Skip to main content

Det har indtil nu været planen, at hele den nye letbane i Hovedstaden skulle åbne i efteråret 2025, men det må nu ske i to etaper, så banens 29 stationer først forventes i fuld drift i 2026.

Det betyder, at letbanen til at starte med kun åbner på de 12 stationer mellem Ishøj og Rødovre Nord.

”Hensynet til fremkommeligheden for den øvrige trafik har vist sig at være vanskeligt, hvilket har påvirket arbejdets fremdrift,” projektdirektør Henrik Bendsen fra Hovedstadens Letbane forklaret i en pressemeddelelse.

Men forsinkelsen er ikke ude omkostninger. Et referat fra forretningsudvalget i Region Hovedstaden, som sammen med 11 kommuner ejer letbanen afslører, at forsinkelsen kommer til at koste de offentlige ejere af letbanen mindst 200 mio. kr.

Beløbet skal “kompensere” leverandørerne på projektet, nemlig Aarsleff og konsortiepartneren Siemens.

Risiko for yderligere forsinkelser

I sagsfremstillingen vurderer administrationen, ”at hvis forretningsudvalget ikke tiltræder indstillingen, vil Hovedstadens Letbane ikke kunne lukke aftalerne med Siemens/Aarsleff A/S, og projektets fremdrift risikerer at gå i stå med risiko for yderligere forsinkelser og fordyrelser,” skriver man.

Hos Hovedstadens Letbane forklarer man, at forsinkelsen på projektet først og fremmest skyldes en række “særlige udfordringer” på strækningen i Gladsaxe og ved Buddinge.

Anlægget af letbanestrækningen ved broerne over Hillerød-motorvejen har givet projektet ekstraordinært store udfordringer, både mht. konstruktionerne og da det har været nødvendigt at forlænge trafikomlægningerne for at minimere generne for de øvrige trafikanter på ruten.

Har tidligere øget budgettet

Jakob Thomasen, bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane, mener “slet ikke”, at merudgiften på de 200 mio. kr. skal betragtes som en fordyrelse af projektet.

”Det ligger fuldstændig inden for den økonomi, vi har i vores budget,” siger formanden til Licitationen, der ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

I sagsfremstillingen kan man læse, at bestyrelsesformanden på sin vis har ret. Ejerne har nemlig tidligere tilbage i 2023 justeret anlægsbudget med 1,1 mia. kr. ekstra, så reserverne nu er oppe på 336 mio. kr., som altså indgår i det samlede anlægsbudget på 9,3 mia. kr.

Men ikke nok med, at letbanen kommer til at koste flere penge, så betyder den forskudte åbning af letbanen, at der frem til sommeren 2026 vil komme færre passagerindtægter end forventet, ligesom der vil være udgifter til at opretholde busbetjeningen af den nordlige del af strækningen i første halvår 2026.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind