For et par år siden rejste FOA og Socialpædagogernes Landsforbund en drøftelse om hvad må man tjene på velfærd? Den debat kom til at præge tiden op til folkemødet i 2018 og siden har debatten om, hvad man på at tjene på velfærd puppet op med jævne mellemrum
I disse dage kan man rejse spørgsmålet, hvad må man tjene på Coronavirus?
Situationen er nemlig den at priserne på medicinske værnemidler er steget med en faktor fire eller fem og man kan på forskellige medier forstå, at lige nu så har de offentlige indkøbsafdelinger andre problemer end at se på prisen. Det handler bare om at få købt tilstrækkelige værnemidler ind, så man kan imødegå den forventede epidemi af Covid-19.
Brancheorganisationerne har fokus på de trængte virksomheder i transport og turismeindustrien
Spørger du brancheorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri om deres holdning til den eksplosive stigning i markedspriserne på værnemidler, så henvises man til de konkrete producenter. På den led holder de sig ude af en debat, der godt kan gå hen og blive noget følelsesladet.
Samtidig har de samme brancheorganisationer travlt med at bede om hjælpepakker til turisme- og transportindustrisen, som lige nu presses fordi regeringen i fredags gik ud og anbefalede at man aflyste arrangementer med mere end 1000 deltagere.
Det er en vanskelig balance på den ene side at forholde sig tavs til at nogle virksomheder ganske enkelt tjener boksen på den sundhedskrise som verden befinder sig i og samtidig bede om flere penge, til de virksomheder, der bare er ofre for omstændighederne.
De kommunale indkøbere er frustrerede
Utilfredsheden hos de kommunale indkøbere, som jeg har talt med i sidste uge, er til at få øje på. De indgåede indkøbsaftaler virker tilsyneladende ikke. ”Søger du i de almindelige systemer er alt væk.” får jeg at vide.
Sagt på en anden måde det lettere at købe medicinske værnemidler uden for indkøbsaftalerne end inden for og det til en helt anden pris selv om produkterne dybest set er de samme.
Er det så rimeligt?
En sang fra de varme lande
Repræsentanter for et par af de leverandører jeg har talt med til baggrund forklare det med, at prisstigninger på håndsprit, mundbind, handsker m.v. er et udtryk for et sundt marked og at samfundet lynhurtigt er i færd med at omstille sig til en ny virkelighed.
Det kræver jo ikke en stor kugleramme at forstå, hvorfor efterspørgslen efter de to – tre vare lige nu er eksploderet helt vildt på verdensplan. Efterspørgslen indebærer naturligvis et behov for at sætte produktionen lige så drastisk i vejret. Og hvis leverandøren bare er lidt uheldige, så ligger en stor del af produktionen i Kina, hvor masser af fabrikker er lukket ned.
Så hvis man nu som producent af medicinske værnemidler ønsker at skifte underleverandør for at afhjælpe manglen og imødekomme efterspørgslen, så er det jo væsentligt, at man ikke ender med et tab. Det kræver penge på bordet. Udsigten til fortjeneste skal opveje risikoen for tab. Og risikoen kan måske nok være svær at bedømme.
Hvis sundhedsstyrelsens strategi virker, så bliver det hele måske bare et kortvarigt opsving, og så står man der med et lager, som er måske ikke kan afsættes lige med det samme. Derfor koster det ekstra fordi leverandørerne prøver at omstille deres produktionskæder.
Det var så en side af forklaringen. Jeg hører det mest som en sang fra de varme lande.
Medicinalindustriens virksomheder skal konkret melde sig ind i kampen
Personligt tror jeg ikke på, at en omlægning af produktionskæden koster en faktor fem for producenterne af medicinalske værnemidler. Helt konkret savner jeg, at medicinalindustriens virksomheder viser samfundsengagement i den aktuelle situation. De har så meget mere at vinde i et land som Danmark på den korte bane og endnu mere at tabe på den lange bane, hvis de ikke vågner op og træder mere synligt ind i kampen
Novo fonden er gået foran med i fredags med 20 millioner til forskning i nye vira, men situationen kan meget vel udvikle sig kritisk på den korte bane uden man skal male en vis herre på vægge. Derfor kunne producenterne af medicinske værnemidler passende overveje, hvordan man ved konkret handling bevare den samfundsmæssige kontrakt med borgerne i det land man befinder sig i.
Billigere priser, donation af handsker til plejehjem og hospitaler eller bidrag til hjælpepakker som de virksomheder der aktuelt leder i turisme og transportbranchen.
Mulighederne er mange – Jeg finder det bare upassende at priserne på medicinske værnemidler har den opadgående kurve, de pt. Har.