Det nye udbud af lægevikarer i Region Hovedstadens somatik dækker et bredt spektrum af speciallæger – men uden at opdele aftalen efter specialer.
I stedet har regionen valgt en model, hvor alle lægefaglige kompetencer samles i én rammeaftale.
Det betyder, at leverandører skal kunne levere alt fra ortopædkirurger og medicinere til radiologer under samme kontrakt.
Ifølge udbudsmaterialet forventer regionen at købe lægevikarydelser for omkring 36 mio. kr. over kontraktperioden, med mulighed for indkøb for op til 54 mio. kr. over to år.
Læs også: Ni måneder efter kritik: Region Hovedstaden sender lægevikarer i udbud
To typer vikariater
Udbuddet er opdelt i to delaftaler:
- korttidsvikariater til enkelte vagter eller kortere perioder
- langtidsvikariater til længere ansættelser
Korttidsvikariater bestilles direkte under rammeaftalen, mens langtidsvikariater kan sendes i miniudbud mellem leverandørerne.
I første omgang vægter prisen højest i evalueringen af tilbuddene, mens kvalitet blandt andet vurderes på rekrutteringsproces og leveringssikkerhed.
Når regionen senere sender konkrete langtidsvikariater i miniudbud, vil kvalitet til gengæld vægte højere end prisen, således som vi læser det.
Samler meget forskellige markeder
Det mest iøjnefaldende ved udbuddet er dog, at regionen ikke har opdelt aftalen efter specialer. Det kan have betydning for konkurrencen.
Markedet for lægevikarer er nemlig langt fra ensartet. Nogle specialer – ikke mindst radiologi – er præget af stor mangel på læger og meget høje vikarpriser.
Andre specialer er lettere at rekruttere.
Når alle specialer puljes i én aftale, kan leverandører derfor blive nødt til at prissætte strategisk.
De kan eksempelvis være nødt til at acceptere lavere margin på dyre specialer som radiologi for at kunne vinde udbuddet – og i stedet hente indtjeningen hjem på andre specialer, hvor konkurrencen er mindre.
Fleksibilitet for hospitalerne
Til gengæld giver modellen en vis fleksibilitet for regionens hospitaler.
Når behovet opstår, kan hospitalerne beskrive opgaven i et bestillingsskema og angive både speciale, kompetencekrav og vagtform.
Dermed kan samme rammeaftale bruges til mange forskellige typer opgaver. Ulempen er dog, at konkurrencen i højere grad flyttes fra det enkelte speciale til den samlede aftale.
Hvorvidt det giver de bedste priser – eller blot en mere kompleks prissætning – vil først vise sig, når tilbuddene fra vikarbureauerne ligger på bordet senere i april.




