Det er endnu ikke lykkedes Region Hovedstaden at få en central rammeaftale om eksterne lægevikarer i somatikken på plads.

Det sker 13 måneder efter, at regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) over for OPS-Indsigt fortalte, at regionen arbejdede på et udbud, efter at vi gennem længere tid havde afdækket millionindkøb af lægevikarer uden en fælles udbudt aftale.

“Jeg har tidligere sagt, at der skal være orden i sagerne, og derfor glæder det mig, at administrationen er ved at lave et udbud for eksterne lægevikarer på de somatiske hospitaler,” sagde Lars Gaardhøj i september 2025.

Han understregede samtidig, at det var vigtigt at overholde udbudsreglerne, men også at processen ville være kompleks og tage tid.

Læs også: Regionsrådsformand: “Reglerne skal følges” 

Nu viser et nyt svar fra Region Hovedstaden til OPS-Indsigt, at udbudsprocessen endnu ikke er afsluttet, og at man fortsat køber ind for millioner uden om reglerne.

Første udbud blev annulleret

Region Hovedstaden sendte i marts 2026 lægevikarydelser i somatikken i EU-udbud med en anslået kontraktværdi på 36 mio. kr.

Der blev modtaget seks tilbud på den ene delaftale og otte på den anden, men kort efter tilbudsfristens udløb i april blev udbuddet annulleret.

“Regionen har valgt at annullere udbuddet, da der blev konstateret uhensigtsmæssigheder i udbudsmaterialet,” oplyser Region Hovedstaden, som svar på vores spørgsmål.

Læs også: Læger stempler ud som ansatte – og ind som vikarer 

Ifølge regionen blev kravene til tilbudsgivernes tekniske og faglige formåen efterfølgende omformuleret, og tilbudslisterne blev omstruktureret. Opgaven blev herefter genudbudt i juni med forventet kontraktstart 1. oktober. – Men heller ikke denne gang er processen afsluttet.

“Udbudsprocessen er endnu ikke afsluttet. Det forventes, at de nye kontrakter træder i kraft den 1. december 2026,” skriver regionen til OPS-Indsigt.

Dermed er den forventede kontraktstart rykket seks måneder i forhold til den oprindelige plan og 15 måneder efter at regionsrådsformanden lovede, at der ville ske noget.

Hospitalerne vælger fortsat selv leverandører

Indtil rammeaftalerne er indgået, er de enkelte hospitalsafdelinger fortsat frit stillet i forhold til valg af leverandører, oplyser regionen.

Det betyder dog ikke, at de frit kan anvende eksterne lægevikarer. Regionen har nemlig indført et generelt vikarstop for speciallæger i somatikken, og hospitalerne skal som hovedregel have dispensation, hvis de vil benytte eksterne lægevikarer.

Det var netop regionens tidligere praksis med lokale aftaler, der kom under kritik, da OPS-Indsigt i 2025 dokumenterede årlige indkøb af lægevikarer i en tocifret millionklasse uden en central udbudt aftale.

Dengang fremhævede regionen de mange lægefaglige specialer og skiftende lokale behov som forklaring på, hvorfor indkøbene var vanskelige at planlægge og udbyde.

Nu er der gennemført et udbud, som blev annulleret, og et genudbud, som endnu ikke er afsluttet. Regionen forventer, at de nye aftaler træder i kraft blot en måned før fusionen med Region Sjælland til Region Østdanmark.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind