”Handicapområdet har udviklet sig til et spare-klondike, hvor det er kommunernes bevillingsniveau, der sætter rammerne for vores overenskomst på BPA-området,” siger Forhandlingschef i FOA, Jakob Bang.
Det giver en del frustration i fagforbundet, at vi anno 2022 har et overenskomstområde, der reelt ikke er underlagt den såkaldt Danske Model, hvor det er arbejdsgiverne og lønmodtagerne repræsenteret ved henholdsvis arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne, som aftaler løn- og arbejdsvilkår i overenskomster.
Sådan er det nemlig ikke, når det kommer til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), som er den ordning ca. 2000 handicappede har fået bevilliget af kommunerne. Her hersker der ifølge FOA nogle klondikelignende tilstande, for de ca. 10.000 handicaphjælpere, der er ansat på BPA-området.
”Jeg vil gå så langt som til, at på andre områder ville man kalde det her social dumping,” siger Jakob Bang til NB-Social.
Det er stærke ord fra et fagforbund på det offentlige område.
Det har stået på i årevis
Normalt forbinder vi social dumping med noget, som foregår, når udlændinge kommer ind i Danmark og bliver underbetalt af deres private arbejdsgiver, men her er det altså styret af de kommunale myndigheder.
Det er de samme myndigheder, der farer hårdt frem, hvis det for eksempel gælder arbejdsforhold i metrobyggeriet, større skolebyggerier eller hele sagen om Nemlig.com.
Eksempelvis har Københavns Kommune for to år siden fastsat, at man ikke som hjælper kan få betalt den sjette ferieuge for at passe handicappede – og København er ikke den eneste kommune, der har truffet den slags beslutninger. Tilbage i 2014 tabte FOA ved Vestre Landsret en sag, hvor Kolding Kommune sløjfede den sjette ferieuge, beklædningsgodtgørelse, betalt barsel og en række andre personalegoder for handicaphjælpere.
Hermed kunne man tænke, at det var i orden, for retten har jo talt, men situationen er mere kompleks end som sådan.
FOA: Kommunerne tager de regler ud, som passer dem
BPA-området er formodentligt det eneste område, hvor løn og arbejdsvilkår ikke aftales direkte mellem arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationerne. Det gør det særligt interessant og er medvirkende årsag til, at Jakob Bang sammenligner tilstanden med social dumping.
I den vejledning som kommunerne skal følge, når der fastsættes løn og arbejdsvilkår for handicaphjælperne, står der blandt andet: ”Ved udmålingen af tilskud skal kommunalbestyrelsen som minimum tage udgangspunkt i lønnen for sammenlignelige faggrupper. Med sammenlignelige faggrupper forstås faggrupper ansat på både det private og offentlige område, som udfører et arbejde, der kan sammenlignes med handicaphjælperens i forhold til opgaver og ansvar.”
Men hvad er det så, der sker? Hvorfor tager kommunerne ikke bare den overenskomst, de selv har med FOA, og siger, at den er gældende?
Det er her det går galt ifølge Jakob Bang. Dels er de fleste handicaphjælpere ufaglærte, så derfor er arbejds- og ansættelsesvilkår ikke 100 procent sammenlignelige.
”Det resulterer ofte i, at kommunerne selv botanisere i vores overenskomst og tager det ud, som passer til dem, og det er her vi så kommer og siger hov stop en halv,” siger Jakob Bang.
Det betyder, at hver kommune i princippet kan have sin egen oversættelse og forforståelse af den overenskomst, som de så skaber på basis af en anden sammenlignelig.
Kommunerne er med andre ord ude i det man kalder cherry picking.
”Eksempelvis selvom vores overenskomst siger fuld løn under sygdom, så er der nogle kommuner, der siger, det kan I godt få, men kun inden for et eller andet loft. Det vil sige, man tildeler overenskomsten sine egne lokale regler og hele tiden for at spare,” siger Jakob Bang.
Et værktøj i kommunernes sparekatalog
Et af de steder, hvor der bliver sparet på handicaphjælperne, er ved at tildele dem såkaldte rådighedstimer. Noget der fik deltagerne på LOBPA`s konference i marts måned helt op i det røde felt.
