Der blev mandag foretaget 58.145 lyntest hos de fire private udbydere, der tester på statens regning. 1109 af prøverne var positive.
Det oplyser virksomhederne.
Det giver en samlet positivprocent på 1,91 procent. Det er det hidtil laveste i de ti dage, hvor lyntest har været en del af regeringens teststrategi.
De fire virksomheder skal samlet kunne levere 100.000 lyntest om dagen, og antallet af test var mandag det hidtil højeste på én dag.
Hos Falck fortæller ambulancedirektør Jørgen Mieritz, at der er stor forskel på, hvordan smitten fordeler sig i lyntest.
– Vi har stadigvæk den højeste procentandel af smittede i hovedstaden og på Sjælland, mens det er lavest i Region Syddanmark og Region Nordjylland, siger han.
Copenhagen Medical slog mandag dørene op til et stort testcenter i Parken i København, og det betød, at virksomheden testede knap 8000 – 2,5 gange så mange som dagene forinden.
Hos Carelink fortæller administrerende direktør Brian Rosenberg, at man mærker mere travlhed frem mod højtiden.
– Der er generelt mere aktivitet i centrene, hvilket forventeligt skyldes, at vi kommer tættere på juleaften, og vi forventer derfor også at aktiviteten vil stige yderligere i de kommende to dage, skriver han i en mail.
Samme melding kommer fra Falck.
– Jeg forventer, at der bliver øget travlhed tirsdag og onsdag, inden folk skal hjem til jul. Men vi har mandet op med podere ude på centrene, så vi er klar til et stort rykind, siger Jørgen Mieritz.
/ritzau/