Hele scenen var sat i DR-dokumentaren `Tinas Jagt på millioner´. Det skortede ikke på filmiske effekter, hvor hovedpersonerne blev frosset med termografiske farver og en underlægningsmusik der kunne være anvendt i en spaghetti-western.
Der var lagt op til en dybdeborende og afslørende reportage om de dårligt fungerende private sociale botilbud, der sugede penge ud af de kommunale kasser på bekostning af nogle af de mest udsatte borgere.
Hovedpersonen var en kommunal forhandlingskonsulent bosat i Spanien og ansat i Slagelse Kommune. Og dedikationen til opgaven stod næste skrevet med flammeskrift.
”Jeg er sindssyg god til at finde penge – mange penge – Jeg skal finde ni millioner inden for det sociale botilbudsområde,” siger forhandlingskonsulent Tina Palmgren i begyndelsen af udsendelsen.
Tilgangen er interessant, for i Slagelse Kommune står det så skidt til med økonomien, at kommunen er blandt landets mest pressede. Kommunens økonomi har på det nærmeste været en følgeton i flere medier det seneste år, hvor flere eksperter har slået alarm og på handicap, psykiatri og misbrugsområdet er der lagt op til at spare 46 millioner kroner næste år.
Det kan man bl.a. læse ud af et budgetforlig, der indeholder massive besparelser, og som samlet vil give kommunen en et underskud næste år på over 300 millioner kroner, hvis politikerne ikke gør noget.
Ingen rygende pistoler
Slagelse kommune har derfor grund til at vende hver krone en ekstra gang og det i sig selv gør en dybdeborende dokumentarisk undersøgelse i et af landets største medier interessant.
Særligt kunne man her have en forventning om, at denne gang ville Lucky Luke sætte Dalton-brødrene skakmat, men desværre fandt man ikke en eneste rygende pistol. Medmindre sigtet har været forargelse over, at nogen har skabt en stor og solid virksomhed over næsten 40 år.
Eller mere konspiratorisk. DR har bevidst forsøgt at sætte vind i sejlene for en af Astrid Krags fejlslagne kampagner, `profit på velfærd´ og få den banket op på dagsordenen til den forestående valgkamp. Det kunne man i alt fald tro, hvis man læser FOA`s pressemeddelelse dagen efter. Her kalder man det en afsløring af, hvordan ejerne trækker penge ud til sig selv. Underforstået på bekostning af de udsatte borgere.
Der fremlægges bare ikke egentlig dokumentation for dette.
Nej virkeligheden er den, at havde man forventet afslørende journalistik, sidder du som seer tilbage med en oplevelse af, at der forsvandt 44 minutter af dit liv, hvor deltagerne i programmet googlede sig frem til gamle nyheder. Hele tiden med antydningen af, at man var på vej til at finde noget stort nyt og slemt.
Det skete bare slet ikke.
Hæver sige ikke over google-niveau
Det er ingen overraskelse, selvom man forsøger at gøre det til en opdagelse af de store i DR`s dokumentar, at Granhøjen er både en koncern og en af de største på det specialiserede socialområde.
Det kræver ingen sporhund at få den oplysning og hvis man kender en anelse til det specialiserede område, har man sovet i timen, hvis man ikke har opdaget det.
I programmet problematiseres desuden, at kommunerne ligesom tvinges til at betale for både Granhøjens beskyttede beskæftigelsestilbud og det tilknyttede psykiatriske hospital, hvis de visiterede borgere får behov for dette.
Kommunerne er med andre ord de små i det her samspil, som bliver snydt af Granhøjen må man forstå.
Det er dog lige her, at udsendelsen godt kunne have hævet sig over google-niveau og brugt en sporhund til at afdække, hvordan det kan være, at kommuner tilsyneladende har indgået nogle så dårlige aftaler med Granhøjen, hvor de, som det fremstår, er tvunget til at betale for noget de ikke har bestilt i første omgang.
Det afdækkes på intet tidspunkt i udsendelsen.
Spørgsmålet om hvordan det overhovedet har været muligt, at kommuner kan indgå så dårlige aftaler, at man først efter års forbrug opdager det. Det bliver aldrig stillet, ligesom vi kun i en bisætning får at vide, at forhandlingskonsulenten fandt sine ni millioner, men ikke et ord om hvorvidt de alle kom fra omlagte aftaler med Granhøjen eller reducering af borgerydelser ifb med revurdering.
