Skip to main content

Under Ældreminister Mette Kierkegaards tale ved KL`s Social- og Sundhedspolitiske Forum opstod der ved sidste del i talen en del visken fra de små 1000 deltagere.

Det er ikke første gang i historien, at en ministers tale presser lyd ud af kommunale embedsmænd og politikere, mange husker sikkert tidligere Social- og Indenrigsminister Karen Ellemanns indlæg om madpakker.Denne gang var det ikke nær så højlydt og det er ikke til at sige om det var det faktum, at det offentlige-private samarbejde blev nævnt usædvanligt mange gange, at det lige skulle indoptages, eller om det også drejede sig om ministerens ønske om, at lægge visitationen helt ud til medarbejderne og dermed potentielt nedlægge visitationsfunktionen.

Læs i øvrigt artiklen: Ældreminister: Vi skal ændre hele gearkassen, som gennemsyrer ældreplejen

Men der gik et sus igennem salen, da ministeren pegede på, at frisættelse af de godt 700 kommunale plejehjem kunne ske gennem åbne brugerbestyrelser med ”reelt ansvar”, hvor pårørende, professionelle og civilsamfund fokusere på, hvordan netop deres plejehjem skulle styres.

Ministeren ville så at sige nedbryde hegnet mellem det offentlige, det private og civilsamfundet og skaffe lokalt forankrede bestyrelsesmedlemmer fra eksempelvis erhvervslivet, som kunne medvirke til sætte lokal prægning af de kommunale plejehjem. ”Et plejehjem i Rødovre behøvede ikke at ligne et plejehjem i Ringkøbing,” lød det.Vil ikke have ansvaret

Det var termen ”reelt ansvar” som gjorde udslaget. ”Tiden gik nærmest i stå”, har flere deltagere siden sagt til OPS-Indsigt.

I den efterfølgende debat mellem Ældreminister Mette Kierkgaard (M), Greve Kommunes borgmester Penille Backmann og professor Ove Kaj Pedersen hældte Pernille Beckmann under stor applaus fra salen tanken om brugerbestyrelser med ”reelt ansvar” ned ad brættet.  

”Det ender galt. Og hvis du vil lave plejehjemsbestyrelser med alle de frivillige, vi ikke har, så skal du love mig, at tilsynspligten ikke kommer til at ligge i kommunalbestyrelsen. Jeg vil ikke tage ansvar for noget, andre råder over,” sagde hun.

Efter debatten fangede OPS-Indsigt Pernille Beckmann, da hendes udtalelse kunne tolkes, som om hun skubbede kommunernes myndighedsansvar for plejehjemsektoren ud af kommunerne.

”Ideen om plejehjemsbestyrelser er superromantisk, men hvem har ansvaret. Jeg vil ikke have ansvaret, hvis der skal sidde en bestyrelse og hyrer, fyrre og styre økonomien. Ansvaret må derfor ligge i bestyrelsen,” siger hun til OPS-Indsigt.

Debatten blev forsimplet

Pernille Beckmann peger desuden på, at debatten med ministeren og professoren om frisættelse blev alt for forenklet og man her ikke får taget højde for den kompleksitet der ligger i, at man vil frisætte ældreplejen.

”Vi har en retssikkerhedslovgivning og en forvaltningslovgivning som spiller ind og påvirker, det der kan bevilliges i en enkelte kommune, hvad enten det sker i en central visitation eller ude hos medarbejderen,” siger Pernille Beckmann.

Ifølge hende arbejder KL`s Sundheds- og Ældreudvalg helt uproblematisk på tværs af partier for, at der ændres i lovgivningen og det er ikke kun serviceloven, men også retssikkerhedslovens principper om lige behandling og lige ret, samt forvaltningslovens krav om dokumentation, der skal kigges på, lyder det.

Risiko for revitalisering af kendt krydspres

Hendes pointe er, at borgerne i dag ved hvad de har ret til og det er en udfordring for kommunerne, hvis man skal slippe fagligheden fri og uddelegere visitationen til medarbejderne, sådan som ministeren lægger op til.

”For der er jo to sider af denne sag. Den hvor du siger ja og bevilliger ydelsen, men hvem er det så, der skal sige nej,” spørger hun?Mener du, at en central visitation i virkeligheden er med til at konfliktreducere samarbejdet mellem borgeren og medarbejderen og den virkning mister man, hvis man frisætter på den måde ministeren foreslår?

”Ja det gør man. Jeg var med til at indfører BUM-Modellen, fordi vi netop sagde, at vi ikke vil sætte medarbejderne i et krydspres ude i plejen. Derfor skal de vide, hvad de har og kan, samt at det er nogle andre der sige nej, så de ikke står i den konflikt,” siger Pernille Beckmann

Hun mener, der er en risiko for, at vi revitaliserer det krydspres, der var før vi indførte visitationen, hvor medarbejderne ofte blev presset mellem deres faglige viden på den ene side og borgerens udtalte ønsker på den anden side. 

”Og hvem skal hjælpe vores medarbejdere i den situation? – Mange af dem har nok at slås med i forvejen og dem skal vi have til at sige nej. Jeg har helt ærligt svært ved at se det ske og så ruller økonomien,” siger Pernille Beckmann.OPS-Indsigt har forsøgt at få en kommentar fra Ældreministeren, men det har ikke været muligt for ministeren.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply