæggende sætning om sit eget produkt.
Og det er her, at den egentlige skade opstår:
Hvis notatet ikke kunne stå alene – hvorfor blev det så sendt ud i valgkampens hede, omtalt af Politiken og DR, og brugt af VIVE-forskere i interviews?
VIVEs forklaring efterlod flere spørgsmål end svar.
Og det er farligt for en institution, hvis styrke netop er dens uafhængighed og integritet.
Hvor efterlader det branchen – og tilliden til analysefeltet?
Det helt store problem er ikke notatet i sig selv.
Det er situationen, der nu står tilbage:
- Et statsfinansieret analysemiljø sender et halvfabrikat ud.
- Journalister bruger det til en moralsk fortælling om profit.
- Ekspert skyder det ned som metodisk ubrugeligt.
- VIVE trækker det tilbage efter valgkampen.
- Og branchen ser det – ikke uden grund – som bevis på politisering.
VIVE, der burde være et af de mest solide, uafhængige forskningsmiljøer på velfærdsområdet, står nu tilbage som afsender på en sag, hvor proces, faglighed og dømmekraft alle er kommet i tvivl.
Og det er alvorligt.
For når tilliden til analyseinstitutionerne krakelerer, er det hele velfærdssystemet, der mister sit kompas.
Man kan ikke direkte bebrejde pressen, at de fortalte en god historie, men sagen siger samtidig noget om, nødvendigheden af indgående kendskab til de komplekse velfærdsområder er en nødvendighed i journalistik.
I et valgår, hvor forholdet mellem offentlige og private aktører i socialområdet allerede er under pres, var dette det sidste, der var brug for.
