Miljøkoncernen Damifo fortsætter en vækst, der bl.a. er drevet af opkøb og styrker  her sin position i håndteringen af komplekst affald fra især kommunale miljøpladser.

Senest har koncernen købt specialisten Posibi, og det er ikke blot endnu et opkøb i rækken – det er et skridt ind i de affaldsfraktioner, som kommunerne i stigende grad har svært ved selv at håndtere.

“Vi ser et stigende behov for at kunne håndtere flere og mere komplekse affaldsfraktioner – særligt fra de kommunale miljøpladser og fra byggeprojekter,” siger adm. direktør John Kaldahl.

Fra volumen til kompleksitet

Historien om Damifo er i stigende grad historien om en virksomhed, der bevæger sig op i værdikæden.

Siden etableringen i 2014 er Damifo vokset fra én virksomhed til den miljøkoncern og efter 10 år rundede koncernen i 2024 en omsætning på over 200 mio. kr. 

Koncernen håndterer i dag over en halv million ton affald årligt – men det nye er, at fokus flyttes fra mængder til kompleksitet.

Hvor affald tidligere kunne sendes til forbrænding eller eksporteres, kræver nye miljøkrav i dag langt mere avanceret sortering, dokumentation og teknologi. Det gælder især plast, elektronik og metal fra genbrugspladser.

Kommunerne får flere muligheder 

Her spiller opkøbet af virksomheden Posibi en central rolle.

“Med Posibi kan vi løfte flere materialer ind i genanvendelse og samtidig tage en større del af værdikæden i Danmark,” siger John Kaldahl.

For kommunerne er perspektivet umiddelbart positivt: flere affaldsfraktioner kan håndteres i Danmark frem for at blive eksporteret eller nedgraderet.

Ifølge virksomheden vil opkøbet give “bedre muligheder for at få håndteret flere affaldsfraktioner i Danmark frem for at sende dem ud af landet” – men det er samtidig en bevægelse, hvor kapaciteten samles hos få.

Fortsætter som selvstændigt brand

Posibi har gennem flere år opbygget specialiseret viden om genanvendelse af materialer, der traditionelt har været vanskelige at genanvende og afsætte. Det gælder bl.a. plast fra genbrugspladser samt metaller og elektronikaffald, hvor krav til sortering og dokumentation er stigende. Virksomheden håndterer i dag en stor del af plast fra de kommunale miljøpladser og har samtidig en stor andel af markedet for metaller og elektronikaffald fra samme kilde.

“Vi har gennem mange år arbejdet med at koble affald med de rette teknologier og markeder. Sammen med Damifo får vi bedre muligheder for at skalere det arbejde og skabe mere værdi af materialerne,” fortæller Jan Hohberg. I det nye setup indgår han i ejerkredsen og tiltræder som salgsdirektør for Posibi, der fortsætter som selvstændigt brand i koncernen. 

For kommuner, affaldsselskaber og virksomheder betyder det bedre muligheder for at få håndteret flere affaldsfraktioner i Danmark frem for at sende dem ud af landet eller til lavere værdianvendelse.

“Ved at koble affaldsstrømme med de rette teknologier og markeder kan virksomhederne i fællesskab skabe mere værdi af ressourcerne og bidrage til en mere effektiv og bæredygtig affaldshåndtering,” siger John Kaldahl. 

Vækst via opkøb – og geografi

Opkøbet af Posibi er ikke et enkeltstående skridt.

Damifo har de senere år systematisk opbygget et landsdækkende net af modtage- og ressourcepladser – fra Sjælland til Lolland og Sydjylland bl.a. med indtog på Fyn

I 2018 overtog virksomheden det fælleskommunale Dansk Affald A/S i Vojens. “Efter massive investeringer kunne vi fire år senere indvie Danmarks første plastsorteringsanlæg, hvor 100 pct. genanvendelse af plast blev muliggjort,” har John Kaldahl tidligere udtalt til Plastforum.

Strategien er tydelig: volumen, geografi og specialisering skal hænge sammen.

“Det skaber en størrelse og skala, hvor vi både kan effektivisere og skabe synergier i processerne,” sagde John Kaldahl , da man købte Genknus & Kabell A/S i Odense.

Det er netop denne skala, der gør det muligt at investere i ny teknologi – og dermed tage de komplekse affaldsstrømme ind.

Teknologi som næste vækstdriver

Ambitionen er klar: mere affald skal behandles i Danmark – og til højere værdi.

“Vi skal i højere grad kunne håndtere vores affaldsstrømme i Danmark. Derfor investerer vi i ny teknologi, der kan øge kapaciteten,” siger John Kaldahl.

Det er samtidig her, at markedet flytter sig.

For mens kommunerne fortsat ejer affaldet, er det i stigende grad private aktører, der ejer teknologien, data og afsætningskanalerne.

En stille strukturændring

Set i et bredere perspektiv er Damifos vækst ikke kun en virksomhedshistorie.

Det er et tegn på en strukturel bevægelse i affaldssektoren:

  • Fra simpel håndtering til avanceret ressourceudnyttelse
  • Fra lokal drift til landsdækkende – og potentielt international – kapacitet
  • Fra mange aktører til færre, større miljøkoncerner

For kommunerne betyder det bedre muligheder for genanvendelse – men også et marked, hvor de i stigende grad skal købe sig til løsningerne, frem for selv at stå for dem.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind