Samtidig med at FOA har taget et usædvanligt skridt og indledt en konflikt mod virksomheden BPA Pro Team, peger Dansk Erhverv på de mere grundlæggende problemer på BPA-området, hvor kommunerne i årevis har udmålt alt for lave administrationsbidrag.
Det skaber et system, hvor selv seriøse og organiserede arbejdsgivere har svært ved at få økonomien til at hænge sammen – og hvor der er brug for politiske reformer.
Det siger branchedirektør i Dansk Erhverv, Tony Bech, som understreger, at BPA Pro Team ikke er en del af Dansk Erhverv, men at området som helhed længe har været økonomisk under pres.
“Der bliver ganske enkelt ikke udmålt et korrekt administrationsbidrag i langt de fleste kommuner. Det er den virkelighed, vi ser – også på flere andre velfærdsområder,” siger han.
Tony Bech henviser til, at problemstillingen med urigtige beregninger af administrationsbidrag og takster ikke kun rammer handicapområdet, men fx også dagtilbudsområdet, hvor kommuner sætter takster så lavt, at flere paraplyorganisationer nu har stævnet en kommune.
De kan ganske enkelt kun levere ved at presse interne strukturer til det yderste.
Et glemt løfte fra Christiansborg
Tony Bech bemærker desuden, at politikerne i rammeaftalen på handicapområdet har lovet at tage fat om området.
“Men at det er “røget ud af lovprogrammet”,” siger han om den reform, som både Handicapbranchen Danmark og Dansk Erhverv længe har efterlyst.
Det efterlader området i en slags politisk dødvande, hvor man år efter år har levet med et finansieringsniveau, der ikke matcher de reelle omkostninger ved at drive arbejdspladser og sikre ordentlige vilkår for handicaphjælpere.
Administrationsbidraget er roden til problemet
Ifølge Dansk Erhverv er årsagen til skævheden enkel:
Kommunerne udmåler det såkaldte administrationsbidrag til virksomhederne alt for lavt. Det betyder, at virksomheder i praksis enten må:
- presse driften ned under et økonomisk forsvarligt niveau,
- acceptere underskud på ordningen, eller
- trække sig fra området.
For at rette op på det, har Dansk Erhverv og Handicapbranchen Danmark udviklet en administrationsberegner som kan fastsætte, hvad de reelle omkostninger faktisk er.
“Den er der nogle kommuner der bruger, men vi vil naturligvis gerne have den udbredt til alle kommuner. Virksomheder og foreninger, der påtager sig arbejdsgiveransvaret, oplever desværre økonomiske udfordringer, da mange kommuner ikke afregner på et korrekt grundlag med sammenlignelige omkostninger,” forklarer Tony Bech.
Dialog med KL
Han peger herpå, at ældreområdet er et godt forbillede, fordi Folketinget her har fastsat en model for overhead og administrationsomkostninger, så kommunerne ikke ensidigt kan presse priserne.
Dansk Erhverv er derfor i dialog med KL om, hvordan området kan normaliseres økonomisk.
“Men det er ikke en let vej. Fordelene er dog lette at få øje på, da det vil reducere vilkårligheden, mindske den administrative opgave hos kommunerne, og sikre, at virksomheder og foreninger kan påtage sig arbejdsgiveransvaret for personer med handicap, der har en BPA-ordning, uden økonomisk uforudsigelighed” siger Tony Bech.
Og det er netop denne vanskelighed, der gør, at området bliver ved med at være sårbart over for enkeltsager – fordi hele konstruktionen økonomisk vakler.
Ingen sammenblanding med FOAs konflikt – men samme grundproblem
Selvom BPA Pro Team-sagen og FOAs konflikt kører parallelt, er problemerne på BPA-området langt større end en enkelt virksomhed.
I Handicapbranchen Danmark, der er en brancheorganisation i Dansk Erhverv, organiseres der udelukkende virksomheder og foreninger, der leverer ydelser og tilbud til mennesker med fysisk og psykisk handicap, der følger overenskomsten på området
Tony Bech ønsker ikke at kommentere den konkrete FOA-konflikt, men han anerkender den underliggende økonomi, som gør området svært:
Et system, der presser de seriøse – og belønner de risikable
Hvor FOA tidligere har kaldt det “social dumping”, taler Dansk Erhverv om “fejlagtig udmåling”.
Men mekanismen er den samme:
- Når kommunerne sætter administrationsbidraget for lavt,
- presses de professionelle virksomheder, der følger overenskomst,
- mens mere uregulerede aktører lettere kan få økonomien til at hænge sammen.
Det er præcis det, Dansk Erhverv forsøger at få politikerne og KL til at adressere – og som Tony Bech peger på, er en forudsætning for at undgå nye enkeltsager og skandaler.





