På beredskabsplejehjemmet Vikærgården i Aarhus gennemføres i dag (Torsdag) Danmarks første fuldskalaøvelse i mobil nødstrøm. Under øvelsen slukkes al strøm, hvorefter entreprenørvirksomheden Arkil – som medlem af Virksomhedsberedskabet – skal levere strøm ved at tilkoble en stor mobil generator.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Valget af Vikærgården er ikke tilfældig for plejehjemmet er udpeget som et af kommunens beredskabsplejehjem, der i en krisesituation skal kunne tage imod beboere fra andre ramte plejehjem og døgninstitutioner.
For hvad sker der, når strømmen går på plejehjemmet i flere dage?
Vores rundspørge til ti kommuner viser, at plejehjem er rimeligt forberedt i forhold til mad og personlige fornødenheder som bleer.
Men torsdag en helt central faktor – strøm – Her testes Hele indsatskæden: alarmering, logistik, tilslutning og koordinering mellem kommune og private aktører.
Et hul i beredskabet?
Øvelsen kommer på et tidspunkt, hvor kommunernes egne beredskabsforberedelser viser sig at være langt mindre robuste end forventet. OPS-Indsigt har ringet rundt til ti kommuner, der alle har opført eller renoveret plejehjem inden for de seneste år. Ingen af dem råder over faste nødgeneratorer eller større vandlagre, der i ø-drift kan sikre driften i længere tid under nationale kriser, cyberangreb eller langvarige strømafbrydelser.
Flere kommuner henviser til, at “at man har en beredskabsplan”, mens andre peger på, at mobile løsninger kan fremskaffes eksternt. Og det er præcis den rolle, Virksomhedsberedskabet nu tester i praksis.
“Tryghed for vores borgere er kernen i alt, hvad vi gør… Vi tester hele kæden og sikrer, at samarbejdet med centrale partnere som Virksomhedsberedskabet øger trygheden for beboere, pårørende og medarbejdere,” siger rådmand Christian Budde.
Øvelse handler om mere end materiel
For Virksomhedsberedskabet som er dannet af en række private aktører er øvelsen en central milepæl i at bygge et nationalt netværk af virksomheder, der kan levere kapacitet, mandskab og udstyr i krisesituationer. Organisationen har de seneste måneder etableret et rådgivende udvalg med profiler som Mia Wagner, Jakob Ellemann-Jensen og Laila Reenberg for at udvikle modellen og accelerere mobiliseringen af erhvervslivet.
Læs også: Virksomhedsberedskabet tager næste skridt for at kunne aktivere erhvervslivets ressourcer
Udviklingschef Kim Holst understreger betydningen af at teste de private ressourcer i realtid:
”Denne øvelse er kernen i Virksomhedsberedskabets mission, hvor vi bringer private kapabiliteter i spil for at styrke det samlede beredskab. Når vi tester vores procedurer i praksis, handler det om mere end materiel – det handler om at sikre, at kommandoveje og koordination fungerer sømløst,” siger han.
Scenarietræning sammen med kommunen
For Arkil, der leverer nødgeneratoren, er deltagelsen en del af virksomhedens samfundsansvar:
“At få mulighed for fysisk at tilkoble vores udstyr og træne scenariet sammen med kommunens folk er den bedste måde at sikre, at vores udstyr kan hjælpe, når der er allermest brug for det.” siger adm. direktør Michael Hansen.
Mens staten og kommunerne de senere år har styrket den strategiske del af beredskabet med planer, viser OPS-Indsigts rundspørge, at det operationelle beredskab på plejehjemmene ikke er fulgt med i samme grad. Der mangler bl.a. faste nødstrømsløsninger og forsyningssikker vandkapacitet
Men det er måske ikke et problem, hvis torsdagens øvelse får betydning for, hvordan kommunerne i praksis kan trække på private kapabiliteter, når kritisk infrastruktur rammes.





