Hvis man som ejer af en privat virksomhed på velfærdsområdet eller ansat i en privat velfærdsvirksomhed tror, at kampen mod den antiprivate bevægelse er vundet i og med, at vi ikke længere oplever de store kampagner båret af begrebet ”profit på velfærd,” så skal man tro om.
Det kan godt være, at vi ikke har hørt meget til begrebet ”profit på velfærd” de sidste år, men det sniger sig rundt i hjørnerne og popper ind i mellem op på mediernes overflade, nogle gange godt hjulpet af ”samfundsblinde” lykkeriddere eller iværksættere, der blot ikke har sat sig ind i de helt mest almindelige basisregler for, at navigerer på det danske velfærdsmarked.
I et ministerspørgsmål fra begyndelsen af oktober til social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) rejser SF’s handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk spørgsmålet, om en særlig sag bragt på TV2, giver ministeren anledning til, ”nu endelig at regulere indtjeningsmulighederne på private bosteder, når kommunernes udgifter på det specialiserede socialområde eksploderer i kommunerne i disse år?”
”Der er ikke aktuelle overvejelser om at se på problemstillingen igen,” lyder svaret fra ministeren.
Sender ansvaret ud til kommunen
Forud for svaret argumenterer ministeren for, at der i april 2021 efter den sidste store ”profit kampagne” blev indgået en aftale mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative, Enhedslisten og Alternativet om styrkelse af socialtilsynet og styrkelse af det økonomiske tilsyn med sociale til bud.
Den aftale gør ifølge ministeren, at den enkelte kommune kan på Tilbudsportalen gøre sig bekendt med bl.a. oplysninger om, hvorvidt et tilbud har overskud eller underskud, om der blevet udbetalt udbytte og i givet fald hvor meget, samt om et tilbud er uforholdsmæssigt dyrt.
Der er med andre ord en transparens med økonomien som forebygger, at den slags ikke opstår i det skjulte, at myndighederne hurtigt kan sætte ind og kommunerne i øvrigt selv vælge om man benytter sig at et botilbud med overskud.
Enkeltsager blandt små tilbud
Ikke desto mindre er det blevet næsten en mærkesag for medier som Politiken og Kommunen.dk, at ”afdække” botilbud og så slå de her enkelthistorier stort op. I sommers var det botilbuddet Mosefryd fra Nordsjælland, der spillede hovedrollen og i den seneste tid har det været botilbuddet NordCare, der den seneste uge spillet hovedrollen i en række artikler i Politikken og Kommunen.dk med fokus på at ejeren har taget millioner ud til sig selv.
Læs også: Stenhård opbremsning og tilbagebetaling har reddet kritiseret botilbud
Begge historier handler om små botilbud og historierne domineres af, at man modsat langt de fleste private botilbud, ikke har sat sig ind i regler og markedsforhold.
Det skal her bemærkes, at Dansk Erhverv i deres statusrapport ”Velfærden i tal 2024,” dokumenterer, at 43 pct af botilbudsområdet er drevet i ikke-offentlig regi, hvilket betyder, at alene med basis i markedsandelen ville det være mærkeligt, hvis der ikke var steder man kunne pege fingre ad.
Det kan vi jo også, hvis vi kigger ind på de resterende 57 pct. i det offentlige regi. Kendetegnene for upassende drift har blot en anden karakter, fordi ”profit” ikke er en egentlig gevinst i offentlig regi, men det er budgetoverholdelse til gengæld, som vi har set i ventelistesagen fra Københavns Kommune og så oplever vi også ind i mellem nogle barokke sager, hvor kvalitet og forråelse spiller hovedrollen.
Pointen er her, at man både på den offentlige og private side har brodne kar, men deres udtryksform er ofte forskellig.
Profitjægerne ligger derude
Alligevel selv om man kan argumentere sig frem til, at profit ikke fylder meget hos de private velfærdsvirksomheder, særligt når vi ser på deres regnskaber (bortset fra medicinalindustrien), så sniger profitjægerne sig rundt på de sociale medier og de popper op lige så snart, de øjner en mulighed. (Artiklen fortsætter efter opslaget)
Millionløn, dyr firmabil, veteranbil til bryllupskørsel, jagttøj, dyre restaurantbesøg og så lige for 65.000 kr Chardonnay til at skylle det hele ned med efter en lang dag med udsatte unge og autister på det lille bosted. Nå, ja, i øvrigt var der slet ikke det personale som… pic.twitter.com/BT2h8sP1R2
— Thomas Enghausen (@enghausen) October 30, 2024
Den indre profitjæger dukkede også op på Velfærdens Topmøde hos Dansk Erhverv i denne uge, da de to partiledere Alex Vanopslagh (LA) og PiaOlsen Dyhr (SF) stillede op i en debat.
Her understregede Pia Olsen Dyhr, at hun intet havde imod private velfærdsaktører. Der var bare det der men ift. profitten, hvor man kunne tage overskud ud af den virksomhed, man havde investeret i.
Nyt spøgelse under opbygning
Og det er ikke kun på socialområdet, at ”den antiprivate bevægelse,” lusker rundt.
I foråret bragte DR en såkaldt dokumentar om Alles Lægehus, hvor læger i Nordjylland koblet til Alles Lægehus angiveligt skulle have overfaktureret regionen.
Siden har det vist sig, at disse overfaktureringer også foregår hos de traditionelle praktiserende læger under PLO. Alligevel har Region Nordjylland fastholdt en politianmeldelse af Alles Lægehus, som fortsat ikke har givet noget resultat.
Modstanden mod nye private løsningsmodeller på lægeområdet kommer tydeligt til udtryk i kølvandet på regeringens sundhedsudspil, hvor man bl.a. ønsker, at det skal være lige så muligt at operere på markedet for praktiserende læger for partnerskabsmodeller, som de traditionelle Dr Hansen-løsninger.
Den del af udspillet generer PLO, som derfor benytter næsten enhver lejlighed til på de sociale medier at flage koncern-spøgelset.
De store udenlandske selskaber som opkøber dansk velfærd. En italesættelse vi også har set på ældreområdet.
Begrebet profit på velfærd bliver ikke flaget i denne sammenhæng, for den traditionelle model for almen praksis tåler ikke en moralsk scanning i perspektiv af dem der abonnerer på kampagner mod profit på velfærd. Dertil er lægeindtægterne langt foran botilbudsområdet.
Det kan være baggrunden for, at PLO er ved at opbygge et nyt ”brand” i form af et `koncernspøgelse´ – En slags tvilling til ”profit på velfærd” – der kan bevæge sig ind på markedet for almen praksis og rette projektøren mod grimme ”nye”.
Her er det værd at bemærke, at over 90 pct. af denne del af vores velfærd bliver leveret af private liberale konstruktioner, der indtil nu har haft en system- og modelmæssig nærmest monopollignende aftale med det offentlige.
