Det har skabt frustration hos de forholdsvis mange tilhængere af et profitforbud på velfærdsydelser, at Det Radikale Venstre nu igen har trukket deres støtte til en af de mærkesager, der er syet ind i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier. Først skete det på socialområdet og nu på dagtilbudsområdet.
”Der var tale om et sjældent godt stykke politisk arbejde, hvor midlerne ikke blot blev afsat, men at man også sikrede, at pengene bliver brugt på formålet og at løn- og arbejdsvilkår bliver prioriteret,” siger næstformand i FOA, Thomas Enghausen i en pressemeddelelse med henvisning til aftalen om minimumsnormeringer.
OPS-Indsigt har i en anden artikel beskrevet frustrationen og lettelsen hos henholdsvis FOA og Dansk Industri, som begge har været meget aktive på hver deres side idebatten om profit på velfærd.
Frustrationen hos regeringens støtter FOA og Enhedslisten er forståelig ligesom glæden hos Dansk Industri, men kravler man op i helikopteren og reflekterede lidt over, hvordan det er gået med de her meget massive kampagner mod profit på velfærd, så tegner der sig et billede af en fejlslagen strategi.
Selvom Thomas Enghausen kalder det et politisk godt stykke håndværk, så kan man bare konstatere, at det lovforberedende arbejde har haft plads til forbedringer.
Ser man på den storslåede kampagne som Socialminister Astrid Krag lancerede tilbage i efteråret 2020, hvor det gang på gang blev italesat, at man ikke måtte have afkast på sociale tilbud, så måtte regeringen og nogle af støttepartierne se deres røde drøm om et profitforbud tabe opbakning og kraft trods ihærdig indsats.
Kampagnen gik ganske enkelt fra at ligne et lynfelttog til at strækker sig over halve år og mest af alt ligne en vinterkrig, der endte med, at Det Radikale Venstre ikke længere ville, bakkede op om et forbud mod profit og en tvangsomlægning af private sociale tilbud til selvejende institutioner.
Man kunne kalde det et selvmål fra en på samme hold.
Eksekverede ikke hurtigt nok
Med det som er hændt de sidste to uger, har Det Radikale Venstre altså to gang trukket sig fra en aftale om et rimeligt massivt krav om et profitforbud på velfærd, men de har først gjort det efter lang tid. På socialområdet gik der over et halvt år og på børneområdet har man været under vejs i over et år, idet man allerede i aftalen december 2020 om minimumsnormeringer fik syet et profitforbud ind.
Hos FOA ryster man på hovedet af De Radikale, for man synes, at aftalerne lå lige til højrebenet, men hvis de lå lige til højrebenet, hvad er så grunden til, at man ikke fra regeringens side har sparket bolden i mål for længe siden?
Noget kunne nemlig tyde på, at hvis regeringen var lidt hurtigere til at eksekvere på det lovforberedende arbejde, at så kunne man også have haft De Radikale med.
Ude fra set giver det jo ingen mening, at der skal gå halve eller hele år inden man får eksekveret på nogle ideologiske aftaler og mærkesager, hvor man har opbakningen, men måske giver det alligevel mening.
Selvmål i slowmotion
Ser man på de to områder socialområdet og dagtilbudsområdet og de lovudkast der er kommet frem, så er der flere ting, som kan forklare, hvorfor regeringen er endt med at tabe en relativ stor mærkesag på gulvet, der mest af alt ligner et ekstremt selvmål i slowmotion.
Det første man støder på, er den udfordring, der findes i at et fagministerium skal stå for det lovforberedende arbejde, som i virkeligheden kolliderer med på et andet ministeriums ressortområde. Både Socialministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet har nemlig skulle navigere inden for Erhvervsministeriets lovgivning omkring selskabsdannelse, for slet ikke at tale om grundlovens ekspropriations paragraffer.
Her har fagministerierne forsøgt at opstille modeller for blandt andet at tvangsomlægge private kapitalselskaber til selvejende, herunder en lang række krav til bestyrelsesmedlemmer og ledelse, som ikke nødvendigvis spejlede eksisterende erhvervslovgivning.
Ser man på de her kreative nyopfindelser, som de to ministre uden tvivl har skubbet på for at få igennem det ministerielle maskineri, så er der næppe tvivl om, at det har givet grå hår hos embedsværket og været medvirkende årsag til, at disse ideologiske mærkesager er trukket ud i alt for lang tid. OPS-Indsigt har tidligere beskrevet, hvorfor fire brancheorganisationer hældte et lovudkast om et forbedret socialtilsyn ned ad brættet. Ud over at det havde været ekstremt længe under vejs, blev det kaldt dårligt forarbejde.
Tilsvarende oplevede man så, at man ti måneder efter at aftalen var indgået i Børne- og Undervisningsministeriet erkendte, at sammenblandingen af selskabsformer og normeringer, faglighed, og uddannelse, som er nogle af hovedelementerne i minimumsnormeringsaftalen var for vanskelig en cocktail, hvis man skulle nå i mål med en lov om minimumsnormeringer inden årsskiftet. Det er ikke sikkert, men det kan være grunden til, at man i oktober 2021 fik den delaftale, som De Radikale nu er løbet fra. Udfordringen ved den aftale var, at den gav klarhed og fik kritikken af et profitforbud i forhold til dagtilbud til at stige internt hos det svageste led i flertallet, nemlig Det Radikale Venstre.
Tre snubletråde
Ser man forløbene i bakspejlet, bliver alting meget tydeligere, og lidt firkantet kan man summe det op og sige, at regeringen og støttepartierne SF og Enhedslisten bør lære mindst tre ting af denne kampagne mod profit på velfærd.
1) Denne type detaljelovgivning bliver så kompleks, fordi den er ideologisk og rækker ud over det enkelte fagministerium, at et profitforbud ikke kan sys ind i indersiden af foret på et lovforslag om minimumsnormeringer eller et forbedret socialtilsyn uden at kollidere med anden lovgivning. Eksempelvis erhvervslovgivningen.
2) Det betyder, at man skal forberede den slags lovindgreb grundigt inden man lancerer den. Det er ganske enkelt nødvendigt at have styr på bl.a. det juridiske penalhus, men det sinker omvendt regeringens eksekveringskraft, hvilket er en udfordring, for flertal på Christiansborg er ikke en konstant og varig størrelse. Det viser denne sag tydeligt.
Spørgsmålet er om De Radikale havde stemt for et profitforbud, hvis regeringen havde ageret hurtigere? Om få måneder er det nemlig tre år siden, at man lavede forståelsespapiret og tre år er lang tid i politik, hvis der ikke sker noget.
3) Endelig bør partier generelt set tage bestik af om deres ideologiske mærkesager fortsat er i tråd med tiden og samfundets strømninger og i dette tilfælde for eksempel undersøge om danskerne synes, at det er i orden, at man tjener penge på velfærd?
Det synes de nemlig ifølge en undersøgelse, som OPS-Indsigt tidligere har skrevet om.
Er profitdebatten så slut?
Nej lyder samstemmende, når OPS-Indsigt spørger ud blandt aktørerne på begge sider. Bolden ligger nu hos regeringen.
