Københavns Kommune beskyldte for et par uger siden Intervare A/S, der er frit-valgs-leverandøren af dagligvare på ældreområdet for at bryde de sociale klausuler kommunen havde opstillet.
Beskyldningerne kom efter, at kommunens indsatsteam mod social dumpning havde kontrolleret forholdene for seks chauffører.
Her hævdede Københavns kommune, at de transportfirmaer, der bringer varerne ud for Intervare, er at betragte som lønmodtagere hos Intervare i stedet for selvstændige vognmænd. For det andet beskyldte Københavns Kommune Intervare for en underbetaling på transportområdet som følge af, at kommunen havde antaget, at den daglige arbejdstid var på 12 timer uden pauser, for dem som bringer varerne ud mandag til fredag.
Ingen af delene er rigtige mener Intervare, det fremgår af en pressemeddelelse.
En 12-siders redegørelse
“Grundlaget for Københavns Kommunes konklusioner er ganske enkelt ikke korrekt. Derfor har vi nu sendt en omfattende redegørelse til kommunen, hvor vi tilbageviser de urigtige påstande, der er blevet fremsat,” siger Stefan Plenge, der er adm. direktør i Intervare A/S.
Redegørelsen som direktøren henviser til, er på 12-sider og sendt til Københavns Kommune d. 1. juni. Her konkludere Intervare, at der ikke er hold i kommunens påstande om, at virksomheden har brudt Københavns Kommune sociale klausuler.
Der er ifølge Intervare tale om selvstændige vognmænd, der kører for Intervare, som har en indtægt på cirka 45.000 kr. om måneden med en gennemsnitlig arbejdsdag på 8 timer mandag til fredag, skriver Intervare.
Borgmester: ”det vil vi ikke finde os i”
Overborgmester Lars Weiss har tidligere kaldt det fuldstændigt uacceptabelt og krævet, at selskabet efterbetaler chaufførerne den manglende løn.
”Det er fuldstændig uacceptabelt, at man løndumper og udnytter mennesker, der hver dag knokler med at levere varer til vores mest udsatte borgere og for at forsørge deres egne familier. Det vil vi ikke finde os i her i København,” sagde overborgmester Lars Weiss (S) for et par uger siden.
Kommunen hævdede nemlig dengang, at de transportfirmaer, der bringer varer ud for Intervare, er at betragte som lønmodtagere hos Intervare og ikke selvstændige vognmænd, men det afviser Stefan Plenge.
“Intervare er en dansk virksomhed med ordnede forhold og herunder overenskomst for sine medarbejdere i varehuset. Medarbejderne, der pakker varer, tjener mellem 29.100 kr. og 42.500 kr. om måneden plus feriepenge for en 37 timers arbejdsuge afhængig af, hvornår på døgnet man arbejder,” siger han.
Har haft kontrakt med København i 20 år
Ifølge Intervare har al transport af selskabets siden man startede samarbejdet med Københavns Kommune for 20 år siden, været udliciteret til selvstændige vognmænd. Det er derfor bemærkelsesværdigt, hvis Københavns Kommune som indkøber af ydelsen først er blevet opmærksom på det nu.
Intervare skriver, at hver vognmand har et månedligt overskud på 45.000 kr efter udgifter til drift af varevogn.
”Vi har dermed sikret vognmændene en god betaling for det vigtige stykke arbejde de udfører. En betaling der i øvrigt er højere, end hvis de havde været ansat som chauffører og aflønnet efter overenskomst,” siger Stefan Plenge.
Hos Intervare forvente man, at gå i dialog med Københavns Kommune, så de misforståelser der er opstået hos kommunen, kan blive opklaret.
OPS-Indsigt forsøger at få en kommentar fra overborgmesterenindk