Skip to main content

Kommunernes sagsbehandlingstider har været stigende de sidste syv år, men nu ser det ud til at kurven er knækket. Det fremgår af en analyse fra DI Byggeri.

Når analysen er interessant, er det fordi byggesager er et kernesamarbejde mellem det offentlige og private. Alene i 2023 blev der behandlet knap 28.000 byggesager på tværs af kommunerne. Det er et fald på ca. 15 pct. ift. 2022.

Her er det værd at bemærke, at tallene dækker over en periode med et højt renteniveau og faldende byggeaktivitet. Begge dele kan være væsentlige forklaringer på ændringen i antallet af byggesager, forklarer Anders Stouge, direktør i DI Byggeri.

Forventede et dyk

På landsplan er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager faldet fra 75 dage i 2022 til 64 dage i 2023.

”Byggeaktiviteten har været faldende og kommunerne har dermed også haft færre byggesager at behandle. Jeg havde derfor også forventet, at sagsbehandlingstiderne ville tage et dyk i år,” siger Anders Stouge.

Han finder det enormt positivt, at kommunerne har nedbragt ventetiden på at få en byggetilladelse i hus.

”En langsom sagsbehandling forsinker byggerierne, og svækker den lokale erhvervsudvikling. Så det er vigtigt, at kommunerne arbejder med at optimere sagsbehandlingen, så vi sikrer en endnu hurtigere og smidigere vej gennem systemet for både virksomheder og borgere,” siger Anders Stouge.

Det har krævet knofedt

Københavns Kommune er en af de kommuner, hvor sagsbehandlingstiden er faldet. Lige omkring 42 pct, fra 178 dage i 2022 til 103 dage i gennemsnitlig sagsbehandlingstid.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) siger i en pressemeddelelse, at det har krævet knofedt at komme så langt: 

”Det har krævet hårdt arbejde og politisk vilje, men siden 1. juli sidste år har byggesager med servicemål i København overholdt de aftalte tidsfrister mellem kommuner og stat. Det er jeg rigtig glad for, og jeg vil fortsat følge området tæt,” siger hun.

De gode takter vil dog først kunne aflæses fuldt ud i statistikken til næste år, da man som sagt først satte rigtig ind fra midten af 2023, men de gode resultater som man allerede kan se på byggesagsområdet i København skyldes, at forvaltningen har iværksat en række initiativer.

Der er bl.a. indført robotter, der kan spare tid i sagsbehandlingen, og så er der etableret fast track af flere sagstyper og straksafklaring af andre.

Et halvt års forskel i sagsbehandlingstiden

Ser man på tværs af landet er, der ifølge undersøgelsen store kommunale forskelle, når det kommer til sagsbehandlingstiderne. Odder Kommune skiller sig ud med landets korteste ventetid på kun 5 dage, mens Frederikssund repræsenterer den modsatte ende af skalaen med en gennemsnitlig ventetid på 193 dage.

Kilde: DI Byggeri

På trods af at byggesagsbehandlingstiderne er faldet for alle typer af byggesager, så ligger byggesagsbehandlingstiderne samlet set fortsat over kommunernes egne servicemål.

”Så store forskelle i ventetiderne understreger et klart potentiale for forbedring i de kommuner, der kæmper med lange sagsbehandlingstider. Odder Kommunes imponerende effektivitet bør tjene som inspiration for andre, mens Frederikssund må adressere de udfordringer, der fører til over et halvt års ventetid på byggetilladelser,” siger Anders Stouge.

Læs også: Stor variation i kommunernes behandling af byggesager

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind