Da regeringen, KL og Danske Regioner i sidste uge indgik sommeraftalen om implementeringen af sundhedsreformen, var fokus især rettet mod kronikerpakker, den nationale sundhedsplan, regionale sundheds- og omsorgspladser og flere sundhedsopgaver tættere på borgerne.
Aftalen beskriver et sundhedsvæsen, hvor mere behandling skal foregå uden for sygehusene, hvor hjemmebehandling skal udbygges, og hvor kronikere skal mødes af mere sammenhængende patientforløb.
Men læser man aftalens 17 sider med OPS-briller, springer én ting i øjnene. Regioner, kommuner og almen praksis spiller hovedrollerne. De private sundhedsvirksomheder er stort set usynlige.
Kun én direkte åbning til offentligt-private samarbejder
Det betyder ikke, at private aktører er fraværende, men de fylder bemærkelsesværdigt lidt. Den eneste direkte formulering om offentligt-private samarbejder findes i afsnittet om hjemmebehandling.
Her skriver regeringen, KL og Danske Regioner: “Regionerne kan, hvor det er relevant, indgå horisontale samarbejdsaftaler med kommunerne om, at kommunerne varetager dele af opgaven med behandling i borgerens eget hjem. Ligeledes kan det være relevant med offentligt/privat samarbejde om løsninger.”
Det er den eneste eksplicitte henvisning til offentligt privat samarbejde i hele aftalen. Ellers beskrives reformens nye organisering næsten udelukkende som et samspil mellem regioner, kommuner og almen praksis.
Nye opgaver kan skabe nye markeder
Det er samtidig svært at overse, at reformen lægger op til en række opgaver, hvor private virksomheder allerede i dag spiller en rolle.
- Kronikerpakkerne skal udrulles.
- Hjemmebehandling skal udbygges.
- Patientforløb skal understøttes digitalt.
- Speciallægeområdet skal have kortere ventetider.
- Og regionale sundheds- og omsorgspladser skal bygges op.
Alt sammen områder, hvor markedet allerede leverer løsninger i form af eksempelvis digitale platforme, medicoteknologi, diagnostik, fysioterapi, hjemmebehandling og speciallægekapacitet.
Alligevel fylder de private leverandører næsten ikke i aftaleteksten.
Brancheorganisation ser en overset mulighed
Det får brancheorganisationen Sundhed Danmark til at stille spørgsmål ved reformens prioriteringer. Branchedirektør Lars Oxlund kalder det positivt, at aftalen styrker både kronikerindsatsen og adgangen til speciallæger, men savner, at den eksisterende private kapacitet bringes mere aktivt i spil.
“Det er positivt, at aftalen sætter penge bag lavere ventetider til speciallæge og bedre forløb for mennesker med kronisk sygdom. Det er præcis de steder, hvor patienterne mærker presset i hverdagen. Men aftalen lader den private kapacitet stå uden for døren – og det er en forspildt mulighed.”
Ifølge Sundhed Danmark gælder det blandt andet speciallægeområdet.
Organisationen peger på, at der afsættes 128 millioner kroner til at nedbringe ventetiderne hos praktiserende speciallæger, men at aftalen alene beskriver løsninger gennem overenskomstssystemet og de eksisterende praktiserende speciallæger.
“En reel ret til hurtig speciallægehjælp forudsætter, at der rent faktisk er kapacitet til at indfri den. Når ventetiden til en praktiserende speciallæge bliver for lang, skal patienten med svært udslæt, depression eller smerte i fingrene kunne bruge en privatklinik eller et privathospital med ledig kapacitet,” siger Lars Oxlund.
Ellers mener Lars Oxlund, at der er risiko for, at vi får en rettighed på papiret, som ikke kan indfries i virkeligheden.
Også kronikerpakkerne rejser spørgsmål
Sundhed Danmark peger også på kronikerpakkerne.
Fra 2027 skal patienter med blandt andet KOL og kroniske lænderygsmerter tilbydes mere sammenhængende patientforløb. Her mener organisationen, at eksisterende private tilbud allerede udgør en del af infrastrukturen.
“De private fysioterapiklinikker inden for ydernummersystemet er allerede tovholdere på mange af disse forløb. Den styrke skal vi bruge, ikke se bort fra.”
Det er et perspektiv, som ikke behandles direkte i sommeraftalen.
Reformens næste diskussion er måske først lige begyndt
Sommeraftalen giver et klart billede af, hvem der skal bære reformen organisatorisk.
Det er regionerne, det er kommunerne og det er almen praksis.
Men aftalen giver ikke noget entydigt svar på, hvilken rolle private sundhedsvirksomheder skal spille, når flere behandlinger flyttes ud af sygehusene og tættere på borgerne.
Den ene formulering om offentligt-private samarbejder peger på, at regeringen ikke afviser samarbejdet som redskab.
Spørgsmålet er snarere, om den formulering bliver stående som en enkelt åbning i hjemmebehandlingen – eller om den bliver begyndelsen på en bredere diskussion om, hvordan den samlede sundhedskapacitet skal bringes i spil.
For hvis reformen i de kommende år skal levere kortere ventetider, flere kronikerforløb og mere behandling i borgernes eget hjem, bliver spørgsmålet ikke alene, hvordan sundhedsvæsenet skal organiseres, men også hvem der skal levere det.
