I løbet af de seneste fem år er der faldet dom i mindst 20 sager om misbrug af offentlige midler. Det viser en gennemgang lavet af Station 2. Den mest kendte er sagen om Britta Nielsen fra Socialministeriet, der svindlede sig til 117 millioner kroner, men mindre kan også gøre det.
I sidste uge blev to læger på Fyn anmeldt til politiet efter, at de angiveligt igennem flere år havde overfaktureret regionen for ydelser de slet ikke havde udført. Lægerne skal i den sammenhæng have misbrugt patienters personlige oplysninger til at sende regninger til Region Syddanmark. Det har medført at Fyns Politi nu har til opgave at kulegrave de mange bilag, der ligger til grund for Region Syddanmarks beslutning om at fratage to Svendborg-læger, deres ydernummer.
Afveg med 400 procent
Samtidig har Patientforeningen opfordret regionen til at tjekke samtlige journaler og øvrige sundhedsoplysninger om patienter i de to lægers praksis for urigtige oplysninger. Det sker i forlængelse af at TV 2 Fyn har fået kendskab til patienter hos Svendborg-lægerne, der ikke genkender oplysninger i deres patientjournal.
”Jeg vil opfordre regionen til at tage kontakt til tidligere og nuværende patienter. Der skal simpelthen ryddes op,! siger formanden for Folketingets sundhedsudvalg Jane Heitmann til TV 2 Fyn.
Regionen konstaterede i forbindelse med deres undersøgelse af sagen, at lægerne på flere tillægsydelser afveg med mere end 400 procent fra regionsgennemsnittet.
Endnu en sag om luksusheste
I aften kan man så i programmet ”Station 2” se, hvordan en klubleder fra en af de megastore københavnske klyngeinstitutioner på børneområdet tilsyneladende har købt både hest og rideudstyr til sin datter på institutionens regning.
Foreløbig ser det ud til, at institutionen har købt heste og udstyr for over en halv million kroner i løbet af en periode på syv måneder. Det viser en aktindsigt, som TV2 har fået i institutionens regnskab.
Blandt de dyreste udskrivninger er en hestetrailer af mærket Mustang Elite til omkring 154.000 kroner og det er langt fra et mere almindeligt prisleje på omkring 60.000 kroner.
Sagen ruller angiveligt fordi folk i heste miljøet begyndte at undre sig, hvilket måske ikke er så mærkeligt efter historien om Britta Nielsen, der også indkøbte dyre heste.
Spørgsmålet i den aktuelle sag er naturligvis, om det reelt kan dokumenteres, hvorvidt institutionslederens datter har brugt hest og trailer som var det hendes egen.
Kommunen afventer ekstern undersøgelse
Roger Buch, der er centerleder ved Danmarks Medie-og Journalisthøjskole og kommunalforsker peger på, at hvis familien har brugt den luksuriøse trailer købt for kommunens penge, er det ulovligt.
Ifølge Station 2 er svindlen foregået i regi af et selvejende fritidscenter i Brønshøj-Husum med plads til omkring 850 børn og unge i alderen 10-18 år. Station2 har konfronteret institutionslederen, som i en teaservideo henviser til den forældrevalgte bestyrelsesformand. Herefter har Station2 kontaktet fritidsklubbens bestyrelse, men ingen har ønsket at stille op til interview. Det oplyses dog fra både bestyrelsen og Københavns kommune der har driftsoverenskomst med institutionen, at der er igangsat en ekstern undersøgelse.
”Det er det helt rigtige skridt at tage, og vi ser frem til at modtage undersøgelsen og vil derefter vurdere, hvad det videre forløb skal være,” skriver økonomichef i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Rikke Clausen Hasenfuss i en mail.