Da Danske Diakonhjem i 2025 opsagde driftsoverenskomsten på Bækmarksbro Plejehjem i Lemvig Kommune, var begrundelsen klar: størrelsen gjorde det svært at drive plejehjemmet bæredygtigt.
“Bækmarksbro Plejehjem er med sine 16 plejeboliger og fem ældreboliger af en størrelse, som vanskeliggør at drive det på den måde, vi gerne vil drive plejehjem på,” lød det dengang fra driftsdirektør Mette Toft Thorsen.
Samtidig pegede organisationen på, at kommunen netop kunne have en fordel:
“Vi forestiller os, at kommunen kan drage fordel af, at de har andre plejehjem i nærheden og dermed kan effektuere en stordriftsfordel, som vi har svært ved i vores regi.”
Det var med andre ord ikke et spørgsmål om organisering – men om volumen.
Ny model – samme problem
Efter opsigelsen stod Lemvig Kommune med et klassisk dilemma: Hvordan driver man et lille plejehjem, der i forvejen ligger under den økonomiske bæredygtighed?
Svaret blev et forsøg med den nye lokalplejehjemsmodel, som trådte i kraft 1. januar 2025, og som netop er tænkt som en frisættelse af den kommunale drift.
Modellen giver mulighed for at etablere plejehjem som selvstændige enheder med egen bestyrelse og større frihed – “i lighed med private friplejehjem”.
Projektet blev drevet af en initiativgruppe omkring byens borgerforening, sogneforening samt plejehjemmets vennekreds, som undersøgte mulighederne for at drive stedet som et lokalplejehjem. Og her har man blandt andet kigget mod Køge og Greve Kommune, der allerede har gjort sig erfaringer med lokalplejehjem.
Lemvig Kommune fik da også tilsagn om 2,9 mio. kr. i statsligt tilskud til at undersøge modellen. Men allerede i afdækningen viser det sig, at frisættelse ikke ændrer på grundlæggende økonomi. Det fremgår af dagsordenen til det politiske udvalg den 9 marts.
Regnestykket: Minus 1,9 mio. kr.
Kommunens eget skyggebudget for Bækmarksbro tegner et klart billede: Et lokalplejehjem som Bækmarksbro vil have et “negativt råderum på 1,9 mio. kr.”
Det sker på trods af justerede forudsætninger. “Men det var under forudsætning af, at der var 100 procent belægning hele tiden,” siger Bent Mose til Folkebladet Lemvig. Han er medlem af den initiativgruppe, der de seneste måneder har arbejdet med planerne om at skabe et lokalplejehjem.
Samtidig peger analysen fra samarbejdet med Greve og Køge Kommuner på det strukturelle problem: “Et plejehjem skal have mere end 50 pladser for at være økonomisk bæredygtig.”
Bækmarksbro har i alt 21 pladser.
Frisættelse gør det ikke billigere
En central pointe i materialet som Lemvig Kommune har udarbejdet er, at lokalplejehjem ikke reducerer omkostningerne – tværtimod. Et lokalplejehjem skal selv finansiere en række funktioner:
“HR, Jura, IT support, administration mv.”
Det betyder, at små enheder får højere enhedsomkostninger end i en kommunal organisation, hvor disse funktioner er delt.
Samtidig peger kommunen selv på, at der kan opstå merudgifter i en overgangsperiode, når støttefunktioner skal adskilles fra den kommunale drift. – Det er her værd at bemærke, at det var blandt årsagerne til at Danske Diakonhjem trak sig fra overenskomsten.
Lokalt engagement er ikke nok
Selv den lokale initiativgruppe, der ellers havde vist interesse for modellen, når frem til samme konklusion: Det bliver “vanskeligt, at opstille et økonomisk bæredygtigt scenarie for et lokalplejehjem i Bækmarksbro,” oplyser initiativgruppen til politikerne.
Og derudover er der tvivl om, hvorvidt man kan samle de nødvendige kompetencer i en bestyrelse. Dermed falder også det lokale fundament for modellen væk.
Konklusionen er derfor klar: “der arbejdes der ikke videre med et Lokalplejehjem.”
Og konsekvensen er, at de statslige midler, som ikke anvendes, skal sendes tilbage til staten.
En principiel læring
Sagen fra Lemvig illustrerer en mere grundlæggende pointe i den aktuelle reformdagsorden: Frisættelse og nye organisationsformer kan ikke i sig selv løse de strukturelle udfordringer i ældreplejen.
Læs også: Danske Diakonhjem opsiger endnu en aftale
Når selv ikke-kommunale aktører som Danske Diakonhjem trækker sig med henvisning til manglende volumen, og kommunen efterfølgende ikke kan få en frisat model til at hænge sammen, peger det i samme retning: Små plejehjem er – uanset driftsform – økonomisk sårbare.
Lokalplejehjemsmodellen kan give nye muligheder, men forudsætter en skala, som mange mindre enheder i landkommuner ikke har. I Lemvig blev forsøget gjort.
Men regnestykket ændrede sig ikke.
