Mette Frederiksens konsulentmillarder går også til udsatte unge og bygning af nye institutioner

Mette Frederiksen gav med sit velfærdsudspil mandag danskerne et indtryk af, at den offentlige sektor hvert år bruger 11 milliarder på konsulentydelser, som intet har med borgernes velfærd at gøre. “Sidste år brugte vi i Danmark 11 milliarder – hold fast 11 milliarder – på konsulentydelser i den offentlige sektor. Jeg vil sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det har gavnet jeres hverdag som social- og sundhedsassistenter overhovedet. Jeg vil sætter spørgsmålstegn ved, om det har gavnet de ældre,” lød det fra Mette Frederiksen, som lovede danskerne, at en mulig S-regering vil spare tre milliarder kroner på konsulenter og bruge pengene på flere såkaldte varme hænder i den offentlige sektor. NB-Økonomi har undersøgt de bagvedliggende tal, og det viser sig, at Mette Frederiksen fejlrepræsenterede fakta. Dels er tallet på de 11 milliarder meget usikkert, dels omfatter det også en lang række ydelser, f.eks. hjælp til udsatte børn, arbejdsmiljøindsats og i mange tilfælde også driften af de IT-systemer, som netop social- og sundhedsassistenterne bruger i deres dagligdag. Derfor er tallene fejlrepræsenteret Socialdemokratiet henviser til tal, som Finansministeriet gav Folketinget i et svar til Finansudvalget den 2. juli. Tallene for de danske kommuner kom fra det kommunale indkøbsdatasamarbejde, der i regi af SKI har indsamlet og kategoriseret fakturadata for kommunerne fra 2014-2018. Indkøbsdatasamarbejdet har til formål at gøre kommunerne klogere på deres indkøb, og hvor der er et økonomisk potentiale. Det sker konkret ved, at kommunerne kan sammenligne sig med hinanden. Derudover bruges indkøbsdatasamarbejdets data til at kortlægge hvilket indhold der skal være i SKI’s indkøbsaftaler. Tallene fra SKI er baseret på en computer-analyse af 400 millioner fakturalinjer i 92 kommuners fakturaer. Analysen som foretages hos KMD forsøger på bagrund af 400.000 regler at regne ud, hvilken ydelse der gemmer sig bag en bestemt fakturalinje. Analysen er stærk til at kategorisere fakturalinjer inden for vareområdet. Til gengæld er analysen mere usikker i kategorisering af tjenesteydelser, herunder konsulenter. Eksempelvis vil det ofte være usikkert, om leverancen af en IT-ydelse er rådgivning, hosting eller andet. ”Der er en vis usikkerhed forbundet med opgørelsen er konsulentydelser på baggrund af kommunernes fakturadata. Det skyldes, at tjenesteydelser generelt er sværere at kategorisere på baggrund af fakturalinjer. Fx kan der tit stå ”efter aftale”. Samtidig kan nogle af de store leverandører til kommunerne tit være ansvarlige for at levere såvel rådgivning som andre services i form af aftaler, der faktureres på en og samme faktura. Dermed kan det ikke skilles ad” siger Jonas Klinting, Økonomidirektør i SKI. Det forebehold fremgår også af svaret til Folketinget, hvor Finansministeriet skriver, at “Der er en vis usikkerhed forbundet med tallene, der dog udgør den bedst mulige indikation af omfanget og udviklingen i kommunernes forbrug af konsulenter. ” Privat firma: Rammer skævt med en faktor fire Det samme problem er i en række andre undersøgelser. UdbudsVagten, som er et uafhængigt firma, der lever af at kortlægge alle udbud i den offentlige sektor, lavede i 2017 en analyse som viste, at kommunerne i 2016 brugte hele 9,2 milliarder kroner – altså cirka 3 milliarder mere end SKI. Metoden bag undersøgelsen er ifølge UdbudsVagten, at man har fået oplysninger om alle fakturaers totalbeløb og leverandørens CVR-nummer. Herefter har UdbudsVagten set på det pågældende CVR-nummers branchekode, og dermed bestemt hvor mange penge de enkelte kommuner har brugt på konsulenter og rådgivning. Ifølge opgørelsen, så brugte Morsø Kommune i 2016 cirka 55 millioner kroner på konsulenter og rådgivere. Men det tal er ifølge økonomidirektør Bodil B. Kristensen helt skævt. Morsø er en af de kommuner, som har lagt en specifik art ind i deres bogføring som fanger alle udgifter til konsulenter og rådgivere, fordi kommunen ifølge direktøren “gerne selv vil have styr på det for at vurdere, om det smartere at gå ind og ansætte en i stedet for at købe dyre konsulenttimer.” Ifølge kommunens opgørelse brugte man i 2016 cirka 17 millioner på konsulenter og rådgivere. Den største del blev brugt til forebyggende foranstaltninger til børn og unge, primært til direkte indsatser til de unge, og udgjorde 4,7 millioner. Derudover blev  2,7 millioner anvendt til advokater, KL-konsulenter, KMD-konsulenter samt coaches. På tredjepladsen kommer erhvervsservice og iværksætteri, hvor der er brugt 2,1 mio. kr. til det lokale erhvervsråd. Datasystem til styring af plejehjem bliver til konsulentopgave En af årsagerne til den store forskel er, at eksempelvis KMD er registeret med branchekoden “620200 Konsulentbistand vedrørende informationsteknologi”. Det betyder at kommunens drift og betaling for f.eks. et IT-systemet til at styre plejehjem og samle oplysninger om de ældre bliver registreret som en konsulentydelse. Ifølge UdbudsVagten er det også forkert at bruge firmaets tal til at vurdere den præcise størrelsen af eksempelvis indkøbet af konsulenter, idet tallene siger, hvor meget kommunerne har købt hos firmaer, der betegner sig som eks. IT-konsulenter. “Tallene er præcise for, hvad der er købt fra en leverandør, men ikke præcise for hvilken ydelse der er købt,” siger data product manager Morten Ogstrup Nielsen. Han siger også, at tallene er skabt til at virksomhederne kan se, hvor deres konkurrenter står stærkt, og dermed målrette deres egen salgsindsats. Hos udbyderne af konsulent- og rådgivningsydelser i DI Rådgivning efterlyser man også mere præcise tal. ”Det må være en klar forudsætning for diskussionen af det offentliges konsulentforbrug, at man taler ud fra et sagligt og oplyst grundlag. Det vil sige både spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en stigning, hvilke typer af konsulentydelser og hvilken offentlig serviceproduktion, som de vedrører. Fra branchens side er vi klart interesserede i, at der er styr på tallene bag den offentlige serviceproduktion og herunder brugen af konsulenter. Hermed har de enkelte institutioner et bedre grundlag for at foretage den strategiske vurdering af, hvordan opgaverne løses bedst muligt til den rigtige pris”, siger branchedirektør i DI Rådgiverne Henriette Søltoft. NB-Økonomi sendte tirsdag en række spørgsmål til Socialdemokratiet om partiets brug af tallene fra Finansministeriet, men partiet er ikke vend tilbage med et svar.