Sidste år købte den stadigt voksende softwarevirksomhed EG Digital Welfare hele fem specialiserede softwareprodukter til digital selvbetjening og sagsbehandling fra Dafolo, nu har man så købt den populære app ShowMyDay, der ifølge virksomhedens hjemmeside er udbredt i mere end 50 kommuner.
ShowMyDay er en iværksætterhistorie om en mor, der ville hjælpe sin søn og som endte med at udvikle og drive en softwarevirksomhed, hvis app hjælper et utal af udsatte med autisme eller autismelignende udfordringer gennem struktur mhp større trivsel og selvstændighed.
“Det er en stor tilfredsstillelse og tryghed, at EG ser potentialet i ShowMyDay. Sammen kan vi få løsningen ud til endnu flere kommuner og regioner. Desuden har det betydet meget, at EG er en stor virksomhed med mange muskler, der lige som jeg brænder for det specialiserede socialområde”, siger CEO Betina Carstens, ShowMyDay.
Og virksomheden EG Digital Welfare har store muskler ifølge Lasso med en egenkapital på over 63 mio.kr og et årsresultat i 2021 på 35,3 mio. kr., hvilket er en stigning på næsten 28 pct i forhold til 2020. kr.
Opkøbet af ShowMyDay er desuden interessant, fordi det markerer, at EG Digital Welfare indtager en stadig stærkere førerposition ift digitale velfærdsprodukter, hertil kommer at appen er godkendt som hjælpemiddel under servicelovens paragraf 112.
Det betyder i praksis, at forældre til et barn med udfordringer kan ansøge kommunen om at indkøbe appen som hjælpemiddel til deres barn for at skabe struktur, så barnet husker aftaler, daglige gøremål og føler sig mere tryg og selvstændig.Det skal ses i perspektiv af, at Landspatientregisteret angiver, at 1,67 % af børn mellem 0 og 17 år har en udredt autismediagnose.
Bliver en integreret del af EG Sensum One
Appen har været på markedet siden 2013 og er implementeret hos tusindvis af brugere over hele landet.
”Jeg glæder mig til at være med til at udnytte potentialet i ShowMyDay sammen med Betina, der jo er en ildsjæl, kendt og kompetent inden for autismeområdet”, siger direktør for EG Digital Welfare Steffen Rugtved i en pressemeddelelse.
Han er meget glad for, at Betina Carstens har valgt at blive en del af EG Digital Welfare.
Det fremgår af pressemeddelelsen, at ShowMyDay skal integreres i dokumentationsdelen af EG Sensum One.
”Dermed kan vi både introducere løsningen til eksisterende offentlige og private kunder og sammen brede løsningen ud til nye kunder. Fordelen for alle bliver, at den dokumentation, der opsamles i ShowMyDay bliver en del af den samlede dokumentation om borgeren i EG Sensum One, hvilket er både mere overskueligt og GDPR-sikkert,” siger Steffen Rugtved.
Parat til næste skridt
ShowMyDay er skabt af Betina Carstens, som har en lang karriere bag sig som socialpædagog og iværksætter.
Projektet startede helt tilbage i 2011 og her var udgangspunktet for appen som sagt mere personligt. Da hendes egen søn fik udfordringer med manglende struktur i hverdagen, fik hun ideen til ShowMyDay som en digital erstatning for laminerede piktogrammer og analoge kalendere.”Mit mål var at hjælpe brugerne fra pap til app, og det er lykkedes. Nu er jeg parat til at tage de næste skridt i udviklingen af løsningen sammen med EG”, siger Betina Carstens.
Købet af ShowMyDay omfatter overtagelse af alle forretningsaftaler relateret til ShowMyDay og Betina Carstens fortsætter i EG Digital Welfare, hvor hun vil arbejde videre med udbredelsen af løsningen som seniorkonsulent.Så mange har autisme
Tal fra Landspatientregistret fra 2018 viser at 0,77 % af befolkningen i Danmark har en offentligt udredt. autisme-diagnose. Andelen er højere for børn, hvor 1,67 % mellem 0 og 17 år har en autismediagnose. Det skal bemærkes at disse tal ikke inkluderer personer, der udredt i privat regi. Man estimere at op mod 2,8 procent af befolkningen har autisme