Der bliver nok bidt lidt negle på borgmesterkontoret forud for kommunalvalget i fire kommuner i Region Midtjylland. Her sidder der borgmestre, som er på vippen i forhold til at kunne blive siddende i stolen efter KV21. Det fremgår af NB-Mediers analyse af, hvordan borgmesterpartierne og borgmestrene står før kommunalvalget, KV21, i Region Midtjylland. Analysen bygger på grundig og løbende research (se ‘Fakta om NB-Mediers prognose’ nederst i artiklen), men er i sagens natur behæftet med usikkerhed.
Usikre borgmesterkæder
Her er de kommuner, hvor der måske bliver bidt ekstra meget negle 16. november hos det parti, der har borgmesterposten nu:
Silkeborg
Venstre-borgmesteren Steen Vindum blev først gang valgt til borgmester i 2013. Før da havde Silkeborg i 60 år været en socialdemokratisk højborg, bortset fra 2007-2009, hvor den konservative Jens Erik Jørgensen havde posten.Efter valget i 2017 sad De Radikale og Alternativet med de afgørende mandater, og de gav mandat til, at Steen Vindum kunne fortsætte.Nu er situationen den, at man i oppositionen står ret stærkt. Socialdemokratiet har efter nogen uro valgt byrådsmedlem Helle Gade som ny spidskandidat. Og SF har lukreret på flere partihop og sidder nu på fire mandater mod to ved valgperiodens begyndelse. Især S og til en vis grad SF har for tiden medvind nationalt set. For at kunne fortsætte i borgmesterstolen skal Steen Vindum efter alt at dømme håbe på den såkaldte borgmestereffekt. Og at den lunkne opbakning til Venstre på landsplan ikke slår igennem i den midtjyske kommune.(Artiklen fortsætter efter kortet)
Skive
Venstre-borgmester Peder Christian Kirkegaard kan langt fra være sikker på at beholde borgmesterkæden. Begge hans støtter De Radikale og Dansk Folkeparti står svagt forud for KV21. De Radikale har kun ét medlem af byrådet i deres tidligere højborg, og DF har modvind af stormstyrke på landsplan.Socialdemokratiets spidskandidat er 1. viceborgmester Peder Christensen. Han kan nyde godt af medvinden på landsplan til sosserne.
Odder
Venstre-borgmester Uffe Jensen sidder på det smallest mulige borgerlige flertal med 10 ud af 19 byrådsmedlemmer bag sig, og Odder er kendt som en svingkommune. Med national valgvind imod sig skal Uffe Jensen satse på øget borgmestereffekt. Socialdemokratiets spidskandidat 1. viceborgmester Lone Jakobi Sørensen derimod kan nyde godt af den landspolitiske medvind til S. Det kan godt se svært ud for Uffe Jensen.
Hedensted
Den socialdemokratiske borgmester Kasper Glyngø blev nyvalgt til borgmester i 2017 på den smalleste mulige flertal med 14 byrådsmedlemmer ud af 27 bag sig. Flertallet bag borgmesteren består af S, SF, KD og DF. Det bliver afgørende, hvor forventeligt to eller tre tabte DF-mandater ender, og derfor bliver borgmestereffekten den afgørende. Kasper Glyngsø skal formentligt hente mindst to mandater ekstra for at være nogenlunde sikker og derudover holde fast i DF. Venstres spidskandidat Ole Vind kan være stækket lidt af den lunkne opbakning på landsplan til moderpartiet. Som det er nu har V ellers hele 12 ud af de 27 pladser i byrådet.
Næsten sikre på at beholde borgmesterposten
I de øvrige kommuner i Region Midtjylland er der i skrivende stund ikke så stor spænding om udfaldet af kommunalvalget. I disse kommuner er der ret stor sandsynlighed for, at det nuværende borgmesterparti beholder borgmesterkæden, fremgår det af NB-Mediers analyse. Det gælder blandt andre borgmestrene Erik Flyvholm (V) i Lemvig og Jacob Bundsgaard (S) i Aarhus. Se NB-Kommunes tema om KV21Fakta om NB-Mediers prognoseNB-Mediers prognose bygger på flere parametre. Blandt andre en række samtaler med velinformerede kilder og lokalpolitikere. Der er også anvendt mange skriftlige kilder – bl.a. lokale medier. Disse informationer er blevet holdt op mod videnskabelig viden om, hvordan nationale, politiske strømninger på parti-niveau påvirker udfaldet af lokale valg som KV21.Rettelse 19.10. 2021: Under Silkeborg er tilføjet, at den konservative Jens Erik Jørgensen havde borgmesterposten fra 2007 til 2009.