Her fortalte en handicaphjælper, hvordan kommunen havde omlagt ca. 25 pct. af hendes arbejdstid til rådighedstimer, hvilket gav hende et løntab. Men ikke nok med det, hun var også tvunget til at være sammen med den borger, hun hjalp. Med andre ord hun var på arbejde de samme mængder af timer, men til en lavere løn.
For den udenforstående kan det lyde som volapyk, men for Jakob Bang er det egentlig ganske enkelt.
”Under normale overenskomstmæssige forhold har du det sådan, at arbejder du i en kommunal institution, eller privat tilbud, så er der kun to begreber i forhold til tid. Arbejdstid og fritid og der er ikke noget midt i mellem. Her har kommunerne helt frit taget et begreb ned fra hylderne, som aldrig ville gå, hvis vi skulle indgå en normal overenskomst,” siger Jakob Bang.
Her vurderer man altså i kommunerne, at når der er nogle timer, hvor hjælperen ikke forventes at lave lige så meget som nogle andre. Så er man kun til rådighed, selvom hjælperen sidder lige ved siden af den borger, der skal hjælpes, ” og derfor skal man ikke have så meget i løn,” siger Jakob Bang.
Det vil sige et stående hjælperberedskab, hvor hjælperen opholder sig på arbejdspladsen, koster altså ikke så meget i kommunens øjne, som når beredskabet er aktiveret
”Det her synes vi er et indgreb i vores aftaleret inden for den danske model,” siger Jakob Bang.
Hos flere i branchen forstår NB-Social, at anvendelsen af rådighedstimer opleves som kommunernes elastik i forhold til spareløsninger, hvor man midt i året har behov for at tilpasse forbruget for ikke at overskride budgettet.
Socialchefernes formand Jakob Bigum Lundberg har tidligere overfor OPS-Indsigt sagt, at der kan være en anden årsag til, at kommunerne anvender rådighedstimer.
”I forhold til den øgede brug af rådighedstimer, så skal man lige tænke på, at det ikke nødvendigvis handler om at spare penge. For hvad er alternativet i en konkret sag. Det kunne måske lige så godt være nul timer, hvor sagsbehandleren så anvender rådighedstimerne til at strække ordningen og skabe en sammenhæng i hverdagen, sagde Jakob Bigum Lundberg.
Og det er jo sådan set godt nok i forhold til den handicappede, men hvad med hjælperens løn- og ansættelsesvilkår i den sammenhæng?
FOA er enig med brancheorganisationerne
Men det er ikke kun i forhold til hjælpernes løn, at kommunerne er kreative ifølge Jakob Bang.
”Når det kommer til at administrere de her ordninger, er det virksomheder som LOBPA, der må bære et kors, for her skønner kommunerne frit, hvad det er de skal have i betaling,” siger Jakob Bang og peger dermed på den problemstilling, der ligeledes blev rejst på konferencen i marts.
Administrationsprisen er nu ifølge flere private virksomheder så lav, at der er kommuner, hvor de ikke vil tage opgaven og administrere BPA-ordningen for de handicappede. Det finder Jakob Bang nærmest retsløs.
”Fra andre områder som frit valg i ældreplejen, er der trods alt regler, som siger, at kommunerne ikke må afregne leverandørerne billigere end deres egen omkostning, men det må man altså gerne på handicaphjælperområdet,” siger Jakob Bang.
Han konstaterer nøgternt, at på det her område må en kommune gerne afregne leverandøren som om, man kan administrere gratis.
”Vi er enige med LOBPA og Dansk Erhverv, at det er urimeligt, for hvis man har en BPA-ordning, skal den jo også kunne administreres, ” siger Jakob Bang.
I hans perspektiv ville meget være lettere, hvis kommunerne enten fulgte den overenskomst, de i forvejen har på sosu-området, eller man fik fastsat en takstmodel i forhold til både timebetaling og afregning til arbejdsgiver.
”Ellers bider det sig selv i halen,” siger han med blik på, at hvis løn og arbejdsforholdene ikke forbedres, vil det blive svært at rekruttere til denne del af handicapområdet.
