Skip to main content

Bogen offentligt-privat samspil er absolut læseværdig, hvad enten man har rollen som myndighed, indkøber, leverandør eller sælger til det offentlige. Den er let tilgængelig, særligt har forfatterne gjort sig umage med ikke, at lave lange teoretiske interessedræbende og fortænkte afsnit. Sproget er så at sige lige ud af landevejen og skyder hermed bogens budskaber godt ud over rampen. 

Den er ikke en håndbog, for den er ikke fyldt med tommelfingerregler eller praktiske anvisninger. Nej den er baseret på forskning, hvilket placerer den lige der hvor den er tiltænkt, nemlig i forhold til studerende på bl.a. universiteter og professionshøjskoler.

Her giver den en systematisk introduktion til centrale begreber, teorier og erfaringer med offentlig-privat samspil, som kan give studerende en mere substantiel viden om OPS på tværs af forskellige samfundsmæssige områder.

Skaber klarhed over begreber

Når den også er læseværdig for aktørerne i OPS-Danmark, hænger det blandt andet sammen med en definering eller begrebsafklaring i forhold til seks former for offentligt-privat samarbejde.

Offentlige indkøb, Udlicitering, Frit valg, OPP, OPI og Privatisering

Begreber som der ofte rodes rundt i, når debattørerne på de sociale medier går i kødet på hinanden. OPS-Indsigt har tidligere forsøgt sig med en række definitioner, af netop denne årsag. Det er derfor rigtig godt, at der nu er kommet en bog, hvor man let kan slå op og få en underbygget definition, hvad der eksempelvis karakteriserer begrebet ”Privatisering”. 

Her skriver forfatterne blandt andet at `Privatisering´ til tider et lidt misforstået fænomen, som nogle gange bruges som en samlebetegnelse for både udlicitering og salg af offentlige aktiver der, ”men i denne bog holder vi os til den snævre definition af privatisering,” skriver forfatterne.

Bogen er skrevet af lektor og ph.d, Lena Brogaard og professor Ole Helby Petersen ved Roskilde Universitet. På bagsiden af bogen står der blandt andet, at den er krydret med eksempler fra både ind og udland. Det lever bogen også op til, men den leverer også i sin form og prioritering af emner et mindre kinderæg af overraskelser.

Friplejehjem er overhovedet ikke nævnt

For det første er det bemærkelsesværdigt, at man med et helt kapitel dedikeret til borgerens frie valg ikke støder på et af de sidste års mest omdiskuterede former nemlig friplejehjem. Der er en rigtig fin gennemgang af frit valg på sundhedsområdet og dagtilbudsområdet, men når vi kommer til ældreområdet, handler det hovedsageligt om hjemmeplejeområdet.

Begrebet friplejehjem der af mange ses som en af løsningerne for at afhjælpe kommunernes trængte anlægsrammer og imødegå behovet for flere plejehjemspladser er overhovedet ikke nævnt. Det kan efterlade studerende, der ikke søger viden i andre tekster med et hul i en nødvendig viden, når man taler offentlig privat samarbejde.

Det er nemlig et aktuelt og centralt spændingsfelt som godt kunne have fundet plads under begrebet partnerskaber, da flere friplejeleverandører ser deres samarbejde med kommunerne i noget der minder om et partnerskab.

Det skal særligt ses i perspektiv af den ret så intense debat, der har været i mange byråd om, hvorvidt man skulle give lov til, at en friplejeleverandør slog sig ned.

Indkøb af specialiserede sociale ydelser nævnes ikke

For det andet er det meget bemærkelsesværdigt, at det specialiserede socialområde kun nævnes en eller to gange taget i betragtning, at præcis på dette område indkøbes og handles der for milliarder af skattekroner, hvert år. Både imellem kommuner, men også imellem regioner, kommuner og private sociale tilbud.

Tager man udgangspunkt i bogens rigtig gode definitioner, er der utroligt sjældent tale om frit valg eller udlicitering på det det specialiserede socialområde. Det er et indkøb måske ikke i klassisk forstand, men dog et indkøb som den kommunale sektor enten har valgt ikke at producere selv, eller ikke er i stand til.

Når dette centrale offentlig-private samspil, stort set er ubeskrevet i bogen, kan der være flere årsager til det, men for den studerende er der et potentielt tomrum af viden, som ikke italesættes i bogen og det er bemærkelsesværdigt, særligt set i perspektiv af de seneste års megen debat om et muligt profitforbud på det specialiserede socialområde.

Er den offentlige erfaring den rigtige vægt?

Endelig har bogen flere steder det, som branchedirektør i Dansk Industri Jakob Scharff kalder en status-quo-bias. Det vil sige en slags forståelse af, at man ved bl.a. udlicitering, frit valg og privatisering altid evaluere værdien af det offentlige-private samspil ved at holde det mod den tidligere offentlige leverance.

Det er jo ikke nødvendigvis sådan, at fordi en privat leverance eksempelvis bliver dyre eller billigere end den tidligere offentlige, at så er det ringere for skatteborgerne. Man kunne her godt efterlyse en refleksion eller input fra forfatterne til, hvordan man kommer ud af den forforståelse, der ofte optræder i OPS-Danmark nemlig, at den offentlige leveranceform er den rigtige, at evaluerer op i mod.

Blandt andet derfor har vi i en anden artikel sat forfatterne stævne.

Selvom bogen rejser det her lille kinderæg af spørgsmål, er det helt klart en bog, der med sit indhold og grundlag absolut kan anbefales til aktører både i den offentlige og private sektor og ikke kun til fremvisning på en hylde. Den skal læses.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply