Rudersdal Kommune har netop sendt helhedspleje og hjemmepleje i udbud til en anslået værdi af 225 mio. kr.

Kommunen vil indgå aftale med én privat leverandør, som borgerne kan vælge som alternativ til den kommunale hjemmepleje. Tilbudsfristen er 18. november, fremgår det af materialet. Dermed føjer Rudersdal sig til rækken af kommuner, der på det seneste har sendt større velfærdsopgaver i udbud på baggrund af ældreloven og de kommende ændringer i sundhedsloven.

Det særlige ved Rudersdals udbud er, at kommunen har indbygget en obligatorisk option på almen sygepleje, som forventes integreret i helhedsplejen i takt med ændringer i sundhedsloven.

Udbuddet omfatter desuden delegerede sygeplejeydelser, personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og afløsning.

Privat leverandør rejste spørgsmål om afregning

Allerede i marts gennemførte Rudersdal en offentlig markedshøring af det kommende udbud.

Her påpegede Cura Pleje blandt andet uklarheder om, hvorvidt sygeplejeydelser til borgere i helhedsplejeforløb skulle være indeholdt i forløbsprisen eller afregnes særskilt. Virksomheden efterlyste også en præcisering af, om forløbstaksterne skulle beregnes på grundlag af median- eller gennemsnitstid.

Spørgsmålene illustrerer nogle af de udfordringer, der opstår, når kommunerne skal omsætte ældrelovens nye helhedspleje til kontrakter med private leverandører.

I det aktuelle udbud skal virksomhederne selv afgive priser på de ydelser, der indgår. Pris vægtes med 45 procent og kvalitet med 55 procent.

Læs også: Plejevirksomhed med 23 års erfaring bliver privat alternativ i hjemmeplejeudbud

Flere kommuner vælger lige nu udbud

Rudersdals udbud kommer samtidig med, at blandt andre Ringsted og Sønderborg Kommuner har sendt eller forbereder større helhedsplejeopgaver i udbud.

Valget mellem udbudsmodellen og godkendelsesmodellen har betydning for, hvordan prisen på den private pleje fastsættes.

Ved godkendelsesmodellen skal kommunen kontinuerligt beregne afregningstaksterne med udgangspunkt i sine egne langsigtede omkostninger. Ved et udbud konkurrerer leverandørerne derimod på deres tilbudte priser og kvalitet. Samtidig giver en udbudsmodel en budgetmæssig forudsigelighed bl.a. fordi prisen er fastsat ved udbuddet.

Om hensynet til prisberegning og leverandørernes interesse har haft betydning for Rudersdals valg af model, fremgår ikke af det offentliggjorte materiale.

Men udbuddet viser, hvordan kommunerne nu forsøger at indrette de private helhedsplejeaftaler, så de også kan håndtere de kommende ændringer i sundhedsvæsenets opgavefordeling.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind