Ankestyrelsen udgav for to år siden en principmeddelelse, der skulle afklare praksis for bevilling af kompressionsredskaber. Efterfølgende har klagerne stået i kø og fylder så meget i Ankestyrelsen, at de udgør over en tredjedel af de uafsluttede sager på hjælpemiddelområdet i følger oplysninger, OPS-Indsigt er i besiddelse af.
Ankestyrelsens principmeddelelser bliver udgivet, for at de skal være praktisk rettesnor for senere afgørelser i kommunerne. En slags vejledning for hvordan sagsbehandlerne skal fortolke rammelovgivningens paragraffer på socialområdet.
Men det er altså langt fra lykkedes i forhold til kompressionsområdet, selvom Ankestyrelsen både har udsendt en fortolkning af fortolkningen samt endnu en principmeddelelse her i foråret 2024, fordi borgere, kommuner og regioner har rejst spørgsmål.
I følge brancheorganisationen Danish Care der repræsenterer godt 140 virksomheder inden for hjælpemidler og velfærdsteknologi har der i årevis været udfordringer omkring bevillingen af kompressionsredskaber, så i det perspektiv er det forståeligt, at Ankestyrelsen har forsøgt at finde en vej.
”Ankestyrelsens principmeddelelser har blot ikke gjort det lettere, for nu falder borgerne helt tydeligt ned mellem to stole,” siger Morten Rasmussen, der er direktør for Danish Care.
Læs også: Borgere med behov for hjælpemidler falder fortsat mellem to offentlige stole
Kun ca. 25 pct af klagesagerne er afsluttede
Men hvor slemt ser det egentligt ud?
”I øjeblikket har vi i alt 1.812 verserende (uafsluttede) sager om hjælpemidler, hvoraf ca. 625 sager handler om kompressionsredskaber eller –apparater,” skriver styrelsen til OPS-Indsigt.
Siden principmeddelelsen 20-22 blev offentliggjort den 28. juni 2022, har Ankestyrelsen modtaget ca. 850 sager om kompressionsredskaber eller –apparater, fremgår det videre af Ankestyrelsens mail.
Det betyder, at Ankestyrelsen kun har afsluttet lige omkring 25 pct. af de klager, der er kommet ind til styrelsen.
Her oplyser Ankestyrelsen, at man i februar 2024 har iværksat en særlig indsats for at få nedbragt antallet af uafsluttede sager.
Lise-Lotte Ettrup, der er direktør i Specialbandager er en af de leverandører, der i kraft af borgerens frie valg dagligt møder borgere med eksempelvis følgeskade i lymfesystemet efter en operation for kræft. Her oplever man nu i endnu større grad, hvordan borgerne bliver kastebolde mellem kommuner, regioner og leverandører, fordi Ankestyrelsens principmeddelelser medfører ny praksis.
”Det har aldrig været let, at få det hjælpemiddel, som borgeren har behov for, men lige siden vi fik Principmeddelelse 20-22 har det været umuligt,” har Lise-Lotte Ettrup tidligere sagt til OPS-Indsigt.
Vil du vide mere om lymøfdem – klik her
Lymfødem skyldes, at lymfevæsken er blevet forhindret i at løbe fra det ramte område via lymfebanerne til lymfekirtlerne. Når lymfevæsken ikke kan løbe af, siver denne ud i underhuden og benet/armen/området hæver.
Når huden hæver op, kan den lettere sprække. Dette kan danne indgangsport for bakterier og efterfølgende betændelse i huden (rosen)
Lymfødem ses især efter behandling for brystkræft, hvor ca. hver 4. kvinde får mere eller mindre udtalt lymfødem af armen på samme side
Lymfødem opstår hos 10-15 % efter behandling for underlivskræft, urinvejskræft og efter behandling for modermærkekræft. Dette gælder især, hvis lymfeknuderne under operationen er fjernet eller efterfølgende er strålebehandlet fx i lysken.
