Regeringens planer om plejehjemsbestyrelser får en blandet modtagelse i en rundspørge, som OPS-Indsigt har foretaget. Her peger forskellige byrødder på et behov for mere viden om projektets dilemmaer hos både regeringen og byrødder.
”Jeg kan som liberal godt forstå ministerens tanke, men der er bare nogle voldsomt indgroede dilemmaer i denne her model,” siger Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann (V), da OPS-Indsigt taler med hende.
Læs også: Byrødder har behov for mere viden, for at diskuterer plejehjemsbestyrelser
Pernille Beckmann har tidligere i et interview kaldt ideen om plejehjemsbestyrelser for superromantisk.
”Jeg har selv sagt til ministeren af adskillige omgange, at hvis hun vil det her, skal hun bare sikre, at byråd og borgmester ikke har tilsynspligten og det økonomiske ansvar for plejehjemmene, så kan de for min skyld godt køre det med professionelle bestyrelser, men jeg vil ganske enkelt ikke stå på mål, for den model de lægger op til,” siger Pernille Beckmann til OPS-Indsigt.
I hendes perspektiv skal regeringen gå hele vejen, hvis de vil den her model med professionelle bestyrelser. Man skal så at sige rykke plejehjemssektoren ud af det kommunale ansvarsområde, lyder det.
”Hvis regeringen derimod kommer ud med et forslag om bestyrelser der er sammenlignelige med skolebestyrelser, hvor man ikke kan hyrer og fyre så er det en anden snak. Det har vi god erfaring for, men vi kan ikke skaffe folk til det, hvilket også er en udfordring,” siger Pernille Beckmann.
Ledelsesretten skaber udfordringer
Pernille Beckmann peger bl.a. på et af de oplagte konfliktfelter områder, som befinder sig mellem professionelle plejehjemsbestyrelser og politiske kommunalbestyrelserne, hvis man går den vej regeringen lægger op til, hvor man i stedet for et rent, snit som borgmesteren foreslår, går ned ad to veje samtidigt.
Det handler bl.a. om ledelsesretten. Det vil sige retten til at hyrer og fyrre lederen, bruge flere penge end der er i budgettet for at forfølge en investeringsstrategi på en bane længere end de kommunale budgetår og ikke nødvendigvis ville følge de enkelte kommuners politikker og strategier ift. bæredygtighed, social ansvarlighed, indkøb o.s.v.
Pernille Beckmann er ikke alene om at problematiserer ledelsesretten. På embedsmandsside har formanden for de danske velfærdschefer Jacob Bigum Lundberg, der er direktør i Næstved Kommune tidligere skrevet følgende i et debatindlæg:
”I det øjeblik lederen ikke længere ansættes eller afskediges af andre kommunale ledere, skifter den grundlæggende loyalitet og fokus. Det oplever vi som kommunale chefer allerede i dag, når vi mødes med selvejende institutioner, privatskoler og friplejehjem.”
Forskelle på politiske og professionelle bestyrelser
I Albertslund Kommune stiller formanden for Social og Sundhedsudvalget Paw Østergaard Jensen (S) også spørgsmål ved at lave en konstruktion, hvor de kommunale plejehjem har to ”herrer”. En bestyrelse og en kommunalbestyrelse.
”Hvis man har en forestilling om, at man kan opnå noget af det samme som på de private plejehjem med at have en bestyrelse, så er forskellen jo, at på et privat plejehjem er bestyrelsen der for at give ejerkredsen indflydelse på driften, men den del er jo kommunalt set på plads, repræsenteret ved politikerne i fagudvalgene, så hvad er lige formålet med en bestyrelse?” spørger han.
Han peger på, at regeringen måske i sin søgen efter en model skulle se på de eksisterende erfaringer.
”Måske skulle man dykke ned i fremmødet på den slags møder (brugerråd, red.) som en del af forarbejdet og overvejelserne omkring bestyrelser eller ej,” siger Paw Østergaard Jensen til OPS-Indsigt.
Pernille Beckmann er sådan set enig med ham.
”Hvis vi ser på dem der i forvejen sidder i brugerpårørende råd, så er det typisk dem, der har deres forældre på et plejehjem i en kort periode i forvejen. Her er det jo ikke tale om professionelle, der kan drive en bestyrelse og et plejehjem som en virksomhed,” siger hun.
Det skal her bemærkes, at man blandt forskellene på en politisk bestyrelse (kommunalbestyrelsen) og en virksomhedsbestyrelse (professionel bestyrelse), i grove træk kan sige følgende:Det ene sæt bestyrelsesmedlemmer er valgt ud fra deres uenighed og skal dække et bredt felt af forskellige ansvarsområder, hvor det andet sæt er valgt ud fra deres kompetencer mhp at arbejde i samme retning på et enkelt virksomhedsområde.
Behov for en særlig bestyrelsesuddannelse
I Danmark er der i der ifølge Plejehjemsoversigten, hvor OPS-indsigt tidligere har fået aktindsigt, 790 kommunale plejehjem. Det er dem, der ifølge regeringens planer skal have hver deres bestyrelse og det er her både Paw Østergaard Jensen og Pernille Beckmann sammen med en hel del af deres byrådskollegaer landet over råber vagt i gevær.
Flere har over for OPS-Indsigt peget på de kendte vanskeligheder ved at få erhvervslivet ind i skolebestyrelserne og andre peger på den økonomiske belastning ved, at skulle have fx 3 professionelle bestyrelsesmedlemmer i næsten 800 plejehjem.
”Det kan nemt løbe op i over 100 millioner kroner alene i bestyrelseshonorarer,” lyder det fra flere sider.
Hertil kommer så forståelsen af den kompleksitet, som befinder sig på ældreområdet, hvordan har man lige tænkt sig, at det skal videnoverføres til 2400 nye professionelle bestyrelsesmedlemmer?
”Hvis regeringen gerne vil det her med professionelle bestyrelser, så burde de også lave en dissideret bestyrelsesuddannelse for plejehjemsbestyrelser. Dem får vi virkelig brug for, og uden at gøre det alt for indviklet skulle det være legitimt at have det som en levevej, hvor de gode professionelle kompetencer sad i flere bestyrelser, ” siger Pernille Beckmann til OPS-Indsigt.
Hun peger ligeledes på, at man også lokalt kunne arbejde med at slå nogle plejehjem sammen rent bestyrelsesmæssigt, ”For der er tale om rigtig mange plejehjem,” siger hun.
”Her skal man tænke på, at plejehjemmene i dag er små præhospitaler med et stigende behov for høj faglighed og manglen på arbejdskraft er allerede massiv på de her områder og det kan små selvstændige bestyrelser ikke sidde og løse på egen hånd,” siger Pernille Beckmann.
Hun peger dermed på, at regeringen i deres planer bør se på nødvendigheden af en større samordning frem for en opsplitning for at kunne håndtere nogle af tidens store udfordringer.
