For et par måneder siden trak Det Radikale Venstre sig fra en aftale med regeringens øvrige støttepartier om et forbud mod private dagbehandlingstilbud. En af regeringens mærkesager blev dermed slået hjem i ludo for tredje gang efter et kraftigt forsøg på at indføre et forbud mod, at private velfærdsaktører kan trække overskud ud af deres virksomhed.
Herefter skulle man synes, at jagten på profitmagere på det sociale område var slut i denne omgang, men næsten i samme åndedrag fremsatte Enhedslisten et beslutningsforslag om at ulovliggøre, at der udtages overskud fra sociale tilbud, der er underlagt det såkaldte selvmøderprincip. Det drejer sig om tilbud, der udbydes efter servicelovens §§ 109 (kvindekrisecentre) og 110 (herberger).
Selvmøderprincippet betyder, at lederen af et kvindekrisecenter eller et herberg kan træffe afgørelse om indskrivning og udskrivning. Det betyder, at en borger kan blive optaget på et kvindekrisecenter eller et herberg uden henvisning fra kommunen, og at kommunen er forpligtet til at finansiere opholdet.
Det ser Enhedslisten som en risiko for, at der er fri adgang til at oprette kvindekrisecentre og herberger, og herunder også fri adgang til at generere profit og udtage en meget stor andel af midlerne, frem for at pengene bruges på de voldsramte kvinder og hjemløse, skriver man i bemærkningerne til forslaget.
Et skift i markedsdynamikken
Enhedslisten konstaterer, at der er en stor stigning af private kommercielle herberger og krisecentre, som har øget konkurrencen på markedet, der typisk har bestået af nonprofit aktører, som nu presses på et område, hvor der traditionelt ikke har været konkurrence mellem aktørerne.
Der er altså aktuelt et skifte i markedsdynamikkerne på det her gamle marked, initieret af tilgange af flere private kommercielle tilbud.
Konkurrencesituationen er den, at antallet af krisecentre er steget med omkring 70 procent på kun 4 – 5 år. (fra 47 til 80). Det er denne problemstilling, at flere non-profitaktører mediemæssigt har været ude og adresserer, herunder Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, der organiserer nonprofit-centrene.
Og tonen har ikke altid været lige køn i debatten om, hvorvidt der var plads til private i sektoren. Her har nogle af aktørerne gentagende gange forsøgt at opbygge et billede af, at er man privat og ikke non-profit, så tilhørere man et segment af de såkaldt brodne kar i branchen.
Mere konkret så oplevere flere af de gamle leverandører, at de ikke kan få fyldt deres pladser op og de udtrykker bekymring for udviklingen og det problematiseres, at de kommercielle private tager opgaverne. Blandt andet derfor mener Enhedslisten, at det er afgørende, at der vedtages et krav om, at der man fremover kun kan være på markedet som nonprofit.
Beslutningsforslaget underbygges af en enkelt avisartikel
I bemærkningerne til lovforslaget kommer Enhedslisten med flere eksempler på private krisecentre med tvivlsom faglighed, hvor der er ugennemsigtighed med pengene.
Det skal her bemærkes, at de her eksempler i beslutningsforslaget stammer fra en enkelt artikel i Weekendavisen, der efter udgivelsen ifølge mediet selv er tilført nogle rettelser.
Blandt andet havde man oprindeligt skrevet, at et navngivet privat kvindekrisecenter havde været lukningstruet, og udsat for alvorlig kritik fra socialtilsynet, hvilket ikke korrekt. Ligesom artiklen angiveligt skulle have viderebragt personfølsomme oplysninger om en navngiven person uden samtykke.
Anvender non-profit som røgslør
Enhedslistens anvendelse af denne artikels indhold har tydeligvis provokeret den administrerende direktør for Forenede Care, Stine Louise Eising von Christierson. Hun er nemlig faret i blækhuset i et debatindlæg på Altinget. Her kalder hun beslutningsforslaget for ”social washing”, hvor Enhedslisten anvender non-profit-sektoren som et røgslør uden, at se kritisk på, hvorledes, denne ejerform sidder på markedet.
