Det stærkt stigende antal plejekrævende ældre og de pressede anlægsrammer tvinger kommunalpolitikere fra Socialdemokratiet og ofte også SF og Enhedslisten til at acceptere friplejehjem i flere kommuner på trods af den ideologiske modstand. Senest har vi set det i Kerteminde, hvorfra vi i denne uge bragte et indlæg.
Her pegede man blandt andet på kommunens udfordringer ved ikke at have en anvisningsret til friplejehjem tilsvarende de kommunale plejehjem, hvor kommunen både visitere og anviser en bolig til de ældre.
Det giver anledning til en bekymring ikke kun i Kerteminde, men i en række kommuner for at friplejeleverandørerne kun vil lukke ”de lette borgere” ind og så at sige overlade ”de tunge borgere” til kommunerne selv.
Teknisk set er det muligt, men hvor realistisk er det?
Friplejehjem tager ikke kun de lette borgere
OPS-Indsigt har ringet til en række friplejeleverandører og her er svaret, at det er ikke noget, som sker i virkeligheden.
“Vi har ikke afvist borgere, som har ønsket at bo hos os, på grund af borgerens plejetyngde, selvom vi formelt har retten til det. Det handler det om troværdighed i samarbejdet,” siger Søren Andersen, der direktør i Attendo, der er en af nordens største plejeleverandører og blandt andet driver friplejehjem i Frederikssund og Kolding Kommuner.
Det samme lyder fra Malene Størup, der er direktør for Fonden Mariehjemmene, som blandt andet driver 8 plejehjem og har to på vej.
”Vi tager de borgere, der har søgt os og som er på vores venteliste,” siger hun til OPS-Indsigt og det matcher, hvad vi i øvrigt hører, når vi ringer rundt til en række friplejeleverandører.
Generelt har man altså talt bekymringen for, at kommunerne scorer de lette plejeborgere, mere op end det er tilfældet i praksis. Hos Mariehjemmene kender man godt til bekymringen.
”At vi ikke kun tager de lette borgere, er noget vi gør meget ud af, når vi er i dialog med kommunerne,” siger Malene Størup til OPS-Indsigt.
Det handler om faglighed og samarbejde
”Det er vigtigt for os, at vi er en god samarbejdspartner for kommunen og det er vi kun, hvis vi også tager de komplekse borgere og så er der den anden del i det her. De medarbejdere vi har, er jo hos os, fordi de vil bruge deres kompetencer i forhold til komplekse opgaver og det vil ikke ske i samme grad, hvis vi kun tog de mindre komplekse borgere ind,” siger Malene Størup.
Det skal med andre ord også være fagligt interessant at være ansat på et friplejehjem, hvor den enkelte medarbejder udfordres og udvikles i dagligdagen.
Og det er ikke den eneste gang vi hører den forklaring, når vi ringer rundt i branchen. Situationen er nemlig den, at for at tiltrække velkvalificeret personale er det nødvendigt, at man tilbyder medarbejderne en fagligt udfordrende dagligdag og derfor bliver de gode og velkvalificerede medarbejdere svære at fastholde, hvis friplejeleverandørens ledelse kun lukker ”lette plejeborgere” ind.
Kategoriseringssystem efter plejetyngde
Men et er jo at tilkendegive, at det har man ikke gjort indtil nu, når man er på vej ind på et marked som lige nu er i vækst, noget andet er i det lidt længere perspektiv. Kunne man her forestille sig at friplejeleverandørerne begyndte på kun at lukke ”de lette plejeborgere” ind, hvis man fx havde svært ved at tiltrække personale eller bare ville have en bedre bundlinje?
“Det er der slet ikke risiko for, hvis man skruer det rigtigt sammen,” siger Søren Andersen.
Løsningen er her ifølge Søren Andersen, at kommune og plejeleverandør aftaler et kategoriseringssystem efter plejetyngde, hvor hver kategori prissættes således, at ”lette” borgere medfører lav betaling og ”tunge” borgere høj betaling. ”Så foregår samarbejdet med åbne øjne,” siger han.
Det skal her bemærkes, at den takst som leverandøren tager uanset kategori, er kommet til veje på basis af kommunens omkostningsberegninger ved egne plejehjem. Men andre ord den business case som plejeleverandøren opstiller forud for samarbejdet om et friplejehjem vil næppe hænge sammen, hvis leverandøren siden alene vælger “de lette borgere.”
Malene Størup bekræfter, at Mariehjemmene netop har plejehjem med en takststruktur med flere kategorier, hvor der kan betales afhængig af borgernes plejetyngde og at den slags modeller altid udvikles i samarbejde med kommunen.
Hverken Søren Andersen eller Malene Størup ser det som et problem for hverken plejeleverandøren eller kommunen, at kommunen ikke har anvisningsretten. Så længe kommunen har retten til at vurdere og visitere, hvilken kategori borgeren plejemæssigt tilhører i det dialogsamarbejde, der er mellem kommunen som myndighed og friplejehjemmet som leverandør.
”Det handler også om vores ry og renomme som organisation, hvor vi gerne vil være med til at gøre en forskel for de plejekrævende borgere, samtidig med at vi er et alternativ til et kommunalt plejehjem, så derfor tager vi naturligvis de borger, som har søgt os og er på vores venteliste,” siger Malene Størup.
