Skip to main content

Hvis private sundhedsforsikringer tilbyder psykiatrisk behandling til børn og unge, risikerer de at undergrave den offentlige psykiatri ved at flytte psykiatere fra det offentlige til det private sundhedsvæsen.

Det mener Danica Pension. Pensionsselskabet har derfor har besluttet, at dets sundhedsforsikringer ikke skal dække behandling af psykiatriske lidelser blandt børn og unge, skriver Information.

– Der er så få børnepsykiatere, 373 i alt, og manglen i det offentlige er allerede udtalt, siger Camilla Thind Sunesen, der er chef for koncept- og sundhedsudvikling hos Danica Pension, til Information.

– Jeg er bange for, at vi ville bidrage til, at en for stor andel ville skifte til det private, hvis vi gik ind på området. Og selv om jeg er sikker på, at vi kunne hjælpe nogle børn, frygter jeg, at skaderne ville være større.

Danica Pension tilbyder dog psykologhjælp til børn og unge.

Mangel på børnepsykiatere

Ifølge Information bruger et stigende antal forældre private sundhedsforsikringer til at få deres børn udredt eller behandlet for psykiske lidelser. Det oplever man blandt andet hos forsikringsselskaberne PFA, Tryg og Dansk Sundhedssikring.

Information nævner en undersøgelse fra Lægeforeningen, som viser, at 78 procent af landets børne- og ungdomspsykiatere mener, at deres vilkår er blevet forværret eller væsentligt forværret de seneste to år.

Det skyldes blandt andet mangel på personale.

Modsat børne- og ungdomspsykiatrien er voksenpsykiatrien dækket af Danica Pensions sundhedsforsikringer. Årsagen er blandt andet, at der er flere voksenpsykiatere end børne- og ungdomspsykiatere i Danmark.

Private letter presset på det offentlige

Tryg, PFA og Dansk Sygesikring er alle uenige i Danica Pensions analyse af, at private sundhedsforsikringer risikerer at undergrave den offentlige børne- og ungdomspsykiatri.

– Vi er et begrænset privat supplement, ikke en konkurrence til det offentlige, siger Mikkel Lykke Larsen, der er direktør for Forsikring & Sundhed i PFA, til Information.

I Dansk Sygesikring mener administrerende direktør Kent Jensen, at de private sundhedsforsikringer aflaster det offentlige.

– Fordi vores kunder får en bred palette af mentale sundhedstilbud, skaber vi faktisk plads i den offentlige psykiatri til dem, der reelt har behov for psykiatrisk hjælp, og letter dermed presset på det offentlige, lyder det i et skriftligt svar til Information.Aflastning fra det private løser ikke udfordringerne

Jane Alrø Sørensen, Generalsekretær i Bedre Psykiatri, understreger, at børne- og ungdomspsykiatrien har et massivt problem med lange ventetider.

– Jeg forstår godt, at mange forældre vælger at aktivere deres sundhedsforsikring, for man kan vente lang tid, for at blive set i det offentlige. Udfordringen er, at selv om man udredes i det private, så foregår behandlingen typisk i det offentlige. Derfor er man ikke nødvendigvis meget bedre hjulpet, siger hun.

Hun mener, at det i princippet kan være med til at aflaste det offentlige, hvis de private sundhedsforsikringer dækker noget af børne- og ungdomspsykiatriens arbejde.

Men det løser ikke udfordringerne med, at der fortsat ikke er nok psykiatere, og samtidig kan det være med til at skabe længere ventelister, fordi psykiaterne flytter til det private.

– Der er ingen tvivl om, at der mangler psykiatere, og hvis de flytter fra det offentlige til det private, så er der mindre kapacitet i det offentlige og dermed stiger ventetiderne.

– På den måde opstår der et større pres på det offentlige, men i virkeligheden også en større efterspørgsel på løsninger i det private, siger hun.

Ifølge Jane Alrø Sørensen er løsningen derimod, at der bliver etableret flere ydernumre i det offentlige til speciallæger for at skabe mere kapacitet i børne- og ungepsykiatrien.

/ritzau/

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply