Skip to main content

I EU bruger mere end 250.000 offentlige organisationer hvert år 15 trillioner kroner (ca. 2.000 milliarder euro), svarende til 14 % af EU’s bruttonationalprodukt, på indkøb via offentlige udbud.

Men kun ca. 20 procent af udbuddene i EU har mere end én tilbudsgiver. I visse medlemslande modtager halvdelen af udbuddene kun ét enkelt tilbud. Det fremgår af en særberetning fra EU’s Revisionsret, der sætter ord på et massivt konkurrenceproblem.

Når EU-Kommissionen i den kommende tid åbner for en revision af udbudsdirektiverne, er det med et erklæret mål om at gentænke et marked, men spørgsmålet er hvordan?

Et strategisk værktøj – ikke kun jura

Hos Dansk Erhverv og hos Venstre i Europa-Parlamentet mener man, at tiden er inde til at tænke offentlige indkøb mere strategisk. I et fælles debatindlæg i Børsen skriver administrerende direktør Brian Mikkelsen og EP-medlem Morten Løkkegaard (V), at revisionen af udbudsreglerne er “en historisk mulighed for at forvandle 2.000 mia. euro i offentlige indkøb til et strategisk værktøj for vækst og konkurrence”.

De advarer mod at se revisionen som en teknisk opdatering. Den bør i stedet blive en reform, der fjerner adgangsbarrierer, fremmer grænseoverskridende udbud og skaber mere fleksibilitet, så flere – særligt små og mellemstore virksomheder – kan byde ind. 

Ifølge Løkkegaard og Mikkelsen er nuværende regler både for komplekse og ufleksible, hvilket afholder virksomheder fra at deltage og undergraver potentialet for innovation og samfundsværdidebat om konkurrence.

Fokus skal være på processen – ikke produktet

I et høringssvar til Kommissionen fra marts 2025 opfordrer Dansk Erhverv til en strategisk og holistisk tilgang til revisionen. Organisationen understreger, at udbudsdirektiverne fortsat skal være procesregulering – ikke diktere, hvad der købes ind, men hvordan.

Det er afgørende, at reglerne bliver lettere at forstå og anvende – og dermed mere virkningsfulde fremgår det af et opslag på organisationens hjemmeside, hvor man bl.a peger bl.a. på tre hovedelementer:

  • ​Reglerne skal understøtte europæiske virksomheders konkurrenceevne ved at skabe rammevilkår der understøtter den frie og åbne konkurrence.  
  • ​Forholde sig til udbud som en proces, og regulere, hvordan der købes ind. Ikke hvad der købes ind. 
  • ​Gøre det nemmere for virksomheder at byde på offentlige opgaver – ikke mere byrdefuldt.​

Danmark kan sætte retningen

Danmark har netop overtaget EU-formandskabet, og det giver ifølge både Dansk Erhverv og Løkkegaard en særlig mulighed for at præge reformarbejdet.

“Det handler i sidste ende ikke kun om jura og procedurer. Det handler om at sikre et åbent, fair og velfungerende marked, hvor offentlige indkøb bliver en drivkraft for vækst, innovation og samfundsværdi i hele Europa,” lyder det i debatindlægget.

Med andre ord står Danmark med en nøgle til at forme fremtidens europæiske marked – hvis man formår at bruge revisionen til at genskabe tillid, konkurrence og adgang til det offentlige marked for både små og store virksomheder.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind