Skip to main content

I retten på Frederiksberg bliver der på torsdag klokken 16 afsagt en dom, som især landets døve har ventet rigtig længe på.

Fire døve er på anklagebænken. Tiltalt for svindel med tilskud til tegnsprogstolkning gennem en række virksomheder, de oprettede i København.

Ifølge anklagen har alle fire svindlet for millionbeløb. I den alvorligste sag er der tale om 27 millioner kroner.

Da der er navneforbud i sagen, er der mange detaljer, man ikke kan referere.

Men vi kan fortælle, at sagen begyndte i en lejlighed i København tilbage i 2013, hvor de fire tiltalte startede en række virksomheder. De skulle lave alt fra hjemmesider, udgive medier, drive en restaurant, arrangere ture og tilbyde tolkebistand. Men ifølge anklagemyndigheden blev det til meget få hjemmesider, medier, mad og næsten ingen ture, skriver TV 2 Lorry.

For stort set hele omsætningen i virksomhederne kom fra de tilskud, de fik fra forskellige kommuner til tegnsprogstolkning til de ansatte.Ekspert: Det ser mærkeligt ud

Jakob Dedenroth driver selskabet Revisorjura og er ekspert i bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. Han kan godt forstå, at anklagemyndigheden undrer sig over forretningsmåden.

– Hvis de i realiteten kun tjener penge på, at de får noget støtte fra de offentlige kasser til noget tolkebistand, og de køber den bistand meget billigt, og tjener på de to beløb, der er forskellige. Det ser mærkeligt ud, og det kan jo ikke være derfor, man driver virksomhed, siger Jakob Dedenroth til TV 2 Lorry.

Ifølge anklageren har offentlige tilskud stået for op til 78 procent af omsætningen, fremgår det af retsreferater fra nyhedsprogrammet for døve Ligetil på tegnsprog.

Hverken de tiltalte eller deres forsvarer, har ønsket at lade sig interviewe af TV 2 Lorry. Men i retten erkendte en af de tiltalte, at mange af de planlagte aktiviteter ikke rigtig blev til noget.

Men han mente dog ikke, at det var ulovligt at bruge tolketilskuddet til at drive virksomhed og for eksempel til udbetale løn til sig selv. Ifølge Jakob Dedenroth vil torsdagens dom give et bud på, om det er strafbart.

– Jeg vil dog nok vove den påstand, at det aldrig har været tilsigtet, at den lovgivning, skal støtte erhvervsvirksomhed som sådan, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Danske Døves Landsforbund har sagen allerede fået store konsekvenser for landets døve.

– Kommunerne og myndighederne har strammet vældig meget op på deres kontroller. Der er opstået en mistro og deraf endnu mere kontrol og tilsyn, siger forbundsformand Lars Ahlburg.Opkrævede betaling flere gange for samme ydelse

Men ifølge tiltalen har de fire ikke bare brugt tilskuddene forkert. De er er også anklaget for dobbeltfakturering – altså at opkræve penge flere gange for én og samme opgave.

Det er blandt andet sket ved, at de har bestilt en tolk til at tolke for flere forskellige medarbejdere, som var bosat i forskellige kommuner. Efterfølgende har hver kommune fået en regning, selvom der kun er brugt en tolk.

– Hvis man kræver betaling to gange for den samme ydelse, og man kamuflerer det på den ene eller anden måde, så er man da godt stykke ovre i det grå felt. Om det altid er ulovligt, det ved jeg ikke. Men man må da formode, at der ligger et alvorligt problem der, siger Jakob Dedenroth, Revisorjura.

En af de anklagede forklarede i retten, at han havde spurgt en medarbejder i Københavns kommune, om det var lovligt at sende flere regninger for samme tolkning og fået grønt lys til den fremgangsmåde. En forklaring den kommunale medarbejder dog ikke kunne genkende. Troels Madsen, som selv har stor erfaring med brug af tegnsprogstolk, køber heller ikke forklaringen.

– Det kan slet ikke diskuteres. Det har de godt vidst. Det er rent principielt. Når der kommer en tolk og tolker for fire døve, så opkræver man ikke fire fulde tilskud. Det har alle vidst, at så skal det fordeles på alle fire. Det er logik i sig selv. Det er logik for burhøns, siger Troels Madsen til TV 2 Lorry.

De mest alvorlige anklager, der blev fremlagt i retten, var eksempler på tilskud og udbetalinger, der slet ikke var sagligt belæg for. Der er for eksempel opkrævet tolketilskud til personer, der slet ikke var ansat i virksomhederne. Og der er hævet op til 60.000 kroner i en virksomhed, uden at ejerne kan forklare, hvad pengene er gået til.

– Her har de bare udbetalt pengene. Det er klart ulovligt, siger Jakob Dedenroth.Kræver mindst tre års fængsel

De tiltalte forklarer, at de mistænkelige opkrævninger er fejl og ikke svindel. De siger, at de manglede overblik og havde rod i økonomien. Men at hensigten hele tiden var at drive virksomhed.

I sin afsluttende procedure slog anklageren på, at de fire gik fra SU og overførselsindkomst til direktørlønninger på lidt over tre år. I 2016 fik en af dem udbetalt 1.2 millioner og en anden over 900.000.

– Hvis de 1,2 millioner er penge, man har fået fra kommunen på grund af noget tolkning, så mener jeg ikke, man kan være det bekendt, siger Troels Madsen.

Anklageren kræver mindst tre års fængsel til de fire tiltalte. I de to mest alvorlige sager lyder kravet på fire og fire et halvt års fængsel. Forsvarerne derimod mener, at de tiltalte har handlet i god tro og bør frifindes i retten på torsdag.

Tror du retten kan finde frem til, at det var lovligt?

– Det er svært at spå om. Det skal retten jo afgøre. Men som jeg har fået sagen oplyst – med alt det jeg har læst igennem – så mener jeg, at anklagemyndigheden har en god sag, siger Jakob Dedenroth fra Revisorjura.

Uanset dommen ærgrer de døves formand sig over den negative omtale, sagen har givet døvesamfundet.

– Det kan jo blive opfattet som, at det var alle døve i Danmark, der var en del af den her svindel, og det var det jo ikke. Vi taler om en lillebitte gruppe og et fåtal af mennesker, der var involverede i det her. Men det har jo ramt alle andre i døvemiljøet, siger Lars Ahlburg.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply