Tre systemisk vigtige banker har i dag kontrol over langt hovedparten af kommunernes bankforretninger.
Det betyder, at den nye storbank AL Sydbank, som i december 2025 ifølge banken selv blev en del af top-fem på det danske bankmarked med bankudlån for omkring 137 mia. kr. og samlet kreditformidling for omkring 375 mia. kr. er relativ usynlig på det kommunale marked.
Ifølge en kortlægning fra FinansWatch har Danske Bank, Jyske Bank og Nordea tilsammen rollen som primær bankforbindelse for 92 pct. af landets 98 kommuner, hvor AL Sydbank kun sidder på tre mindre porteføljer: Sønderborg, Furesø og Tårnby Kommuner.
Tallene dokumenterer ikke blot en hård kamp mellem de største banker. De rejser også et mere grundlæggende spørgsmål om konkurrence, udbudsdesign og offentlig styring: Hvor frit er markedet egentlig – og hvilke alternativer har kommunerne reelt?
Hvad siger kilderne?
I FinansWatch-artiklen forklarer både banker og rådgivere udviklingen med professionalisering og specialisering. Jyske Bank peger på, at banken har samlet sin kommuneforretning i dedikerede enheder, hvilket har styrket dens konkurrenceevne i udbud. Samtidig vurderer rådgiver Peter Lundgreen fra Lundgreens Capital, at Danske Bank fortsat har den mest konsistente tilstedeværelse på området – også selv om markedsandele har flyttet sig.
Budskabet fra bankerne er enslydende: Kommuner er komplekse kunder, udbuddene er krævende, og det kræver både kapitalstyrke, systemer og organisatorisk volumen at levere stabile bankydelser i stor skala.
Hvad siger de ikke?
Det, der fylder mindre i kildernes egne forklaringer, er de strukturelle adgangsbarrierer, som kommunerne selv er med til at opretholde. De fleste kommuner stiller som krav, at deres bankforbindelse skal være en systemisk vigtig finansiel institution (SIFI-bank). Dermed er markedet i praksis lukket for størstedelen af sektoren – uanset pris, innovation eller alternative forretningsmodeller.
Det betyder også, at konkurrencen i mange udbud ikke handler om, hvem der kan byde, men snarere hvordan de samme tre aktører positionerer sig indbyrdes. Mindre banker optræder kun sporadisk – ofte som følge af fusioner – og sjældent som resultat af et åbent markedsvalg.
Konkurrence på papiret
Formelt er kommunernes bankforretning konkurrenceudsat. I praksis er der tale om et oligopol, hvor udbuddene typisk gennemføres hvert fjerde til sjette år, men inden for en snæver kreds af leverandører. Det reducerer risikoen for egentlig priskonkurrence og kan samtidig give de store banker en forhandlingsstyrke, der rækker ud over den enkelte kontrakt.
Samtidig peger historien på et klassisk forvaltningsdilemma: Kommunerne efterspørger robusthed, compliance og lav risiko – men disse krav bidrager selv til at koncentrere markedet yderligere.
Markedsmæssig betydning: stabilitet eller lock-in?
Fra et økonomisk perspektiv kan koncentrationen læses på to måder. På den ene side giver den kommunerne adgang til banker med kapacitet til at håndtere store betalingsstrømme, komplekse finansielle instrumenter og høje krav til sikkerhed og dokumentation.
På den anden side øger den risikoen for lock-in-effekter, hvor leverandørskift bliver administrativt og operationelt så tungt, at konkurrencen reelt udhules – også selv om udbud formelt gennemføres korrekt.
FinansWatch-kortlægningen dokumenterer ikke blot, hvem der har vundet kommunerne som kunder. Den afdækker også et marked, hvor offentlige indkøb, finansiel regulering og konkurrencepolitik kolliderer.
