God service, dialog og tilgængelighed er nogle af de helt centrale ingredienser i det offentlige-private samarbejde, hvad enten du er leverandør eller kommune. Næsten 8000 virksomheder har deltaget i Dansk Industris årlige erhvervsvenlighedsmåling, hvor de har bedømt deres beliggenhedskommune.
Erhvervsvenlighedsmålingen er baseret på både en lang række statistiske faktuelle parametre om den enkelte kommune og så selve vurderingen af kommunernes erhvervsvenlighed baseret på en tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder.
Det er det som tilsammen giver et billede af, hvordan det er at drive virksomhed i kommunen på ialt ti parametre, som kommunens infrastruktur, sagsbehandling, information og dialog og brug af private leverandører.
Ikke kun blandt DI`s medlemmer
Målingen er interessant, fordi den ifølge DI er en målingen foretaget ud fra et repræsentativt udsnit af virksomheder på tværs af brancher og ikke kun blandt DI`s medlemmer. Hertil kommer, at målingen giver et mere sammensat billede af kommunernes samarbejde med den private sektor end Indenrigsministeriets Private-leverandør-Indikator (PLI).
Hvor PLI siger noget om, hvor meget der købes ind af tjenesteydelser, så giver målingen et billede på, hvordan kommunerne køber ind.
Det er trettende gang, at Dansk Industri foretager tilfredshedsmålingen og rapporten er interessant. Særligt hvis man som virksomhed vil se, hvordan andre virksomheder oplever deres kommuner med hensyn til erhvervsvenlighed.
I rapporten rangerer Dansk Industri alle kommuner med undtagelse af de fem økommuner.
Påtænker du derfor at flytte din virksomhed, fordi du mangler plads eller den rigtige arbejdskraft, så kan undersøgelsen give dig et par vink om, hvor man er mest erhvervsvenlig i 2022. Og i denne artikel giver vi dig også et billede på i hvilke kommuner, man i perioden 2018 – 2022 har rykket sig mest og mindst, så du kan se hvor der potentielt er en udvikling i den lokale erhvervsvenlighed.
Top-ti befinder sig vest for Storebælt
På top-ti-listen over de kommuner som samlet set, på alle ti parametre er mest erhvervsvenlige, finder du ni jyske kommuner og en enkelt fynsk kommune, men ingen fra Sjælland. (se listen i bunden af artiklen)
Årets førsteplads går til Vejen Kommune. Her vender mere end fire ud af fem virksomheder i 2022 tommelfingeren opad i forhold til kommunens erhvervsvenlighed.
”Alle kommunens medarbejdere har en stor andel i, at vi er nået helt til tops - uden deres indsats var vi aldrig nået hertil. Vi har i flere år ligget højt på listen, og det er en stor forløsning endelig at få 1. pladsen. Det er en fantastisk anerkendelse at få fra vores virksomheder, at de sætter pris på den indsats og service vi gør os umage med at yde overfor dem,” siger borgmester i Vejen Frank Schmidt Hansen (K) i en pressemeddelelse.
Det overrasker ikke medlemsdirektør i DI Anders Søndergaard Larsen, at det er Vejen der i år indtager førstepladsen
”I 2020 blev de nummer to og sidste år fik de en fjerdeplads. Det er således en mangeårig indsats, der giver Vejen den flotte sejr i år,” siger Anders Søndergaard Larsen.
Jyske kommuner scorer højst på erhvervsvenlighed
Ser man generelt på den samlede rangering af kommunernes erhvervsvenlighed i 2022, så er den størst og stærkest vest for Lillebælt, hvis man ser bort fra østjyske kystkommuner fra Aarhus og op til Aalborg. De ligger alle placeret som plus 50 og billedet minder en del om det man møder på Sjælland. (se kort)
På Sjælland har man ifølge undersøgelsen klart de dårligste vilkår for erhvervsvenlighed. Særligt i Hovedstadsområdet nærmere betegnet Nordsjælland.
Her ligger Gribskov Kommune sammen med Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Fredensborg, Hørsholm og Rudersdal kommuner på en top-tyve-liste for de mindst erhvervsvenlige kommuner i Danmark. En liste der i øvrigt også indeholder landets hovedstad København.
En bevægelse mod mindre erhvervsvenlighed
Går man et spadestik dybere og iagttager bevægelserne i udviklingen af den kommunale erhvervsvenlighed fra 2018 og frem til 2022 så får man nogle andre billeder. Her kan man generelt konstaterer tre ting
- 36 kommuner bevæger sig stærkt i den negative retning og bliver mindre erhvervsvenlige
- 35 kommuner bevæger sig pænt i den positive retning og bliver mere erhvervsvenlige
- 22 kommuner ligger i et dødvande, hvor de kun bevæger sig en smule, heraf bevæger 16 sig i en negativ retning, hvilket betyder at over halvdelen mod mindre erhvervsvenlighed
Ser man geografisk på udviklingen, så er det flest sjællandske kommuner, der har bevæget sig i negativ retning med hensyn til deres placering i erhvervsvenlighed i periode 2018-2022. Konkret drejer det sig om 20 kommuner øst for Storebælt (se kort)
Koncentrationen af kommuner der bevæger sig i den negative retning, er størst i Køgebugt området og omkring hovedstaden. Her fører Frederikssund Kommune an ved på fem år at have rykket sig fra en plads som nummer 39 til en plads som nummer 87. Altså hele 48 pladser. Det er kun overgået af Nyborg Kommune, der har rykket sig 51 pladser fra e placering som nummer 7 i 2018.
De tre største ryk mod mere erhvervsvenlighed er sket på Sjælland
Ser vi på de kommuner som bevæger sig i en positiv retning, så består gruppen af flest jyske kommuner. I alt drejer det sig om 19 kommuner vest for Storebælt. Det skal dog bemærkes, at den største koncentration af kommuner, der har rykket sig mere end 15 pladser i positiv retning befinder sig på Sjælland.
Det drejer sig bl.a. om højdespringeren Lejre Kommune, som er den kommune, der har rykket sig mest i perioden 2018 – 2022. Hele 43 pladser fra en placering som nummer 84 til nummer 41 i 2022.
Højdespringernes nummer to og tre findes ligeledes på Sjælland, hvor Egedal Kommune har rykket 42 pladser og Gladsaxe Kommune 40 pladser.
I 22 kommuner står udviklingen næsten stille
Vi har på OPS-Indsigt valgt, at kommuner der rykker sig mellem 0 og 5 pladser, anskuer vi som et marginalt udsving og derfor er de opgjort i en gruppe af kommuner, der kan siges at ligge stabilt, hvad enten de rykker lidt negativt eller positivt.
I alt omfatter gruppe 22 kommuner, som er domineret af 16 kommuner, der går let i den negative retning. Det skal desuden bemærkes, at denne gruppe indeholder de tre største kommuner i Danmark, København Odense og Aarhus. Tager man Aalborg med, så er de fire største kommuner i Danmark alle kendetegnet ved at ligge i de dårligste tredjedel med en placering fra 65 til 88.
TOP-ti-liste for erhvervsvenlighed 2022