Skip to main content

Vejen Kommune har vundet prisen som den bedste kommune i 2022 ved Dansk Industris erhvervsvenlighedsmåling.

”Det er ikke helt overraskende, at det er Vejen. I 2020 blev de nummer to og sidste år fik de en fjerdeplads. Det er således en mangeårig indsats, der giver Vejen den flotte sejr i år,” siger medlemsdirektør i DI Anders Søndergaard Larsen i en pressemeddelelse.

Hvor det ikke er helt uventet, at det er Vejen kommune der ryger ind som nummer et, så er det heller ikke uventet i Gribskov Kommune, at man kommer ind som den andensidste (nr. 92 ud af 93 kommuner).

Det interessante her er, at Gribskov kommune, når man læser Indenrigsministeriets Private-leverandør-Indikator (PLI) de sidste mange år har ligget som nummer et. Det vil sige her har Gribskov Kommune landets højeste PLI-pct., som opgør værdien af kommunens køb af ydelser hos private leverandører i procent af de samlede bruttoudgifter til kommunale opgaver, som kan varetages af private leverandører.

Til sammenligning lå Vejen Kommune nr. 47 i PLI-procent i 2021. 

Gribskov er ikke den eneste

Gribskov Kommune er ikke den eneste, der ligger indenfor top-20 mht PLI-procent og som samtidig ikke ligger godt i DI`s måling af Erhvervsvenlighed. Eksempelvis ligger Holbæk Kommune som nr. 5 i PLI-procent og nr. 62 i DI`s måling. Tilsvarende iagttagelser kan man gøre ift fx Fredensborg Kommune. (Læs i øvrigt vores gennemgang af centrale tal for kommunernes erhvervsvenlighed)

Hvordan hænger det så sammen, at nogle af kommunerne i DI`s måling ikke har en topplacering, men hvis man så ser på Indenrigsministeriets nøgletal ligger de meget bedre på PLI? 

”Man kan altså godt have rigtig mange opgaver, som er lagt ud til varetagelse af private, men hvor kommunen af virksomhederne ikke bliver oplevet som en kommune, der laver gode udbud. Der behøver derfor ikke at være et modsætningsforhold mellem Indenrigsministeriets PLI-tal og vores rangering,” siger branchedirektør, Jakob Scharff.

Læs også: Erhvervsvenlighed – Jylland er bedst, men på Sjælland rykker de mest

Geografi spiller en rolle

Men hvad siger man i Gribskov Kommune til dette umiddelbare modsætningsforhold mellem på den ene side både at være i toppen med hensyn til PLI-procenten, men samtidig ligge i bunden inden for det offentlig private samarbejdsfelt, når det kommer til DI`s måling af lokalerhvervsvenlighed.

”Jeg må være ærlig og sige det. Det er ikke første år, at vi har prøvet det. Vi ligger altid på en dårlig plads i de her undersøgelser, for det vi kan rykke på, er forsvindende lidt. Når det er sagt, så tager vi det altid seriøst og rykker der hvor vi kan” siger Anders Gerner Frost, der er formand for erhvervsudvalget.

Men hvad er det som de i Gribskov mener de ikke kan styre?

”Vi ligger skidt i forhold til en række af de parametre, vi måles på. Når det drejer sig om infrastruktur skal man lige tænke på, at vi er Sjællands største geografiske kommune og vi har ikke de bedste koblinger til den nationale infrastruktur og det betyder noget for tiltrækning af arbejdskraften,” siger Anders Gerner Frost til OPS-Indsigt.

Kan ikke konkurrere med Herlev på infrastruktur

Men kommunen kunne jo godt selv gøre noget ved fx de interne infrastrukturer.

”Det er her, hvor jeg bliver en lille smule træt af, at vi bliver dømt på en infrastruktur, vi ikke kan rykke tilstrækkeligt ved. Ja vi kan gøre noget ved vejene, men motorvejsforlæggelsen ligger hos staten og vejen mellem Græsted og Gilleleje, som er vores største infrastruktur projekt, er undervejs, men her skal man tænke på, at den øvelse har krævet årevis af politiske prioriteringer og besparelser i de kommunale budgetter, for at vi kan gøre det vi gør nu,” siger Anders Gerner Frost.

Han peger dermed på, at ønsket om en bedre infrastruktur til erhvervslivet er i konkurrence med en lang række andre kommunale områder, når der skal prioriteres i byrådet.

”Endelig så tvivler jeg på, at vi nogensinde vil få en infrastruktur, der vil være lige så god som i Herlev eller imellem nogle af de jyske byer. Og den geografiske forskellighed tager man ikke højde for i undersøgelsen,” siger Anders Gerner Frost.

En myte at der kun indgår industrivirksomheder

Anders Gerner Frost bemærker desuden, at undersøgelsen er lavet blandt industrivirksomheder, ”og grunden til at vi topper, hvis du tager indenrigsministeriets PLI-tal. Det handler jo om samarbejdet med servicevirksomheder. Så hvis du lavede en undersøgelse på dem, tror jeg, at det ville se anderledes ud,” siger Anders Gerner Frost.

Men den med at målingen kun er lavet på basis af industrivirksomheder, køber branchedirektør Jakob Scharff i Dansk Industri ikke.

”Det er lidt en myte, at der indgår en overvægt af gamle industrivirksomheder i målingen. Målingen er foretaget ud fra et repræsentativt udsnit af virksomheder på tværs af brancher og ikke kun blandt DI`s medlemmer,” siger Jakob Scharff. 

Anders Grener Frost er alligevel ikke helt tilfreds, for han synes, man har været omkring for få virksomheder (60) ”Og så har vi som kommune ingen mulighed for at se om det er de samme, der blev spurgt sidst,” siger Anders Gerner Frost.

Landsdækkende udfordring påvirker det lokale resultat

Han gør desuden opmærksom på, at et par andre af undersøgelses kriterier handler om arbejdskraft og uddannelse og det stiller Gribskov Kommune i en ulige situation, hvor infrastrukturen blot skubber yderligere til problemerne.

”Vi har ikke store industrivirksomheder, men specialindustri og her har den landsdækkende virkelighed bare været sådan i nogle år, at vores virksomheder har haft ekstremt svært ved at få de rigtige arbejdskraft, hvad enten det er elever, lærlinge eller uddannede folk og det er jo ikke noget vi som enkelt kommune kan løse,” siger Anders Gerner Frost.

Han anerkender sådan set, at Gribskov Kommune har en dårlig placering i DI`s måling, men udfordre nogle af de parametre som kommunerne bliver målt på.

”Det er ikke sådan at jeg ikke kan sove om natten, når jeg læser undersøgelsen, for man kan sige. For det første angiver den, hvor vores svage punkter er. For det andet ved jeg, at vi har et enigt byråd, der genre vil arbejde for, at det bliver bedre, men det er ikke opgaver vi altid kan løse alene og slet ikke fra den ene dag til den anden. Man skal derfor se de her undersøgelser over et længere perspektiv og her hæfter jeg mig ved, at vi har forbedret os i forhold til information dialog og tilgængelighed,” siger Anders Gerner Frost.

Læs også: Tilfredshedsmåling puster til benchemark mellem kommuner

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply