Den franske togproducent Alstom har vundet udbuddet om at levere eldrevne togsæt til DSB, oplyser DSB og transportminister Benny Engelbrecht (S) mandag.
Kontrakten lyder på et køb af minimum 100 el-togsæt, oplyser DSB. Der er i aftalen gjort plads til at købe yderligere togsæt, og det er forventningen fra DSB’s side, at der bliver tale om i alt 150 togsæt.
Aftalen gælder både selve togsættene og vedligeholdelse af dem og løber op i “mere end 20 milliarder kroner”.
De eldrevne tog forventes i drift fra slutningen af 2024.
DSB’s milliardstore indkøb er et resultat af en politisk aftale fra 2018. De skal blandt andet erstatte de IC4-togsæt, der i flere år var en torn i øjet på driften hos DSB på grund af tekniske problemer.De nye eltog skal køre mellem landsdelene og en stor del af regionaltrafikken på den statslige jernbane.
Bag aftalen om de nye eltog står Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre, DF, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.
Også en fordel for klimaet
De problemer vi kender fra IC4-togene burde ved det nye indkøb være fortid, forsikrer tidligere transportminister Ole Birk Olesen, i et interview med ritzau, Han stod som minister stod bag aftalen fra 2018.
– Der er to ting, som gør, at vi undgår problemer. Dem, der leverer toget, skal også stå for vedligeholdelsen, siger han.
– Den regning havner ikke hos de danske skattetydere. Og for det andet er det et tog, der allerede kører i Europa, og som har vist sig at være stabilt.Den nuværende transportminister Benny Engelbrecht peger desuden på, at eltogene har flere fordele.
– Den elektriske drift er ikke kun positiv i forhold til CO2-udledningen. Det er også billigere samlet set at drive eltog i forhold til dieseltog.
– Og så vil luften i fremtiden være ren og fri for dieselos på perroner og områder omkring stationer. Og det er ret væsentligt, siger han.
Holland prøver toget først
DSB oplyser, at der vil blive oprettet to nye værksteder for at kunne vedligeholde og servicere de nye tog. De to værksteder kommer til at ligge i Aarhus og København.
Benny Engelbrecht fremhæver også, at togtypen, der hedder Coradia Stream, har en hurtigere acceleration og topfart end IC-togene.
Coradia Streams topfart er 200 kilometer i timen.
– De nye el-togsæt er bygget op om produktplatformen Coradia Stream, som allerede er i drift i Italien, skriver DSB i en meddelelse om indkøbet.
– Togsættene, DSB bestiller, ligger desuden tæt op ad en løsning, der leveres til Holland og efter planen idriftsættes før leverancen til Danmark.
Transportministeren har mandag vist DSB’s valg af tog til transportordførerne, og aftalen skal godkendes i Folketingets Finansudvalg, inden den kan træde i kraft.Forgængerens lange afsporing
IC4-togene, som i princippet er forgængeren til de nye el-tog har i næsten tyve år martret DSB, her er en kort opdatering på forløbet
- 2000: DSB bestiller 83 IC4-tog hos italienske Ansaldobreda for 5,3 milliarder kroner. Alle tog forventes at være leveret og i drift inden 2006.
- 2003: De første togsæt kommer til Danmark, men de er ikke køreklar.
- 2007: De første IC4-tog bliver testkørt i Danmark. De kommer dog ikke i drift på grund af lugtgener fra togets udstødning.
- 2008: Første IC4-tog kører i ordinær drift på en dansk strækning.
- * 2011: DSB indstiller al kørsel med IC4, efter at togene to gange på få dage er kørt forbi røde stopsignaler.
- 2011: Skandalen når nye højder. Fagbladet Ingeniøren skriver, at et af DSB’s IC4-tog er dukket op i Libyen. Det er en gave fra Italien til Libyens mangeårige diktator Muammar Gaddafi.
- 2013: Det kommer frem, at udgifterne til IC4-tog har overskredet budgettet med mere end én milliard kroner.
- 2016: 30 af de indkøbte IC4-tog kører. Planen er, at 77 tog skal være i drift i 2019. DSB opgiver de facto togene samme år. De skal bruges som regionaltog, indtil de kan udfases.
- 2017: DSB nedskriver værdien af IC4-togene med over to milliarder kroner.
- 2017: De første fem togsæt sendes til skrotning.
Kilder: DSB, Ingeniøren.
sho/ritzau/