”Vi skal videre på velfærd med frisættelsen. Vi starter med folkeskolen. Derefter et omfattende udspil på ældreområdet,” sagde Mette Frederiksen i hendes åbningstale for godt en uge siden.
Onsdag kom så udspillet på folkeskoleområdet. Det skete på en skole i Greve, hvor børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) stod i et fysiklokale som afsender på udspillet, der indeholder 35 forslag.
Den situation fik vores telefon på OPS-Indsigt til at ringe, for vil det samme nu ske på ældreområdet?
Flere af vores kontakter havde nemlig den opfattelse, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) dagen efter ville præsentere et udspil om en ny ældrelov og frisættelsen på KL`s Ældre- og Sundhedskonference på et Comwell Hotel i Kolding.
”Det er oplagt, at hun vil bruge den lejlighed, for her vil store dele af ældreområdet være samlet,” lød det.
Her har ministeren ifølge programmet 15 minutters tale efterfulgt af en debat med spørgsmål om frisættelsens potentialer, benspænd og dilemmaer.
Herunder, hvilke rammer der bør være til stede, hvis vi skal lykkes med frisættelsen, og er det frie valg af leverandør en modsætning eller forudsætning for frisættelse?
Flere har oplevet ”radiotavshed”
Tanken om et udspil på KL-konference ligger derfor lige om hjørnet, for flere af dem der kontakter os onsdag, men på hotellet i Kolding mangler, der et væsentligt element.
Det er den danske verdenspresse.
På deltagerlisten til konferencen kan man kun finde seks journalister fra to medier (Monitormedierne og NB-Medier) og det ville ifølge flere af de kilder vi taler med at være utænkeligt, at der ikke var indkaldt til et formelt pressemøde forud, således som det plejer.
Ligeledes ville centrale aktører og interessenter, som vi taler med, være langt mere involveret end det er tilfældet lige nu. Flere har der nemlig oplevet ”radiotavshed” fra ministeriet omkring frisættelsen af ældreområdet siden sommerferien.
Da vi henvender os i ministeriet, kan man officielt hverken be- eller afkræfte, hvorvidt Mette Kierkegaard vil løfte sløret for frisættelsen på ældreområdet, men det ligger lidt mellem linjerne, at det ikke sker.
Frisættelsen skal balanceres i regeringstoppen
Meget taler altså for, at ældreministeren kun kommer til at tale om hendes ambitioner med frisættelsen. Potentielt en gentagelse af noget vi har hørt før.
Det kan også være, at der kommer flere oplysninger end der eksempelvis gjorde ved KL`s Social- og Sundhedspolitiske forum i maj måned, hvor der gik et sus igennem salen, da ministeren pegede på, at frisættelse af de godt 700 kommunale plejehjem kunne ske gennem bestyrelser med ”reelt ansvar”.
Læs også: Borgmester til ældreminister om plejehjemsbestyrelser: Det ender galt
Når vi lige peger på, at der kan komme flere nye oplysninger fra ældreministeren, men altså ikke i form af et egentligt udspil, så hænger det sammen med, at vi forstår, at frisættelsen af ældreområdet netop i denne uge har været på regeringens koordinationsudvalgsmøde.
Her er det værd at bemærke, at selvom de tre regeringspartier er enige om frisættelsen af den offentlige sektor, så vægter de det også forskelligt, hvilket er blandt nogle af knasterne for overhovedet at gennemfører projektet.
Venstre og Moderaterne er mere forankrede omkring frit valg for borgerne og konkurrenceelementerne mellem det offentlige og private. Socialdemokratiet derimod har mere fokus på afbureaukratisering med frikommunetanken som organisatorisk løftestang. Fællesmængden handler om selvbestemmelse for de ansatte og de ældre.
Læs også En kompleksitet af knaster medvirker til at forsinke ældreloven