Af – René Nord Hansen, politisk chefkonsulent i arbejdsgiver- og brancheforeningen KA PlejeDet er velkendt, at afregningspriserne på ældreområdet svinger voldsomt fra kommune til kommune. Ingen har hidtil været i stand til at forklare, hvorfor timeprisen kan svinge op til 200 kroner mellem to nabokommuner. Det er kommunerne selv, der beregner priserne på baggrund af egne omkostninger – og mange steder er priserne urealistisk lave.
Kommunernes Landsforening (KL) har lovet bod og bedring over for Folketinget og annonceret, at nye beregningsmodeller og retningslinjer for kommunernes fastsættelse af afregningspriserne er lige på trapperne. Men de lader vente på sig, hvilket kan undre, da problemstillingen hverken er ny eller ukendt. Allerede i 2008 udgav KL en vejledning til kommunerne om beregning af timepriser på ældreområdet, og i 2014 udgav udbudsportalen endnu en vejledning i beregning af afregningsprisen.Det er på tide, at kommunerne lever op til loven Sidste år dømte Vestre Landsret Brønderslev Kommune for at have underbetalt en privat plejevirksomhed i millionklassen. Det er bare ét ud af mange eksempler på kommunal underbetaling af de ikke-kommunale plejevirksomheder. Det var os i KA Pleje, der førte sagen, og vi har stævnet andre kommuner i lignende sager, fordi vi efter 18 års tovtrækkeri mener, at det er på tide, at kommunerne lever op til lovgivningen på området. Og det haster. Får kommunerne ikke styr på afregningspriserne, risikerer vi, at private aktører ikke vil byde ind på opgaverne, og dermed fjerner man grundlaget for den valgfrihed, som mange ældre sætter stor pris på.
I KA Pleje forudser vi desværre, at nye retningslinjer fra KL ikke løser de store udfordringer på området. Det er ikke tilstrækkeligt, at KL udarbejder endnu et eller andet Excel-ark. Behov for et klageorganDe borgerlige partier kæmpede i efteråret hårdt for at få opbakning til en uvildig klageinstans, som de private leverandører kan gå til ved mistanke om unfair konkurrence fra kommunernes side. Sådan et klageorgan er der behov for, men det er der desværre ikke flertal for på nuværende tidspunkt. I stedet valgte politikerne at give KLs forsøg med nye beregningsmodeller en chance. Selv om vi i KA Pleje generelt er positive, så har vi ikke store forventninger til resultatet. KL har haft knap 20 år til at hjælpe kommunerne med beregningsmodeller, der afspejler virkeligheden. Det er ikke lykkedes. Derfor kan man godt være skeptisk i forhold til, hvorfor det skulle ske denne gang.