Folkemøde-rapport fra OPS-Indsigts udsendte ved Dansk Industri

Mens dele af Folkemødet igen kredsede om profit, velfærd og mistillid til private aktører, valgte Dansk Industris enhed for offentlig-privat samspil torsdag en lidt anden indgang til debatten.

Læs også: Alle private blev gjort til røverne i Kardemommeby

På organisationens program stod blandt andet debatter om privat kapital til offentlig infrastruktur, kvalitet i offentlige indkøb og grøn omstilling gennem genanvendelse af tekstiler. Fællesnævneren var spørgsmålet om, hvordan private ressourcer, kompetencer og investeringer kan bringes i spil i løsningen af samfundets udfordringer.

Politikere på catwalken

Mest opsigt vakte måske arrangementet Politikere på catwalken, hvor folketingspolitikere fra både regering og opposition trak i tøj fremstillet af genanvendte tekstiler og gik på scenen foran publikum på DI Hjørnet. Arrangementet blev kommenteret af Anders Lund Madsen og blev afviklet for femte år i træk.

Blandt deltagerne var klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, Pia Kjærsgaard, Ida Auken, Carl Valentin og Freja Brandhøj.

Efterfølgende fremhævede Freja Brandhøj (LA) på LinkedIn virksomheden NewRetex, der har udviklet et automatiseret anlæg til sortering af kasserede tekstiler.

“Bæredygtighed er højt på agendaen hos danske iværksættere – også helt uden, at vi har opfundet et excelark de skal rapportere mål ind i,” lyder det.

Bedst eller billigst

Tidligere på dagen deltog DI’s branchedirektør Jakob Scharff i en debat om offentlige udbud under overskriften Bedst eller billigst – hvad vil du købe for skattekroner? Her blev publikum udfordret på de dilemmaer, der opstår, når pris, kvalitet og ansvarlighed ikke nødvendigvis peger i samme retning.

Inden da havde Scharff også været på scenen i debatten Milliarder i venteposition, hvor kommunernes investeringsbehov blev holdt op mod pensionskassernes og investorernes kapital. Spørgsmålet var, om tiden er moden til at tænke offentlig finansiering anderledes gennem partnerskaber mellem offentlige og private aktører.

Set fra sidelinjen tegnede der sig dermed et billede af en organisation, som på Folkemødet i højere grad talte om løsninger end om ideologi. Hvor andre debatter handlede om profit og mistillid, handlede DI’s bidrag om investeringer, ansvarlige indkøb og grøn innovation.

Faktaboks

OPS-Indsigt deltager ikke fysisk på Folkemødet 2026. Denne rapport bygger på materiale, billeder og observationer indsendt af Dansk Industri Offentlig/Privat og Velfærdspolitik, som fungerer som en af OPS-Indsigts frivillige korrespondenter under Folkemødet.