Hun skriver lige ud: ”At Enhedslisten partout er imod private aktører, der ikke er non-profit, er ikke overraskende. Men at eksempelvis non-profit fondsejede institutioner betaler store summer til deres bestyrelser, overrasker nok en del. Enhedslistens beslutningsforslag viser i hvert fald, at de åbenbart ikke ved det.”
Stine Louise Eising von Christierson retter dermed fokus på konkurrenterne i non-profit-sektoren og deres måde at aflønne topledelserne på, men erkender samtidig, at der skal udbetales lønninger, hvis vi skal holde området kørende.
Det er bare ”not so non-profit”, skriver hun med slet skjult drilleri til, at uanset ejerformen på socialområdet så trækkes der skattekroner ud til ledelse, hvad enten de ejere og investerer deres penge eller er ansatte, der investerer deres tid.
En sjælden skarp retorik
Stine Louise Eising von Christierson skaber samtidig en ny sprogblomst i debatten om profit på velfærd, ved at kalde beslutningsforslaget for ”social washing”. Det gør hun ved at lave en tæt sproglig kobling til begrebet ”green washing”, der bruges om virksomheder, som markedsfører produkter mere grønne, end de egentlig er, for at få forbrugerne til at købe mere, er hun ude i en sjældent set offensiv fra en privat velfærdsvirksomhed.
Retorikken er ikke til at misforstå, hun kæmper for sin virksomhed, da hun går til modangreb og peger på, at Enhedslisten sætter sin politik og ideologi over de socialt udsatte, som krisecentre og herberger er sat i verdenen for, at bistå.
”De vil i kødet på kapitalismen, men går altså i stedet i struben på netop de socialt udsatte, de siger, de vil hjælpe. De ‘socialwasher’ simpelthen deres politik for at fremme afviklingen af private aktører, som Enhedslisten af politiske årsager ikke kan lide. Ærgerligt for udsatte,” skriver Stine Louise Eising von Christierson.
Hun skriver ikke, at der er tale om rendyrket og vellykket lobbyisme fra non-profit-sektoren, hvor Enhedslisten er blevet et blindt talerør, men det ligger lidt imellem linjerne, at Enhedslisten har ”overreklameret” for denne ejerform.
Er allerede dække af lovgivningen
Stine Louise Eising von Christierson peger desuden på det absurde i, at Enhedslisten vil lovgive mod de eksempler de trækker frem, når de allerede er håndteret inden for den eksisterende lovgivning.
”For vi kan da hurtigt blive enige om, at mennesker, som udnytter folks ulykke til egen vinding, ikke skal have lov til at drive forretning, men det har de heller ikke nu.”, skriver Stine Louise Eising von Christierson.
Socialtilsynene har nemlig myndighed til at skride med skærpede tilsyn, påbud og andre sanktioner, ligesom de kan tilbagekalde godkendelserne af et krisecenter eller et herberg, hvis kvaliteten er for lav.
Hun appellerer desuden til, at vi sætter mennesker, og ikke selskabsformer, i centrum og i stedet løser problemstillingerne på det specialiserede socialområde.De radikale bakker ikke op
Spørgsmålet er om Enhedslistens beslutningsforslag vil blive vedtaget. Ved første behandlingen i sidste uge lagde Social- og Ældreminister Astrid Krag ikke skjul på, at regeringen støtter forslaget. Tilsvarende støttede SF forslaget, men fra Det Radikale Venstre, som er tunge på vægtskålen i denne sammenhæng var lyden en helt anden.
”Vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget om et forbud mod profit, fordi vi mener, at det er socialtilsynet, som skal godkende kvaliteten af tilbuddene. De har fagligheden til at spørge ind til, hvad det er for en ledelse og faglighed, som det enkelte tilbud har, inden det godkendes og det er socialtilsynets opgave at følge op på de enkelte tilbud,” sagde socialordfører for Den Radikale Venstre Christina Thorholm.
Det betyder, at der ikke umiddelbart er flertal i Folketinget for Enhedslistens forslag, men der udestår fortsat både en udvalgsbehandling og en anden behandling før de private tilbud efter servicelovens §109 og §110 kan føle sig sikre.
Se i øvrigt debatten her https://mobiltv.ft.dk/embed/20211/Salen/101#
