Antallet af elbiler er steget med 10,3 pct. siden sidste år, hvilket betyder, at der nu er ca. 175.000 elbiler på gaderne og tallet ser ud til kun at gå op ifølge ElbilViden.dk. Den stigning sætter pres på kommunerne, for det er dem der har opgaven med at sikre en ladeinfrastruktur.
Tårnby Kommune er netop kåret til årets mest elbilparate kommune 2024, selvom den ligger nummer 35 ifølge Danske Bilimpotører med hensyn til, hvor mange offentlige ladepunkter kommunen har pr. 1.000 familier med bil.
Men det handler ikke kun om antallet af ladepunkter, hvis man skal vinde prisen. Gode lademuligheder er nemlig mere en antal og ifølge FDM helt afgørende, hvis folk skal vælge elbilerne til.
”Her har Tårnby Kommune på en god måde formået at inkludere hensynet til forbrugerne i sine udbud af arealer til ladestandere. Som bilisternes forbrugerorganisation lægger vi vægt på, at kommunerne også åbner for flere ladeoperatører til gavn for konkurrencen,” siger adm. direktør i FDM Stina Glavind i en pressemeddelelse.
Hun lægger desuden vægt på, at kommunerne holder sig for øje, at tingene ikke gøres alt for kompliceret og bureaukratisk, når der skrives kravsspecifikationer på ladepladserne.
Prisen skal motivere kommunerne
”Landets kommuner har i det hele taget en vigtig opgave med at sikre, at skiftet til elbil bliver så trygt og nemt, det håber vi, at prisen som Årets Elbilparate Kommune kan være med til at motivere,” siger hun i forbindelse med overrækkelsen af prisen ved eCarExpo.
Det er kun anden gang at prisen uddeles. Sidste år løb Gladsaxe Kommune med prisen
Det er brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet og FDM, som står bag prisen og gives til den kommune, der ud fra en række objektive kriterier som opsætning af ladestandere, størst vækst i ladekapacitet til offentlig tilgængelig opladning, ladekapacitet i forhold til antal elbiler med videre. Her har Tårnby Kommune samlet set scoret topkarakter.
”Valget af Tårnby Kommune er oplagt. Kommunen er på mange måder på forkant med den grønne omstilling, og titlen som Årets Elbilparate Kommune 2024 understreger, at Tårnby både prioriterer omstillingen af vejtransporten og sætter handling bag prioriteterne,” siger direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet, der opfordrer andre kommuner til at følge Tårnbys eksempel.
Tårnby Kommune har bl.a. lige fejret, at den har fået 36 nye elbusser på vejene og med dem er 63 procent af busdriften nu i Tårnby Kommune eldreven.
Udbud med basis i borgernes behov
”Jeg er meget stolt over, at Tårnby Kommune modtager prisen som Årets Elbilparate kommune. Vi arbejder målrettet på at skabe gode rammer for elbilejerne, så det bliver nemt at vælge den klimavenlige løsning til. Vi har netop haft vores ladestandere i udbud, og om kort tid bliver flere ladestandere sat op til glæde for nuværende og kommende elbilejere,” siger borgmester Allan S. Andersen (A).
Kommunerne er forpligtet til at udbyde kommunale arealer til opsætning af ladestandere ved offentligt udbud. De foreløbige erfaringer viser, at mange ladeoperatører står klar til at byde, når kommunerne lancerer deres udbud. Både FDM og Dansk e-Mobilitet fremhæver, at Tårnby Kommune tager udgangspunkt i borgernes behov for opladning af elbiler fremfor at lade kravene til opsætning af ladestandere ved offentlige bygninger styre udbuddet på kommunale parkeringspladser.
”Ved at give prisen i år til Tårnby Kommune, håber vi, at andre kommuner vil lade sig inspirere, når de forbereder yderligere udbud af arealer til ladestandere. Vi håber, at kommunerne fortsat prioriterer udbud af arealer til ladestandere, for antallet af ladestandere skal helst være foran udviklingen i antallet af elbiler,” siger John Dyrby Paulsen.