På få døgn har Hvidvasksekretariatets seneste kvartalsrapport affødt en usædvanlig kraftig reaktion fra både fagbevægelse, kommunale topchefer og brancheorganisationer.
Læs også: Hvidvasksekretariatets nye rapport om botilbud: Fakta – og hvad der ikke står i den
Tallene er til at tage og føle på: 46 ud af 301 kommercielle sociale botilbud har fået mindst fem underretninger om mulig mistænkelig økonomisk adfærd i perioden 2021–2024. Det svarer til 15 procent.
Men mens rapporten selv understreger, at en underretning ikke er bevis for kriminalitet, har reaktionerne i offentligheden fået en anden tone.
OPS-Indsigt har samlet nogle af de mest markante udmeldinger og analyseret den bølge, rapporten har sat i gang.
KL: “Helt uhørt” – og en appel til politisk handling
Kommunernes Landsforening gik ud som en af de første med en skarp vurdering:
“Det er helt uhørt, at sociale tilbud nu er i kategori med pizzeriaer, grillbarer og nedrivningsfirmaer, når det handler om mistanke om kriminalitet,” lyder det fra KL i en pressemeddelelse og det forstærkes af Ulrik Wilbek som er formand for KL’s Socialudvalg.
”At man nu kommer sociale botilbud i kategori med pizzeriaer, grillbarer og nedrivningsfirmaer er jo helt uhørt. Vi taler om kriminelle, der svindler med penge, der ellers skulle gå til nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund. Det er helt uacceptabelt,” siger han.
KL bygger deres signal på rapportens brancheplacering, men tager ét retorisk skridt længere, når de kalder udviklingen “alvorlig” og frygter “omfattende” kriminalitet.
De opfordrer regeringen til handling og peger særligt på, at kommunerne ikke har redskaberne alene.
FOA: “Systematisk hvidvask” og “ikke enkelte brodne kar”
FOA går mest markant ud og bruger begreber, der ligger langt fra rapportens nøgterne beskrivelser.
“Milliarder af skattekroner risikerer at ende i lommerne på kriminelle, fordi private botilbud systematisk bruges til hvidvask og skatteunddragelse,” lyder det i en pressemeddelelse fra FOA, hvor næstformand Thomas Enghausen tager næste skridt:
“Vi bliver nødt til en gang for alle at få kulegravet området, for det er jo med al tydelighed ikke enkelte brodne kar, det handler om. Det er en kynisk, systematisk udnyttelse af vores samfunds allermest sårbare,” siger han.
Her bliver rapportens mistankeindikatorer omsat til konstateret kriminalitet.
Det er ikke belæg, rapporten selv leverer – men FOA sætter dagsordenen.
Socialpædagogerne: Krav om profitbegrænsning
Socialpædagogerne ligger midt mellem KL’s og FOA’s linje. De hæfter sig ved alvoren, men kobler rapportens tal direkte til socialfaglig og strukturel kritik:
“Der er ikke bare tale om brodne kar, men om et strukturelt problem,” siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne i en pressemeddelelse.
Og følger op med et politisk krav:
“Vi må have begrænset mulighederne for at lave profit på private botilbud.”
Her bliver rapporten brugt som afsæt for en fagpolitisk diskussion, der hiver “profit-spøgelset” frem og går betydeligt videre end rapportens økonomiske fokus.
Kvartalsrapporten dokumenterer mistankeindikatorer i toppen af finansielle overvågningssystemer.
Men reaktionerne – fra fagbevægelse til KL – viser, at sagen er blevet et brændpunkt for en langt bredere diskussion: Om hvem der egentlig bærer ansvaret, når mistanker opstår.





