Dansk Industri (DI) kom i sidste uge med deres årlige måling af på erhvervsvenlighed i kommunerne og på OPS-Indsigt konstaterede vi, at de jyske kommuner lå ekstra stærkt selvom ikke alle gik frem.
Her gik kommuner som Kolding og Aabenraa kommuner lidt tilbage, mens andre som Struer og Syddjurs kommuner gik lidt frem.
Læs også: Jysk kommune er igen den mest erhvervsvenlige
Men hvordan forholder de fire kommuner sig til årets måling?
Det svar er bl.a. interessant, fordi de fire kommuner ikke rykkede sig særligt meget, så har justeringerne overhovedet en betydning?
Tilbagegang fører til ny virksomhedsstrategi
Kolding Kommune gik i år 5 pladser tilbage fra nummer 33 til nummer 38 på den generelle scala. Her er det blandt andet samarbejdet med jobcenteret, der gør udslaget og giver en placering som nr. 65 blandt alle danske kommuner, og det skal forbedres, lyder det fra udvalgsformand for Social og Arbejdsmarked Villy Søvndal.
Derfor annoncerer man allerede i denne uge kommunens nye virksomhedsstrategi, som har det formål at forbedre dialogen og samarbejdet mellem jobcenteret og virksomhederne, så man i fællesskab sikrer fremtidens arbejdskraft
”DI’s erhvervsundersøgelse understreger nødvendigheden af den nye virksomhedsstrategi, vi nu sætter i verden. I en erhvervsvenlig kommune er det afgørende at kunne tiltrække nye medarbejdere og få nem adgang til opkvalificering. Her er et godt samarbejde afgørende. Jeg er glad for, at vi med den nye virksomhedsstrategi hurtig kan komme i gang med de forbedringer, som er nødvendige,” siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Tilbagegange skal bruges som et dialogværktøj
I Aabenraa Kommune ligger man som nr. 40 i år på den generelle scala for erhvervsvenlighed, der er en tilbagegang på seks pladser.
I Aabenraa Kommune vil man bruge tilbagegangen i DIs undersøgelse som et dialogværktøj
Som et led i erhvervsstrategien inviterer Aabenraa Kommune to gange årligt de lokale virksomheder til erhvervstræf.
”Vi glæder os til at se virksomhederne til erhvervstræf 13. september på Folkehjem, hvor Dansk Industri præsenterer analysen, og virksomhederne har mulighed for at stille spørgsmål eller komme med forslag til forbedringer. Som en kommune, der vil erhvervslivet, ønsker vi selvfølgelig en god dialog omkring analysens resultater, og om hvordan vi kan opnå et endnu bedre samarbejde med erhvervslivet, siger Helle Malene Kjølsen Olsen, der er afdelingschef for Erhverv og bæredygtighed i Aabenraa Kommune.
Hun understreger, at man i kommunen er meget lydhør over for forslag til forbedringer. ”Undersøgelsen viser, at der er plads til forbedring i dialogen mellem kommunen og virksomhederne, og særligt i kommunens formidling af væsentlig information til virksomheder,” siger Helle Malene Kjølsen Olsen.
Borgmester Jan Riber Jakobsen ser mange lyspunkter i Dansk Industris undersøgelse, selv om man er gået tilbage overordnet set. ”Vi er den syvende bedste kommune på uddannelse, den tiende bedste på digitale rammer, og har desuden forbedret os med ti placeringer inden for effektiv byggesagsbehandling, ” siger Jan Riber Andersen.
Han undrer sig dog over, at Aabenraa Kommune – trods fremgang – er at finde som nr. 65. i Dansk Industris undersøgelse, når det kommer til grøn udvikling.
”Vi ligger som regel i top, når det kommer til den grønne omstilling, og har alene i år indviet Nordeuropas største solcellepark og taget det første spadestik til et af verdens største PtX-anlæg, og i næste uge åbner Danmarks største biogasanlæg,” siger han.
Gik frem, men infrastruktur trak ned
Struer Kommune tager et lille hop opad på erhvervs-venligheds-barometeret med tre pladser fra nummer 42. til nummer 39.
Fungerende borgmester Marianne Bredal (V) er meget tilfreds
”Det er rigtig positivt, at vi igen i år går frem på listen. Det er en cementering af det kvantespring på hele 19 pladser, vi gik frem sidste år, og derfor er det ekstra flot, at vi kan fortsætte fremgangen. Struer Kommune vil være en erhvervsvenlig kommune, og det er dejligt at se resultatet af vores indsatser i undersøgelsen,” siger Marianne Bredal i en pressemeddelelse.
Et område, hvor Struer Kommune er gået en del tilbage i undersøgelsen, er på infrastruktur og offentlig transport, hvor kommunen nu blot er nr. 70. Virksomhederne har i DI’s undersøgelse skullet svare på, hvordan deres medarbejdere har mulighed for at bruge offentlig transport til og fra arbejde.
”Det er en massiv tilbagegang, som vi er meget bevidste om. Vi vil derfor bruge undersøgelsen som afsæt til en snak med vores lokale erhvervsliv om, hvordan de ser behovet, og hvordan vi sammen kan adressere det. Der skal være gode muligheder for at drive og udvikle sin virksomhed her i kommunen,” siger Marianne Bredal.
Gået nye veje siden sidste måling
Syddjurs Kommune hopper ligesom Struer Kommune tre pladser op fra en placering som nummer 70. til en placering som nummer 67 i 2023 i den samlede opgørelse fra Dansk Industri.
“Jeg er glad for, at vi fastholder de gode takter,” siger Borgmester Michael Stegger Jensen
Syddjurs Kommune er gået nye veje i sin erhvervsservice siden målingen i 2022. Ved årsskiftet etablerede man en tværgående erhvervsenhed, som samler de fagligheder, som har fokus på erhvervslivet behov, i en tværgående og opsøgende arbejdsform.
“Jeg noterer fremgang indenfor byggesagsbehandlingstiderne, og at virksomhederne er glade for dialogen med os lokalpolitikere og med den information, de får. Erhvervsenheden skal være med til at styrke samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv. Undersøgelsen ser ud til at afspejle, at vi begynder at lykkes med det. Vi er på rette vej og fastholder ambitionerne, men selvfølgelig tager det tid,” siger Kasper Kolstrup Møller der er formand for Erhvervs-og planudvalget
Indenfor parameteret grøn udvikling er Syddjurs Kommune gået kraftigt tilbage. I 2022 lå man på en plads som nr. 9. I år er placeringen nummer 53.
Det skyldes blandt andet, at virksomhederne scorer Syddjurs forholdsvist lavt i kategorien “prioriteringen af bæredygtige og grønne indkøb”.
Kommunen oplyser, at den i den kommende tid vil dykke længere ned i, hvad det er, virksomhederne særligt efterspørger på dét område.