“I dag ærgrer jeg mig.”Sådan skriver borgmesteren i Odsherred Thomas Adelskov (S) i opslag på Facebook. Han er ærgerlig over, at han lod sig presse til at udlicitere opgaverne med veje, parker og grønne områder i Odsherred. Hans opslag har sat gang i en større debat i kommunen. I sit opslag skriver Thomas Adelskov om indtryk, efter at være kommet hjem fra ferie:”Jeg har været lidt rundt i kommunen for at se, hvordan kommunen tager sig ud, og trods byrådet i år har bevilliget flere penge til “forskønnelse”, så halter det desværre gevaldigt efter flere steder.”Thomas Adelskov har flere fotos med overbegroede steder til at ledsage Facebook-opslaget:
Borgmesteren skriver, at han i dag fortryder, at han gik med til at udlicitere Park og Vej. Han skriver:”Da vi forhandlede budgettet for Odsherred 2013 lod jeg mig presse til at gå med til at privatisere vores Park og Vej. I dag ærgrer jeg mig over, at jeg bøjede mig for at få et bredt budgetforlig – vi har ikke sparet på privatiseringen og vi har, efter min mening, ikke fået bedre service eller en pænere kommune – måske tværtimod?”Borgmesteren vil nu bede byrådet om at vej- og parkarbejdet i kommunen bliver hjemtaget. Han skriver:”Socialdemokratiet vil … foreslå at genoprette et kommunalt Park og Vej når byrådet i efteråret skal drøfte budgettet for næste år – Som politiker skal man være klar til at sadle om, hvis beslutningerne ikke virker efter hensigten – det er vist tid nu.”I debattråden under opslaget går debatten højt. Det går lige fra, at borgmesteren bliver beskyldt for “valgflæsk” og til, at en skriver: “Flot at du indrømmer en forkert beslutning. Stor respekt herfra.”Hos Venstre i Odsherred Kommune er man ikke tilfreds med niveauet for vej- og parkarbejdet. Men Hanne Pigonska, der er spidskandidat for Venstre til kommunalvalget, vil ikke stoppe udliciteringen. “Hvis standarden ikke er, hvad vi har betalt for, så er det klart, at vi skal efter vores udbyder. Men hvis vi ønsker et højere serviceniveau, så må vi jo betale for det – og jeg kender ikke til nogen kommuner, der sparer penge ved at løse opgaverne kommunalt,” siger Hanne Pigonska til TV2 Øst.