Hvor er indkøbsafdelingerne?
Det er her værd at bemærke, at formanden for de offentlige indkøbere (IKA) Jesper Langkjær for nyligt til OPS-Indsigt sagde:
”Banker jeg f.eks. på en socialchefs dør i en tilfældig kommune og præsenterer mig selv, er det mit kvalificerede gæt, at vedkommende vil se en personifikation af udbudsloven og tænke; ”Det kommer ikke til at fungere i min verden”. Men jeg har jo andet i den værktøjskasse, jeg har med mig i mit arbejde.” sagde han.
Måske man på det specialiserede socialområde, allerede når kontrakterne omkring de enkelte borgeres ydelser indgås skulle inddrage de kommunale indkøbere, frem for at rulle bias-barrieren ned i socialforvaltningen. Det havde muligvis sparet kommunerne for en del udgifter til forhandlingskonsulenter, hvis man havde forsøgt at anvende de eksisterende interne indkøbskompetencer.
Hvem ved – måske indkøberen havde råbt, ”Stop! – Det var ikke det vi havde aftalt ved visitationsmødet,” da Granhøjen havde sendt sin første kontrakt, hvor der tilsyneladende har været et krav om, at kommunen skulle betale ekstra for både den beskyttede beskæftigelse og et privat psykiatrisk hospital.
Svingdørslobbyisme forarger
Man hæfter sig i dokumentaren ved at bestyrelsesformanden for Granhøjen tidligere har været sektionsleder i Socialtilsyn Hovedstaden. Det er til en vis grad bemærkelsesværdigt, at en person der tidligere har siddet i den tilsynsførende myndighed, siden sidder som bestyrelsesformand i Granhøjen, men her glemmer man to ting.
Hvornår indtrådte bestyrelsesformanden i hans funktion efter at have forladt socialtilsynet?
Blot fordi man er offentligt ansat, er man jo ikke stavnsbundet og dermed forhindret i senere at tage job i den private sektor inden for områder man har en ekspertise i. Det er sket før.
Vi mangler altså lige, at man gik et spadestik dybere end blot til mistænkeliggørelsen om, at der var foregået noget gedulgt.
For ved vi det?
Hertil kommer, at det som populært kaldes ”svingdørslobbyisme,” ikke er forbudt og endda vældig meget praktiseret i samspillet mellem den offentlige og private sektor.
Senest forlod Nick Hækkerup posten som justitsminister for at blive direktør for Rederiforeningen. Tidligere har bl.a. Lene Espersen forladt folketinget. Dengang blev hun direktør for en anden brancheorganisation, Danske Arkitektvirksomheder.
I mange tilfælde er der tale om topposter i store lobbyorganisationer, hvor værdien af den viden og kontaktflade, som personen har med fra det offentlige og ind i den private sektor, ikke er til at fastsætte, men helt sikkert har betydning og dermed kan medvirke til værdiskabelse.
Substansen forsvinder i et cowboy-tema
Endelig hæfter man sig i udsendelsen ved, at en koncern med næsten 40 år på bagen har en egenkapital på 200 millioner kroner placeret i bygninger. Lyder det mærkeligt?
Hvis man succesfuldt driver bo- og opholdssteder, er der behov for bygninger og hvis koncernen køber dem styk for styk i takt med væksten, så bliver det naturligvis til nogle stykker, ligesom der sker en værdistigning al den stund, at ejendomsmarkedet har haft en optur de seneste år.
Det skal her bemærkes, at privat finansiering og opkøb af bygninger til bo- og opholdssteder, spare det offentlige for en række anlægsudgifter og udfordringer med deponeringsreglerne.
Alt i alt er udsendelsen et eksempel på 44 minutters forargelsesunderholdning, hvor den substans man næsten har fat i, nemlig kommunernes vanskeligheder med at styre deres kontraktindgåelsesprocesser, forsvinder sammen med socialtilsynenes manglende råstyrke. Den drukner ganske enkelt i et cowboy-tema og Laredo-musik og det er faktisk ærgerligt, for der ligger helt sikkert flere historier gemt der.
