Fra den første februar 2024 skifter et helt specielt plejecenter privat leverandør, efter at Altiden har haft opgaven siden 2003.
Det sker efter, at Solrød Kommune har gennemført et udbud her i efteråret.
Der er tale om plejecentret Christians Have, der er Danmarks eneste plejecenter, der drives af både en privat og en kommunal leverandør. Det er samtidig det eneste plejecenter i Solrød Kommune og blev helt fra starten etableret med henblik på, at der var et partnerskab mellem den kommunale og private leverandør, hvor plejecenteret var delt i to.
I oktober vandt Forenede Care den udbudte opgave samarbejdet om plejecenteret Christians Have med den kommunale leverandør og plejeopgaven for 62 beboere. Torsdag underskrev man kontrakten på borgmester Emil Blüchers (LA) kontor på Solrød Rådhus.
“Vi er glade og taknemmelige over den tillid, Solrød Kommune har vist os ved at overlade ansvaret for den private del af Christians Have til Forenede Care. Vi ser også frem til et positivt samarbejde med pårørende, lokalsamfundet og Solrød Kommune, og vil gøre vores bedste for at skabe tryghed i overgangen til vores drift,” siger Stine Louise Eising, der har været adm. direktør hos Forenede Care siden 2016.
Forandring kan være svært
I Solrød Kommune er Ivar Haugaard-Hansen, formand for social-, ældre og sundhedsudvalget ikke i tvivl.
”Forenede Care er i udbudsperioden kommet med en rigtig god beskrivelse af, hvordan de vil sikre den værdige, professionelle og omsorgsfulde pleje, som beboerne skal have. De har fået den bedste vurdering samlet set både i forhold til kvalitet og pris af de to bud, vi har modtaget,” siger han i en pressemeddelelse.
En tilbagevendende bekymring ved udliciteringer og skift af leverandør, er altid om medarbejedere og borgere nu skal sige farvel til hinanden, men det sker ikke, da man anvender reglerne om virksomhedsoverdragelse, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Vi ved godt, at forandringer kan være svære, men sammen med Forenede Care vil vi gøre vores allerbedste for, at beboere og pårørende føler sig trygge ved, at Forenede Care overtager driften,” siger Ivar Haugaard-Hansen.
Vil fortsat være på udbudsmarkedet
Hos Altiden ville man naturligvis gerne være fortsat samarbejdet.
”Vi har haft kontrakten på Christianshave i mange år, så det skal ikke være en hemmelighed, at vi gerne var blevet ved med at have samarbejdet med Solrød Kommune, men virkeligheden i forhold til udbud er også, at man vinder nogle og man taber nogle,” siger administrerende direktør Jan Wilken til OPS-Indsigt.
Han lægger ikke skjul på, at markedet for friplejehjem har Altidens store fokus, men det afholder ikke virksomheden for også i fremtiden, at ville byde på udliciterede plejehjem i Danmark.
”Samlet driver Ambea som Altiden er en del af mere end 100 plejehjem, hvis man trækker erfaringerne ind fra Sverige og dem vil vi da gerne have til at arbejde her i Danmark, så vi vil fortsat se positivt på udbud af plejecentre,” siger Jan Wilken.Kort om udbuddetDet fremgår af udbudsbekendtgørelsen, at kontrakten har en værdi på 270 millioner kroner i kontraktens løbetid.Ved byrådets tiltrædelse af udbudsmaterialet i maj 2023 angives kontraktperioden på op til 9 år.Tilbuddene er vurderet ud fra 60 % pris og 40 % kvalitet i følge udbudsmaterialet.