Private virksomheder skal hjælpe med at vaccinere, for mange skal vaccineres på kort tid, siger regionerne til Jyllands-Posten.
I lørdags underskrev regionerne aftalen med de private testvirksomheder på det meget omtalte test-udbud. Det fremgår af en pressemeddelelse. Aftalen har allerede sat kommuner og regionerne i logistisk topfart for at sikre, at tilbuddet når frem til de befolkningsgrupper, myndighederne har prioriteret.
Nu kommer turen til endnu et turboudbud i regi af regionerne, men denne gang vil det handle om vaccinationer. Fra myndighedernes side er det planen at vaccinere alle voksne danskere inden den 4. juli og den plan kan komme voldsomt under pres med hensyn til kapacitet, derfor vil Danske Regioner med Region Midt som kontraktholder udbyde opgaven til private virksomheder.
Vaccineforsinkelser kan have spillet en rolle
Selskaberne Carelink og Falck var allerede ude for en måned siden og tilbyde deres assistance med at stikke folk i armen. Det er det frø, der blev sået dengang, der nu ser ud til at udmønte sig i en opgave.
“Jo før vi kan få alle danskere vaccineret, jo bedre er det. Det går bare stærkere, hvis man samler de offentlige og de private kræfter,” sagde Brian Rosenberg, der er administrerende direktør i Carelink, den gang til ritzau.
Sundhedsmyndighederne har fastsat et mål om at kunne vaccinere 100.000 borgere om dagen.
Men efter vi har oplevet forsinkelser i vaccineleverancerne, kan landet ifølge myndighederne senere risikere at komme i en situation, hvor vi modtager meget store leverancer, som kræver endnu større kapacitet. Og det er blandt andet i den sammenhæng vi får brug for al den kapacitet vi har.
”Hvis vi skal være færdige med at vaccinere alle til sommer, hvilket stadig er myndighedernes udmelding, så kan man regne ud, at vi skal kunne vaccinere meget store antal på et eller andet tidspunkt, og det vil vi gerne være bedst muligt forberedt på,” siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.
Enhedslisten har ingen problemer med udbuddet
Udbuddet forventes ude i næste og allerede medio marts regner man med at kunne få en aftale med en eller flere leverandører.
Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi på det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, kalder udbuddet “en glimrende idé”.
”Det er jo måden at løse manglende kapacitet i den offentlige sektor, og det er noget, vi har betydelig erfaring med,” siger han til Jyllands-Posten.
Initiativet bliver politisk hilst velkommen også af et parti, der normalt ikke er fortaler for udlicitering.
”Det er en akut opgave, der skal løses på meget kort tid, og derfor kan man ikke forvente, at der er kapacitet nok i det offentlige. I det omfang det handler om at kunne vaccinere flest muligt hurtigst muligt, har jeg ingen problemer med det,” siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
Falck oplyser, at virksomheden vil se på udbuddet “med stor interesse”, hvor SOS International, der lige har vundet opgaven med lyntest i fire regioner endnu ikke kan svare på, om det vil byde på opgaven.
sho/ritzau/