Man kan ikke helbrede lymfødem, men blot lindre generne ved lymfødemet, men ved at behandle med kompressionsbehandling opnås ofte stor bedring.
Nogle fysioterapeuter har en særlig uddannelse i at behandle lymfedrænage. De benytter en teknik, som består af en speciel form for massage som efterfølges af bandagering og tilpasning af elastiske bandager.
Kilde: Sundhed.dk
Op til 90 pct får afslag
Et er hvor mange klagesager der ligger i Ankestyrelsen og hvordan leverandørerne oplever, at borgere der tidligere er blevet bevilliget kompressionsredskaber nu pludselig selv må betale eller undværer, noget andet er, hvad ligger der i pipelinen på vej ind til Ankestyrelsen ude fra kommunerne?
Et referat fra NSR klyngen Slagelse giver et fingerpeg. Her fremgår det, at klyngens fem kommuner og Region Sjælland er ved at behandle en sag omkring bevilling af kompressionshjælpemidler.
Der er her tale om et betragteligt antal borgere. For nogle kommuners vedkommende, er det helt op til 90% af borgerne, der får afslag på at forlænge deres bevilling af kompressionshjælpemidler.
Vi har i den sammenhæng kontaktet 15 kommuner på tværs af landet ift hvordan de håndtere Ankestyrelsens principmeddelelser. Fælles for alle kommunerne, er at de oplever, at principmeddelelserne stiller kommunerne i en svær position. Hvad det betyder, kan du læse om i en anden artikel.
Har ikke været i kontakt med regionerne
Men hvad mener Ankestyrelsen selv om den situation, at flere principmeddelelse faktuelt får borgere til at falde ud mellem to stole?
Vi har stillet Ankestyrelsen en række spørgsmål, herunder om man i forbindelse med udarbejdelsen af principmeddelelsen 20 22 har kontaktet regionerne, så de var forberedt på, at der kom en opgave, når kommunerne ikke kunne bevillige et kompressionsredskab, fordi de i mange tilfælde kunne vurdere det som et behandlingsredskab.
Ankestyrelsen svarer ikke direkte på alle vores spørgsmål, men i en længere mail skriver man bl.a.:
”Når Ankestyrelsen behandler sager principielt, indhenter vi i nogle tilfælde bidrag fra relevante samarbejdspartnere fx ministerier, som kan bidrage til fortolkningen af reglerne. I forbindelse med udarbejdelsen af principmeddelelse 20 22 har vi dog ikke været i kontakt med regionerne.”
Ankestyrelsen: Den der er tættest på
Det fremgår også af den mail, vi har fået fra Ankestyrelsen, at det er vigtigt, at en tvivl om myndighedsansvaret ikke skal komme borgeren til skade.
”I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade,” skriver styrelsen.
Det har vi drøftet med flere kommuner, som til baggrund forklarer, at med de principmeddelelser, der er nu ligger fra Ankestyrelsen, så er de sådan set ikke i tvivl om, hvem der han ansvaret. I langt de fleste tilfælde er det regionen og derfor har de heller ingen hjemmel til at bevillige eksempelvis et kompressionsredskab, hvor der er tale om behandling.
Hertil skriver Ankestyrelsen til os:
”Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder. Det fremgår af afsnit 4 i cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.”
KL: Det er ikke kommunernes ansvar
Hos KL er man er enige i, at det er uhensigtsmæssigt, at borgere havner mellem flere stole. Netop derfor har man været i dialog med regionerne og sammen med Ergoterapeutforeningen foreslået, at de såkaldte kropsbårne hjælpemidler overgår til regionerne, lyder det.
I forhold til Ankestyrelsen har Sisse Marie Welling, der er formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, klart et andet syn på hvem der har ansvaret.
