Tre ud af fire kommunaldirektører forventer, at mængden af regulering vil stige i de kommende tre år. Kun seks procent forventer færre regler, mens hver femte forventer, at niveauet forbliver uændret. Sammenlignet med sidste år er optimismen omkring afbureaukratisering næsten forsvundet.

Tallene stammer fra en analyse, hvor Dansk Erhverv har spurgt 51 af landets kommunaldirektører om deres syn på regulering, administration og kommunernes største udfordringer.

Ikke kun flere regler – men mere komplekse regler

Regulering er imidlertid ikke kun et spørgsmål om mængde. For OPS-Indsigts læsere er det mindst lige så interessant, at flere kommunaldirektører peger på, at reglerne ændrer karakter.

Kommunaldirektør Flemming Storgaard fra Ikast-Brande Kommune peger særligt på indkøbsområdet.

“Vores udgifter til administration stiger, fordi vi er nødt til at få flere analytiske medarbejdere og akademikere frem for HK’ere til at håndtere kompleksiteten. Særligt hele udbuds- og indkøbsdelen er enormt kompliceret,” siger han til NB-Økonomi.

Han beskriver udviklingen som et skifte fra almindelige indkøbere til juridiske specialister.

“Dybest set drejer det sig om, at vi skal ud og købe en vare … Førhen købte vi ind med ‘købmænd’, nu skal vi have jurister med speciale i det her.”

Kommunerne kan ikke selv løse problemet

Et andet resultat i analysen får langt mindre opmærksomhed.

Næsten alle kommunaldirektører vurderer ganske vist, at kommunerne selv kan fjerne nogle interne regler. Men ingen mener, at de i høj grad kan reducere administrationsbyrden alene. Flertallet vurderer, at de kun kan gøre det “i mindre grad” eller “i nogen grad”.

Det peger på, at en væsentlig del af reguleringen opleves som noget, der kommer udefra – fra lovgivning, nationale krav og EU-regler – snarere end fra kommunernes egne processer.

Et paradoks for den offentlige sektor

Undersøgelsen tegner dermed et billede af et paradoks.

På Christiansborg tales der fortsat om afbureaukratisering og færre administrative byrder. Kommunaldirektørerne forventer derimod, at de kommende år vil bringe flere regler og mere regulering end i dag.

For offentlige indkøb og offentligt-private samarbejder kan udviklingen få konkret betydning. Nye krav til dokumentation, compliance, cybersikkerhed, bæredygtighed og kontraktstyring betyder, at både ordregivere og leverandører i stigende grad må navigere i et mere komplekst regelgrundlag – også når opgaven grundlæggende handler om at købe en vare eller en tjenesteydelse.

OPS-Perspektiv: Indkøb er blevet mere end et køb

Kommunaldirektørernes besvarelser ifb med undersøgelsen sætter ord på en udvikling, som mange offentlige ordregivere og private leverandører har oplevet gennem en årrække.

Hvor offentlige indkøb tidligere primært handlede om pris, kvalitet og levering, skal ordregivere i dag samtidig navigere i et voksende antal krav om udbudsret, dokumentation, bæredygtighed, sociale klausuler, cybersikkerhed, informationssikkerhed og kontrol.

Det betyder, at både offentlige indkøbere og private leverandører skal afsætte flere ressourcer til compliance og administration. Kommunaldirektørernes vurdering peger på, at udviklingen ikke opfattes som midlertidig – tværtimod forventer et stort flertal, at reguleringen fortsætter med at vokse.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind