Der er gået over 20 måneder siden statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede ideen om en ældrelov i hendes nytårstale, hvor hun sagde:
”Jeg vil derfor i aften foreslå noget vidtgående. At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra. En ny kort og præcis ældrelov. Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav.”
Det lyder lige til og simpelt for mange, men tiden har vist, at først blev loven udskudt til efteråret 2022, så kom der valgkamp med en ny regering og ved sidste åbning af folketinget (I sidste uge), forlød det, at frisættelsen af ældreområdet nu først kommer efter skoleområdet.
Det fik spekulationerne i gang hos de mange aktører, så meget at ældreministeren skrev følgende til NB-Ældre:
“Udspillet til en reform af ældreområdet er godt på vej, og jeg glæder mig til at kunne præsentere det sidst på året,” skriver Mette Kierkgaard.
Så langt så godt, men hvorfor er det egentligt så vanskeligt, at få startet forfra med en helt ny og præcis ældrelov?
Den nye ældrelov er interessant, fordi den er tænkt som en prototype, for hvordan SVM-regeringen kan komme i mål, med det de selv har beskrevet som en omkalfatrende ændring af velfærdsstaten.
Fællesmængden er selvbestemmelse
I det politiske perspektiv ligger en del af forklaringerne på, hvorfor ældreloven har forvandlet sig fra en kanin, som statsministeren trak op af hatten en kold januardag til noget, der minder om et fata morgana på en politisk steppe med et hav af andre problemer.
Venstre og Moderaterne er mere forankrede omkring frit valg for borgerne og konkurrenceelementerne mellem det offentlige og private. Socialdemokratiet derimod har mere fokus på afbureaukratisering med frikommunetanken som organisatorisk løftestang. Fællesmængden handler om selvbestemmelse for de ansatte og de ældre.
Det giver internt i regeringen nogle udfordringer mht, hvordan man alene får balanceret de tre partiers holdninger.
Knasterne kan ikke opgøres på en slide
De fleste der i den offentlige debat beskæftiger sig med snubletrådene på vej mod en ny ældrelov, når desværre ikke meget mere end at kradse i strategiske overskrifter som:
- Hvad er definitionen på frisættelse?
- Hvordan får man etableret omkring 790 bestyrelser på kommunale plejehjem?
- Hvad er konsekvensen af frisættelse ift borgerens frie valg af leverandør? (kommunal eller privat)
- Hvordan løser man borgernes rettighedskrav ifb med en frisættelse?
Situationen er i imidlertid den, at ældreområdet er langt mere komplekst.
De knaster som embedsmændene kæmper med, kan ikke opgøres til fire strategiske punkter på en slide. Det at lave en ny lovgivning for ældre kræver nemlig, at man taktisk vikler flere organisatoriske delområder af ældreplejen ud af, dels den lovgivning ældrepleje allerede er forankret i (Serviceloven og Sundhedsloven), dels finder nye ophæng til retssikkerhedsloven og forvaltningsloven.
Debatten bliver heller ikke mere overskuelig, at at aktørerne i ventetiden naturligt nok prøver at komme med deres egne indspark.
Formanden for velfærdscheferne Jakob Bigum Lundberg har tidligere til NB-Ældre udtalt, at han så gerne, at ældreplejen blev samlet under sundhedsloven. ”Det ville skabe entydighed for ansatte og borgere, og det ville anerkende, at beboere på plejecentre i dag oftest er meget syge og svækkede mennesker.”
Han er af den opfattelse, at der ikke er behov for en ekstra lov i form af ældreloven oven i de to lovkomplekser, der allerede er har indflydelse på ældreområdet.
Her tilkommer 14 ud af 48 kommunale velfærdsdirektører tvivler på, at ældrelov vil fjerne det bureaukrati, der tales så meget om. Det viser en undersøgelse fortaget af NB-Ældre i midten af september.
Triangulering af flere lovområder
Et af de helt store problemer i forbindelse med ældreloven og frisættelse af ældreområdet er de krav på rettigheder og sikkerhed for, at borgen kan få den ydelse der er behov for.
Her kræver Serviceloven, for så vidt også Sundhedsloven, at der foretages en faglig vurdering, men det er ikke lige så enkelt, som man siger det.
Når man taler om faglige vurderinger bevæger vi os ind i en kompliceret gade, hvor sagsbehandleren/visitatoren hver gang der træffes en afgørelse skal “triangulere” flere lovområder, som ikke nødvendigvis korresponderer, inden borgeren tildeles en ydelse.
Det skal vi også gøre, selv om man en gang i fremtiden i afbureaukratiseringens navn måtte have nedlagt visitationen og sendt myndighedsopgaven ud i fx små teams, som der tales så meget om. Det vil sige, at selvom man godt kunne tænke sig at nedlægge de 1500 visitatorstillinger, så vil man fortsat stå tilbage med en række lovgivningsmæssige knaster.
Retssikkerhed og forvaltningslov glemmes ofte
De lovgivningsmæssige knaster handler hovedsageligt, men ikke udelukkende om tre lovgivninger, som man skal triangulerer ved en afgørelse på ældreområdet. (se figur)
- Retssikkerhedsloven, der fordrer ensartethed i myndighedernes afgørelse. Det vil sige at borgere med samme behov skal have samme ydelse
- Forvaltningsloven, der fordrer, at man ikke automatisere afgørelser ved at sætte “skøn under regel”
- Serviceloven, der bl.a. på en række områder kræver, at kommunen sætter et beskrevet niveau (en standard) for service.
(Artiklen fortsætter efter figuren)
Lidt lavpraktisk betyder det, at hvis din mor søger om hjemmehjælp til rengøring, så har hun i følge retssikkerhedsloven ret til rengøring, hvis andre borgere med samme udfordringer får hjælpen. (Ensartethed og ligebehandling)
Dog skal kommunen inden den sender en afgørelse, hvor hun enten tildeles ydelsen eller får et afslag foretage et fagligt skøn i medfør af forvaltningsloven. Dette skøn sker i dag op mod kommunens kvalitetsstandard i medfør af Serviceloven og her er der faktisk mulighed for, at kommunens visitator individuelt og konkret går ud over den standard der er besluttet i kommunen.
Visitator har altså allerede i dag ret til at visitere mere eller mindre hjælp til en borger end det kommunens kvalitetsstandard lægger op til ifølge Serviceloven, der er den lov som ældreområdet i dag er fagligt forankret i. En myndighedsafgørelse (visitation) skal dog ske ud fra et fagligt skøn og dokumenteres efter forvaltningslovens krav, ligesom det skal opfylde retssikkerhedslovens betingelser om ligebehandling.Og så har vi end ikke talt om borgerens frie valg af plejehjem eller hjemmepleje.
Det er kompleksitet som dette, der sjældent forekommer i debatten om den nye ældrelov og det er forståeligt nok, men det førnævnte eksempel giver en ide om, hvor kompliceret vi har gjort det.Man skal her i det her enkelte eksempel (for der er flere) forestille sig de politiske og lovgivningsmæssige vanskeligheder ved, at omlægge principper i tværgående lovgivninger som forvaltningslovens ”skøn under regel”, og retssikkerhedslovens principper om ligebehandling.Blandt andet derfor tager det tid, at komme frem til en ny ældrelov.