”Som reglerne er nu, er det ikke kommunernes ansvar at bevilge de her strømper, når det handler om at behandle en borger. Det er kun kommunens ansvar, hvis strømperne skal kompensere for en nedsat funktionsevne. Men vi synes ikke, at man kan være bekendt over for borgere, at ansvarsfordelingen ikke er på plads, det er borgerne der kommer i klemme,” siger hun og fortsætter;
”Derfor er det også min klare forventning, at det her – som burde være et lille problem – bliver løst i forbindelse med sundhedsstrukturkommissionens arbejde. KL vil i hvert fald fortsat presse på for at afgrænsningen af, hvad regioner, almen praksis og kommuner skal levere til borgerne, bliver mere klar, så borgere er sikre på at få den behandling, de skal have.”
Kommunerne kan ikke løse alt for alle
Generelt er der samklang med KL-udmeldingen og det vi har hørt hos de kommuner, vi har talt med.
Her er svaret, at de godt kender det cirkulære, som Ankestyrelsen henviser til, men de indtager den position, at når de ikke er i tvivl, så er de teknisk set ikke tæt på borgeren og dermed myndighed i forhold til borgerens udfordringer.
”Hvis man altid antog, at det var den myndighed, der var tættest på rent fysisk, der skal løse alle udfordringer for borgerne, så vil det altid være kommunerne, men det er en umulig opgave. Kommunerne kan ikke løse alt for alle, slet ikke når der er tale om så mange borgeres problemer på andre områder,” lyder svaret, fra flere vi taler med.
I kommunerne forstår man ganske enkelt ikke, at Ankestyrelsen i sit forarbejde til principmeddelelserne, ikke har tjekket af med regionerne, så der var et sted at sende borgerne hen.
Regionerne har ofte ikke lovhjemmel
Hos Danske Regioner er man ved at læse sig ned i den seneste principmeddelelse og vil efterfølgende vurdere, om man skal rette henvendelse til styrelsen, som man ikke har været i kontakt med.
”I Danske Regioner arbejder vi fortsat for, at der fra nationalt hold findes en løsning, som kan sikre, at borgere får den rette hjælp. Det er vores vurdering, at der er behov for at reformere området, så der gøres op med kassetænkning, sektorgrænser og den eksisterende lovmæssige skelnen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber,” skriver Danske Regioner til OPS-Indsigt.
Danske Regioner har været i dialog med KL, man ser dog nødvendigheden af involvering fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Social- og Boligministeriet, hvis der skal findes holdbare løsninger.
”Vi er nemlig kede af den måde, som principmeddelelsen 20 22 har ændret praksis i kommunerne og betydet, at mange tusind borgere har stået uden adgang til de nødvendige kompressionsstrømper. I mange tilfælde kan kompressionsstrømperne nemlig heller ikke defineres som et behandlingsredskab, og så har vi i regionerne praktisk taget ikke lovhjemmel til at udlevere dem til borgerne. Det har betydet, at mange borgere er blevet efterladt uden gratis adgang til de nødvendige kompressionsstrømper og med enten forværring af deres tilstand eller en stor egenbetaling til følge. Det er ulighedsskabende,” skriver Danske Regioner i et svar.
Risiko for A- og B-holds tilstand
Morten Rasmussen fra Danish Care har også fokus på den ulighedsskabende situation, som har præget bevillingen af kompressionsredskaber siden 2022. Den betyder nemlig, at man er ved at udskifte det gratis frie valg med et selvbetalingskrav.
Og det er ikke småpenge, som borgere med behov for kompressionsredskaber skal hive op af lommerne. Selvom de ofte beskrives som strømper, er de specialsyede og individuelt tilpassede produkter, der godt kan koste 25.000 kr. om året eller mere, får vi oplyst.
“Borgerne er presset til enten at købe produkterne selv eller undlade, hvilket er med til at skabe både en A og B-holds situation, men også på sigt kan vi forvente at se nogle menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser,” siger Morten Rasmussen.
Han ser bl.a. en risiko for, at nogle af de her patienters tilstand forværres så de enten trænges ud af arbejdsmarkedet, på et tidspunkt hvor vi mangler arbejdskraft, “Eller vi kommer i en situation, hvor de her patienter må indlægges eller i øget omfang trække på kommunal hjemmepleje,” siger Morten Rasmussen.
