Skip to main content

Denne uges kommentar springer ikke ud af et tema om offentligt-privat samarbejde – og så alligevel.

OPS-Indsigt lancerer nemlig i næste uge et nyt medie – Regional-Indsigt – et nichemedie der så at sige springer ud af OPS-Indsigt.

De fleste vil nok spørge sig selv, om det er nødvendigt med flere nichemedier?

Men det er der – for igennem det sidste år har jeg, på OPS-Indsigt siddet med et utal af historier, der dokumenterer nogle af de udfordringer, som er omkring og inde i de danske regioner, fagligt, forvaltningsmæssigt og politisk.

Hovedparten af de her cases (90 pct.) ligger uden for det scoop som OPS-Indsigt bygger på. Jeg har altså arkiveret en lang række historier, fordi det ikke rigtig handlede om offentligt-privat samarbejde og mange af de historier hvor vi har skrevet om regionale forhold, har kun haft fat i en flig af problemstillingerne.

Jeg kan også iagttage, at et utal af regionale historier, som vi har kendskab til, aldrig når den danske verdenspresse, muligvis fordi det er for fagligt kompliceret, som sagen om kompressionshjælpemidlerne, der til fulde illustrere, hvordan patienter kan havne i en sandwich mellem kommuner og regioner.

Det er fortsat ufatteligt, at undersøgende programmer hos DR og TV2, aldrig er dykket ned i konsekvenserne ved, at Ankestyrelsen for flere år siden udsendte en principmeddelelse, der påbegyndte en bølge, hvor op mod 50.000 lymfødem-patienter, er ved at miste retten til deres hjælpemidler.

Har regionerne trukket vindebroen op?

Nu er landets fem regioner mere end sundhed, selvom man ikke skulle tro det, når man læser Sundhedsstrukturkommissionens rapport.

Regionernes 135.000 ansatte er centrale tandhjul på en lang række områder i den offentlige sektor, som miljø, infrastruktur, digitalisering, udvikling og naturligvis det nærer sundhedsvæsen.

Hvor nært er det egentlig?

Ja alle regionerne har oprettet en enhed, hvor de har sat sig på begrebet, men det er som om, de har glemt kommunerne i den sammenhæng.

Og det rejser spørgsmålet: Ved man inde i regionerne fagligt, forvaltningsmæssigt og politisk, hvad der foregår derude i kommunerne, som må betragtes som en del af det nære sundhedsvæsen, eller har man bare trukket vindebroen op?

Således som flere aktører, det seneste år har sagt til OPS-Indsigt.

En sandwich-position

Ser vi på økonomiperspektivet for 2024, så bestyrer de danske regioner 146 milliarder skattekroner, fordelt på sundhed, anlæg og regional udvikling. De 136 milliarder kroner går til sundhed.

Når jeg skriver bestyrer, så er det fordi, regionerne ikke selv udskriver skatter,  og derfor kan du nogle gange have fornemmelsen af, at de ved alle forhandlinger meget belejligt sidder i baghånden og siger; ”send flere penge”, til ventelister, akutpakker, miljøsager og meget mere, som skiftende ministre så slås med, at finde til dem.

Samtidig kan man ind i mellem få den oplevelse, at selvom de spiller baghånd, så gør de det fra en sandwich-position mellem kommuner og stat. Her er de i alt fald blevet dømt ude et utal af gange, siden de blev etableret i 2006-2007.

Fortjener en substantiel fokusering

Spørgsmålet er blot, hvordan man løser ”den regionale-knude” med godt et år til næste regionalvalg?

I to ud af tre mulige scenarier, som der aktuelt bliver tygget drøv på i regeringskontorerne, bliver regionerne nedlagt.

I en række indlæg og pressemeddelelser er regionerne ude i modsvar, hvor man bl.a. kalder rapporten `enøjet´. I stedet peger Danske Regioner på flere forhold, der understøtter, at bl.a. miljø og klima fortsat skal ligge i regionalt.

De mange spørgsmål om regionernes virke, samt den dækning vi har af regionalpolitiske forhold, der ofte går under den store medieradar, kalder på et medie, der dækker og dissekerer, det der ikke når op til overfladen som en forsidebasker. 

Vi har derfor for mig at se behov for, at regionale forhold dækkes målrettet, kontinuerligt og specialiseret, mere end blot som en hovedrolleindehaver på sundhedsområdet eller et appendix ved fx. økonomi forhandlingerne.

Vi kan helt sikkert ikke nå det hele på Regional-Indsigt, men jeg glæder mig til arbejdet, for mængden af, spørgsmål, historier og nyheder, der det næste år vil strømme os i møde, hvad enten vi får tre eller flere regions-størrelser, fortjener en mere substantiel fokusering.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind